Tema: Rekruttering

"Man bliver nødt til at forberede sig, som om det var en eksamen"

7.11.2018

af

Foto: Jacob Nielsen

Foto: Jacob Nielsen

Christine Raahauge knoklede i seks timer for at løse en case baseret på store datasæt og forretningsdokumenter. Det gav hende ikke bare et job som management consultant i Valcon Consulting, men også personlig udvikling.

Du søgte uopfordret et job hos Valcon. Hvornår kom caseopgaven ind i billedet?

”Jeg var først igennem et klassisk job-interview. Derefter skulle jeg løse en kognitiv test på computeren, hvor jeg skulle igennem en række tests, både logisk, verbalt og numerisk. Caseopgaven var faktisk først det tredje og sidste trin.”

Og hvad gik casen ud på?

”Casen var udviklet på baggrund af en opgave for en tidligere kunde, en produktionsvirksomhed, der havde nogle udfordringer i deres forretning – så altså en forenklet version af en klassisk konsulentopgave. Selve casen var beskrevet på fire sider. Jeg fik så tre spørgsmål, jeg skulle svare på, og en masse data at tage fat i: Alle mulige tal, finansielle regnskaber, forretningsmateriale, strategier osv.”

Hvordan gik du til opgaven?

”Jeg havde seks timer til at løse casen og selvfølgelig alt, alt for meget data. Det handlede om at tænke abstrakt: Hvad kunne jeg bruge af de data? Hvordan strukturerede jeg mit arbejde? Og hvordan fandt jeg frem til kernen?”

Tema: Nye rekrutteringsformer

Arbejdsgivere eksperimenterer i stor stil med alternative ansættelsesmetoder. Ud over artiklen, du læser nu, kan du møde to andre djøfere, der har været igennem en uvant rekrutteringsproces:

Hvordan skulle du præsentere dine resultater?

”Jeg havde en halv times tid til at fremlægge. Det fungerede som en slags rollespil, hvor jeg skulle forestille at præsentere det for kunden. Der var så to fra Valcon, som stillede spørgsmål undervejs. Mange af spørgsmålene var noget, som jeg ikke havde mulighed for at kende svaret på. Det var for at teste, hvordan jeg så ville håndtere det.”

Havde du forventet, at det ville være sådan?

”Ja, de havde fortalt mig om processen i forvejen, så jeg vidste, hvad jeg gik ind til. Og så havde jeg forinden virkelig nørdet, hvordan man bedst løser sådan en case. Der er meget materiale på nettet, som man kan forberede sig med.

Man bliver nødt til at forberede sig, som om det var en eksamen. Det er tydeligt at se, hvis du ikke har forberedt dig, da det er et format, der kræver noget særligt af dig.”

Var der alligevel noget, der overraskede dig?

”Hjemmefra havde jeg gået lidt og tænkt, om det virkelig var nødvendigt at bruge så lang tid på det – også fordi jeg ikke brød mig synderligt om at gå til eksamen på studiet.

Men jeg kom ud efter casen med en følelse af: ’Hvor var det egentlig fedt!’ Det handlede nok om, at der var en rigtig god og lidt humoristisk stemning i lokalet. De var gode til at gøre det afslappet. Og så fik jeg rigtig god feedback efterfølgende. De brugte lang tid på at give mig gode råd fremover og til personlig udvikling. Så hvad end jeg havde fået jobbet eller ej, ville jeg være gået derfra med en god følelse.”

Har du et godt råd til andre, der står over for et caseinterview?

”Man skal ikke holde sig tilbage fra at kontakte virksomheden på forhånd for at høre, om de har nogle tips og tricks. Virksomheden bruger også lang tid på at lave de her caseforløb, så de er kun interesseret i, at du klarer det så godt som muligt. Du kan intet tabe ved at ringe og spørge.” 

Christine Raahauge

  • 25 år
  • Management consultant hos Valcon
  • Uddannet cand.polit. i 2018
  • Tidligere studentermedhjælper i Nykredit og Dansk Arbejdsgiverforening
  • Med i Djøfs talentprogram for unge kvinder
Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet