Nyt job

”Jeg kan næsten ikke stoppe med at snakke om det her kontor”

14.10.2019

af

Foto: Christian Alsing

Foto: Christian Alsing

Carsten Engedal er startet som ny pressechef i Bygningsstyrelsen. Kommunikationsstillinger i styrelser er ikke ukendt territorium for ham – men det er den nyskabende indretning af kontoret på hans nye arbejdsplads til gengæld.

Han er egentlig uddannet økonom, men Carsten Engedal har arbejdet med kommunikation stort set hele sit arbejdsliv.

Han startede som økonom i Energistyrelsen, men skiftede efter kort tid titlen som fuldmægtig ud med titlen som kommunikationskonsulent. Siden da har han arbejdet i flere styrelser – og nu er han startet som pressechef i en ny: Bygningsstyrelsen.

Fysisk ser den helt anderledes ud end hans tidligere arbejdspladser. Bygningsstyrelsen har nemlig et aktivitetsbaseret kontor: et storrumskontor med forskellige arbejdszoner og ingen faste pladser. Og det er en gave, når man er kommunikatør.

Hvorfor søgte du jobbet?

"Jeg tror faktisk, at jeg engang sagde til min kone, at hvis jeg selv skulle definere et job, så ville jeg gerne have en ledelsesrolle for en mindre kommunikationsafdeling med tre - fem medarbejdere. Det passede perfekt med stillingen her."

Hvad er grunden til, at du gerne ville have en mindre lederstilling?

"Fordi jeg gerne ville arbejde med kommunikation. Jeg har tidligere haft ledelsesansvar, og da jeg gik fra to til mere end 15 medarbejdere, blev det virkelig begrænset, hvor meget kommunikation jeg lavede. Jeg savnede at arbejde mere med det selv."

Har du altid været interesseret i kommunikation?

"Jeg har altid været glad for journalistik og kommunikation. Jeg vidste godt, at jeg havde lyst til at prøve mig af i den retning. Derfor var det også virkelig stort for mig, da jeg blev optaget på Journalisthøjskolens tillægsuddannelse i journalistik. Det åbnede muligheden for at arbejde med det."

Har du fortrudt, at du ikke læste kommunikation eller journalistik dengang, frem for økonomi?

"Nej, tværtimod! Jeg synes, at det har været en kæmpe hjælp at have dyb indsigt i et andet fagområde. Hvis jeg for eksempel skal forstå økonomien bag større byggeprojekter – måske for at forklare fordele og ulemper – så er det en kæmpe fordel at være økonom."

Hvad er det fede ved kommunikation?

"At man beskæftiger sig med det væsentlige: sagens kerne, de store linjer. Hvordan man kan få den her strategi ført ud i livet. Fx sidder jeg nu i en styrelse, hvor man fra ledelsens side gerne vil have hjælp fra kommunikationsteamet til at få forretningsplanen til at lykkes."

I er altså mere med?

"Vi er med, inden beslutningerne tages – ikke efter. Man kan jo også gøre det, at man tager beslutninger, og så tænker 'kan kommunikation ikke få det til at se lidt godt ud' - det er en anden måde at gøre det på. Vi bliver taget med tidligt, og det gør det meget mere attraktivt at arbejde med i min bog."

Er du glad for arbejdspladsen?

"Ja, jeg er glad for den. Jeg trives her. Der er ambitioner, og vi bliver brugt som en aktiv del af den overordnede strategi. Og så er jeg virkelig, virkelig overrasket over, hvor meget det betyder for min trivsel, at vi har det her aktivitetsbaserede kontor. Du kan selv høre, at jeg næsten ikke kan stoppe med at snakke om det. For kommunikationsfolk er det virkelig en gave."

Hvorfor er du så glad for det?

"Jeg har tidligere siddet i almindelige storrumskontorer. Hvis jeg ville have fortrolige samtaler med folk, endte det tit med, at vi stod ude i opgangen, fordi der ellers kun var mødelokaler, der skulle bookes inden. Her er der så mange muligheder for at bevæge sig rundt. Som pressechef har jeg også brug for at kunne tale med stort set alle. Det er der god mulighed for her, fordi alle er så tilgængelige – også direktionen."

Er det lettere at falde til på arbejdspladsen i sådan et kontor?

"Ja, det er det! Jeg falder hele tiden i snak med folk på kryds og tværs af afdelingerne. Før har jeg siddet afdelingsvist på etager i storrumskontorer, og der var bestemte afdelinger, jeg næsten ikke kendte mennesker i, fordi jeg aldrig kom på de etager. Her er det helt op til mig, hvor jeg sidder. Der er ikke nogen, der bliver overraskede, hvis jeg sætter mig ved siden af dem. Det gør man bare. Det er lettere at starte som ny, når vi sidder på den måde." 

Carsten Engedal

Juni 2019- Pressechef i Bygningsstyrelsen

Februar-maj 2019 Partner i GenauPR

2011-18 Pressechef, senere kommunikationsschef, Hjemmeværnet

2007-11 Chefredaktør og pressekonsulent, Miljøstyrelsen

2005-07 Chefredaktør og webmaster, Miljøministeriet

2005 Kommunikationskonsulent, COWI

2000-05 Freelancejournalist

1997-2000 Taleskriver for miljø- og energiministeren

1995-97 Økonom, senere kommunikationskonsulent, Energistyrelsen

1994-95 Tillægsuddannelse i journalistik, Danmarks Journalisthøjskole

1995 Cand.oecon, Aalborg Universitet
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet