Psykisk arbejdsmiljø

Nu kan tilsyn sende chefen uden for døren

14.8.2018

af

Modelfoto: Djøf

Modelfoto: Djøf

Det kan være sin sag at tale frit fra leveren, når chefen, der mobber én, sidder med ved bordet. En ny lovændring gør det nu muligt for Arbejdstilsynet at tale alene med en medarbejder eller en gruppe af ansatte.

Lederen kan ikke længere insistere på at være med, når Arbejdstilsynet taler med en medarbejder eller en gruppe af medarbejdere om psykiske arbejdsmiljøproblemer. Det er resultatet af en lovændring, der trådte i kraft den 1. juli 2018.

Og det er helt klart en løftestang for Arbejdstilsynet, mener Edith Jakobsen, arbejdsmiljøpolitisk chef i Djøf.

”Hvis det fx handler om mobning eller dårlig trivsel, kan det blive meget svært at få noget ud af samtalen, hvis lederen er en del af problemet, og han eller hun ikke vil gå uden for døren. Altså medmindre at den tilsynsførende fra Arbejdstilsynet er god til at spotte angsten i blikket hos medarbejderen, eller hvor meget papegøjesnak man taler, fordi man har chefen stående i nakken.” 

Når chefen insisterer på at være med

Arbejdstilsynet har også tidligere holdt samtaler med en medarbejder eller en gruppe af medarbejdere uden chefens eller ledelsens deltagelse – men hvis chefen i sjældne tilfælde har insisteret på at sidde med eller har nægtet, at der bliver holdt gruppesamtaler, har der ikke været noget at stille op, fortæller tilsynschef Karsten Refsgård.

”Det har dog ikke været et stort problem for os. Vi har haft nogle enkeltstående tilsyn, hvor vi er blevet udfordret på det. Men fordi der ikke har været nogen lovgivning om det, har det i de tilfælde været vanskeligere for os at lave en effektiv dataindsamling. Med den nye lov er det meget tydeligt for enhver, hvilke krav Arbejdstilsynet kan stille til virksomheden.”

Karsten Refsgård forventer dog, at Arbejdstilsynet kun kommer til at få brug for den nye bestemmelse i et beskedent omfang.

”Vores ønske er, at vores tilsyn skal foregå i det bedst mulige samarbejde med virksomhederne, og vi har ingen intention om at skulle vise nogen uden for døren, uden der er en helt klar årsag til det.” 

Måske kommer der flere henvendelser nu

Men når det er sagt, er det ikke sådan, at den nye lovændring er overflødig, siger Karsten Refsgård.

”Dels er der jo tidligere sager, hvor vi ikke har kunnet gøre vores arbejde effektivt, fordi chefen fx sad med ved en gruppesamtale. Noget andet er, at det muligvis kan give nogle flere henvendelser på sigt. For der har måske tidligere været medarbejdere, som har tænkt: ’Jeg har ikke lyst til at informere Arbejdstilsynet om, at jeg føler mig mobbet af min leder, hvis jeg risikerer, at lederen skal være med til samtalen.”

Der kan være flere anledninger til, at Arbejdstilsynet kommer på besøg i en virksomhed, fortæller Karsten Refsgård. Arbejdspladsen kan være ’trukket ud’ til et såkaldt risikobaseret tilsyn. I de tilfælde vil det blive varslet, at der kommer tilsyn – de får dog ikke at vide, hvornår de får besøg.

Derudover kan Arbejdstilsynet også komme helt uanmeldt fra dag til dag. Det kan fx være i forbindelse med nogle politisk bestemte indsatser, fordi en gruppe medarbejdere har klaget, eller fordi Arbejdstilsynet via pressen har fået nys om, at noget kan være galt.

”Men vi informerer aldrig om, hvad baggrunden er for den slags tilsyn, og vi vil heller aldrig fortælle, at det fx skyldes en klage fra en medarbejder eller en medarbejdergruppe,” siger Karsten Refsgård.

Et er dog sikkert: Arbejdstilsynet har fået nogle beføjelser, som kan blive nyttige for dem, siger Edith Jakobsen.

”Det er rigtig positivt, at Arbejdstilsynets mulighed for at hjælpe bliver udvidet, for de seneste nationale undersøgelser har vist, at det kun går den forkerte vej med det psykiske arbejdsmiljø.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet