Nyuddannet

Fem ting du skal undgå at gøre i dit første job

19.11.2019

af

Foto: GaudiLab/Shutterstock

Foto: GaudiLab/Shutterstock

Hvis du er uheldig, kan du komme til at begå nogle klassiske begynderfejl i dit første job. Se hvordan du slipper for at jokke i spinaten.

De har lige ringet tilbage og sagt, at du har fået jobbet – dit første rigtige job som nyuddannet. Så nu er tiden inde til at sætte dig ind i, hvordan du kommer godt fra start.

Vi har bedt Djøf om gode råd. Og her er fem ting, som du i hvert fald ikke skal gøre:

1) Skynde dig at komme med en masse ud-af-boksen idéer til, hvordan ting bør gøres anderledes på din spritnye arbejdsplads

2) Stille krav til dig selv om at være en succes fra dag ét og aflevere totalt perfekte løsninger til chefen 

3) Gøre, som du gjorde med studieopgaverne på universitetet

4) Holde dig langt fra alle de opgaver, du føler dig overkvalificeret til

5) Se stort på arbejdspladsens uskrevne regler

De fem råd folder vi ud her.


1) Løb efter de rigtige bolde

"Det første, du skal gøre i dit nye job, er at lære kerneforretningen at kende," siger Bella Lea Buono fra Djøfs Rådgivningscenter.

Det kan godt være, du er ivrig efter at udvikle og vise, at du tænker ud af boksen. Men det forudsætter, at du kender din nye organisations DNA.

"Lær hele organisationen at kende fra høj til lav; alle har en vigtig funktion. Lær, hvordan enheder og afdelinger spiller sammen," siger hun.

Og sørg endelig for at sætte dig godt ind i strategien på arbejdspladsen.

"Den danner grundlag for alt, hvad I gør, og for de bolde, det er vigtigst at løbe efter."

2) Spørg – hellere for meget end for lidt

Når du får dine første opgaver, vil du højt sandsynligt være lidt eller meget usikker på, hvad der forventes af dig. Så sid ikke alene med det, men spørg din chef og dine nye, erfarne kolleger, siger Bella Lea Buono.

"Det handler om forventningsafstemning med din chef. Skal du levere en 100-procents-løsning, som måske vil tage dig langt tid, for alt er nyt. Eller er det bedre, du bare kaster dig ud i det og prøver at gøre det 80 procent godt? Så spørg, for det er også din chefs ansvar, at I får afstemt forventningerne."

Og husk, hvis du bliver lidt ked af det eller føler, du ikke er god nok: Det er dit første job, og du har mindst 40 år til at udvikle dig og lære mere.

"Din læreproces er først lige begyndt. Du er færdiguddannet, men slet ikke udlært. Du har fået jobbet, fordi din arbejdsgiver kunne se, hvor kvalificeret du var. Og arbejdsgiveren ved også godt, at du er her for at lære," siger Bella Lea Buono.

3) Den svære skriveøvelse

Der er stor forskel på de krav, der stilles på universitetet og de krav, der stilles i et job.

"Du ejer ikke dine arbejdsopgaver, sådan som du gjorde med studieopgaverne. På en arbejdsplads sker der løbende ændringer i prioriteringerne, som kan ændre ting fra dag til dag, og så ryger agendaen måske for den opgave, du allerede har lagt en masse energi i. Det er surt, men der er ikke andet at gøre end at holde fokus på organisationens mål og rette ind," forklarer Bella Lea Buono.

Og så er der den svære skriveøvelse.

Noget af det første, du kommer til i næsten alle djøf-jobs, er at skrive tekster: Notater, rapporter og analyser, juridiske tekster, opsummeringer og så videre. Kravet er typisk, at du ikke skal skrive, som du har lært det på universitetet. Den udfordring dykker vi længere ned i i denne artikel

4) Byd dig til – alle opgaver har værdi

På en arbejdsplads er der mange forskellige typer opgaver. Også nogle, som du måske vil mene ikke er passende for en akademiker, siger Bella Lea Buono.

"Hvis noget skal gøres, så byd dig til! Også de opgaver, der ligger uden for dit område, og som du føler dig overkvalificeret til. Det kan være helt afgørende, at fx kundemødet glider, og I dermed får ordren i hus. Og hvis det kræver, at én løber af sted og tager et par ekstra kopier, så vær den, der gør det."

Det handler om at spotte potentiale, siger hun.

"Hvis der er en opgave, alle går udenom, så er der potentielt en åbning til noget, hvor du kan gøre en forskel og blive en synlig succes i chefernes øjne."

5) Husk det med småt

Og så er der alt dét, som ikke står i nogen medarbejderhåndbog – alle de uskrevne regler.

Det kan fx være dresscoden, som ingen fortæller dig om, men bare antager, at det ved alle, siger Bella Lea Buono.

"Find ud af, hvad der gælder, så du ikke møder op i sandaler og shorts på den første varme sommerdag, hvis den usagte dresscode siger jakkesæt og lukkede sko."

Lær de vigtige uskrevne regler at kende for, hvornår går man direkte til chefen, og hvornår man tager man den med kollegaer. Også hvilke ting, man altid skal vende først med sin direkte chef, før man går til andre med dem, ikke mindst andre chefer, siger hun.

denne artikel kan du kan læse mere om, hvordan det første job godt kan gøre ondt, og hvordan du kommer bedst fra start. Du møder også en djøfer, som fortæller, hvordan det var som nyuddannet at få sit første job i en mindre konsulentvirksomhed. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet