Nyt job

"Nogle af de ansatte tror på sort magi"

3.12.2019

af

Foto: Privat

Foto: Privat

Hemmelige hierarkier, ildfluer og en ventilator, der driller. Frederikke Vestergaard Nielsen har orlov fra konsulentjobbet for at arbejde i Sierra Leone.

Hun bor i en lille landsby i junglen. Der er ingen elektricitet, men til gengæld smukke aftener med ildfluer og klar stjernehimmel. Frederikke Vestergaard Nielsen har taget orlov fra jobbet som konsulent i Danske Bank for at arbejde et halvt år i Sierra Leone i Vestafrika. Hun er udsendt af Læger Uden Grænser som HR og Finance Manager på et projekt, som skal nedbringe dødeligheden blandt gravide og børn under fem år.

”Den anden dag tog jeg med vores sygeplejersker ud for at besøge en af sundhedsposterne, hvor de havde åben konsultation for gravide. Det endte med dans og sang om, hvordan man kommer igennem en sund graviditet – det sker sjældent hjemme i Danmark.”

Egentlig er arbejdet i Sierra Leone ganske almindeligt kontorarbejde. Det handler om rekruttering, personaleudvikling, afskedigelser, løn og kontrakter. Men alt skal verificeres og dokumenteres, og det hele sker på papir.

”Jeg skriver under og stempler som aldrig før, mens min ventilator kører på fuld blus og blæser alle papirerne væk igen.”

Frederikke Vestergaard Nielsen blev kandidat i Human Ressource Management i 2016. Med udsigt til 40 år mere på arbejdsmarkedet mener hun, det er en god idé en gang imellem at prøve noget uden for de vante kontorrammer.

”Det er gavnligt for alle at tage en pause og se hverdagen i et andet lys. Det gør jeg helt sikkert hernede.” 

Frederikke og hendes to administrative assistenter, Momoh (Finance) og Mamood (HR). Ventilatoren på billedet er muligvis den, der blæser Frederikkes papirer væk.
Foto: Privat

Var der noget, du særligt overvejede, inden du tog af sted?

”Jeg tænkte meget over, hvad der ville presse mig mest som person. Hvad jeg kunne gøre hjemmefra for at reducere det. Jeg var fx ret nervøs for af komme til at kede mig i den lille landsby i junglen. Så jeg pakkede både løbesko, sjippetov, bøger, malebøger og yogamåtte.

Keder du dig så i landsbyen?

”Jeg håndterer det rolige liv ret godt hernede. Det er meget langt fra måden, jeg lever derhjemme med planer alle ugens syv dage.”

Hvad sagde Danske Bank til, at du ville af sted?

”Jeg har længe villet udfordre mig selv ved at arbejde i udlandet. Det har de støttet mig fuldt ud i.”

Hvordan fik du jobbet for Læger Uden Grænser?

”Jeg sendte en ansøgning, kom gennem test og interview og blev optaget til deres pulje af HR-professionelle, som er villige til at rejse i felten. Derefter ventede jeg på at få tilbudt et projekt.”

Får du løn?

”Jeg får løn, men den er kun lige til at vedligeholde eventuelle faste udgifter hjemme."

Er der kulturforskelle i forhold til arbejdet?

”De arbejder meget ordre-baseret, og det hele er enormt hierarkisk i Sierra Leone. Det har blot bekræftet mig i, at vi generelt har en meget flad organisationsstruktur i Danmark og samtidig er meget autonome i vores måde at arbejde på.”

Hvad med generelle forskelle på dansk og vestafrikansk kultur?

”Nogle af de ansatte tror på sort magi, og andre er en del af et hemmeligt samfund. Det lyder måske lidt som en joke og ret langt ude, men det er deres virkelighed. Det giver nogle problematikker på arbejdspladsen, som vi må forsøge at navigere i.” 

Hvilke problematikker?

”Der er et hierarki mellem medarbejderne, som bunder i hierarkiet i det hemmelige samfund og ikke i det sædvanlige titel-hierarki. Der kan derfor nogle gange opstå episoder medarbejderne imellem, som er ret uventede, fordi der er dynamik fra det hemmelige samfund, som også hersker på arbejdspladsen.”

Hvad bliver det vigtigste, du tager med hjem fra Sierra Leone?

”Jeg har helt sikkert nogle refleksioner om, hvor privilegerede vi er i Danmark, og hvad vi vælger at bruge vores energi på. Det er vigtigt at værdsætte det, vi har, og de muligheder, vi har, i stedet for at fokusere på det, vi mangler. I den sjovere ende vil jeg sige, at vi danser for lidt og for stift derhjemme. Der kunne vi godt lære lidt af nogle afrikanske rytmer og bevægelser.”

Vil du også arbejde som udsendt?

Kom til gå hjem-møde hos Djøf og hør mere om muligheden for at blive udsendt med Læger uden Grænser. Det foregår i Aalborg 30. januar 2020.

Her kan du læse mere om arrangementet.

Frederikke Vestergaard Nielsen

2019 HR/FIN manager hos Læger Uden Grænser i Sierra Leone

2017- Intern konsulent i Danske Bank, Group IT

2017 Rekrutteringskonsulent, Ework Group

2016-17 HR-generalist hos Estée Lauder Companies Europe

2016 Kandidat i Human Ressource Management, Copenhagen Business School

2014 Bachelor i politik og administration, Aalborg Universitet

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet