"Jeg er begejstret over at skulle skrive en lovændring"

Da Elisabeth Bjerregaard Christensen i marts begyndte som fuld­mægtig, kunne hendes kolleger ikke forstå, hvorfor hun hver morgen mødte allerede ved 7-tiden.

Hun havde endnu ikke fundet en lejlighed i København, så hun forklarede kollegerne, at hun var nødt til at stå tidligt op, fordi hun boede hos nogle venner, der havde små børn.

”Men det passede ikke. Det var, fordi jeg glædede mig til at komme på arbejde. Jeg kunne ikke sove længere,” forklarer hun.

Hvis du havde fortalt det til 2011­-­udgaven af dig selv, hvad ville hun så have sagt?

”Hun havde nok ment, at jeg var fuld af løgn.”

Stribevis af lavpunkter

Spoler vi fem et halvt år baglæns til efteråret 2011 og zoomer ind på forreste række i et auditorium på Aarhus Uni­­­versitet, finder vi Elisabeth som 19-årig. Forelæsningen for de nybagte jurastuderende handler om familie- og arveret, men Elisabeth hører intet. Hun sidder og sover – til de øvrige studerendes store morskab.

Som politisk aktiv havde hun haft travlt det efter­år, fordi der var folketingsvalg. Men det var ikke kun derfor, hun dejsede om på første parket. Familie- og arveret var ”det kedeligste, nogen nogensinde havde udsat mig for,” som hun formulerer det.

Det første semester på studiet var en perlerække af lavpunkter. Hun var alene i Aarhus uden familie og venner, forstod ikke forelæsningerne og havde intet begreb om, hvad jura egentlig var. Hun begyndte derfor hurtigt at tænke, at hun nok havde valgt forkert.

Det var også ret tilfældigt, at det overhovedet blev det studie, hun søgte ind på. Hun ville have været sprogofficer, men fik afslag, fordi hun som dugfrisk student var for ung. Og så bestemte hun sig altså i allersidste øjeblik for jura.

Hvad havde du gjort dig af fore­stillinger om, hvad der skulle foregå på studiet?

”Ingenting. Jeg havde aldrig hørt om familie- og arveret før den første forelæsning. Jeg havde aldrig kigget i Grundloven. Jeg mødte bare op. Det lyder så åndssvagt, når jeg siger det nu, men det var sådan, det var.”

En uventet mail

At være helt rundt på gulvet i de første måneder på studiet er hun næppe alene om at have oplevet som ny universitetsstuderende. Problemet for Elisabeth var bare, at det ikke rigtig gik over. Tværtimod blev hun ved med at være træt af jura – men hun vidste ikke, hvad hun skulle læse i stedet, og så endte det med, at hun blev hængende.

Det fortalte hun om i Djøfbladet i april 2016. Dengang var hun dog anonym.

På det tidspunkt manglede hun et lille år af studiet. Mens en del af hendes medstuderende havde planlagt deres kandidatstudier nøje for at få de drømmestillinger, de kunne skimte forude, havde Elisabeth kun én idé om, hvad hun skulle efter studiet: At komme langt væk fra jura.

I foråret 2017 sendte hun imidlertid Djøfbladet en mail:

”Mod al forventning er jeg blevet ansat i et ministerium i et juridisk sekretariat. Og jeg elsker simpelthen at være her.”

”Det, jeg laver, er ikke kedeligt" 

At det endte sådan, skyldes ikke, at der skete et mirakel i løbet af Elisabeths sidste år på jura.

”Jeg vidste, at jeg ikke kunne bruge en dårlig juridisk eksamen til noget. Jeg kunne derimod bruge en god eksamen til at blive noget andet. Så det måtte jeg arbejde på – og så måtte jeg tage krisen, når jeg havde afleveret specialet.”

I efteråret 2016 tog hun til USA for at føre kampagne for Hillary Clinton, så da hun var klar til at begynde på specialet, havde hun kun halvanden måned tilbage af specialeperioden. Det lykkedes alligevel at aflevere til tiden, og specialet gav et 12-tal.

Men heller ikke dét fik brikkerne til at falde på plads i hendes hoved. Hun læste jobopslag efter jobopslag, og intet virkede interessant, så hun tog en måned uden dagpenge for at købe sig selv tid.

Da hun endelig kom i gang med jobsøgningen, fik hun et tip fra en ven om en stilling. Det var i en juridisk afdeling, så det ville ikke være noget for hende, tænkte hun. Men så læste hun opslaget.

”Forsvaret har altid interesseret mig, og de retsområder, der blev nævnt i opslaget, lød interessante. Samtidig søgte de én, der havde en eller anden form for politisk erfaring.”

Pludselig gav det hele mening for Elisabeth, der undervejs i ansættelsesprocessen ”havde helt ondt i maven over, hvor gerne jeg ville det.”

Selv om hun på studiet havde specia­liseret sig i børne- ­og ­sundhedsret, ansatte Forsvarsministeriet hende. Så nu sidder hun lige dér, hvor hun ikke ville ende: I en juridisk afdeling, hvor hun laver juridiske notater og er med til at skrive lovgivning.

”Det er kerneopgaver for en jurist, så på studiet tænkte jeg, at det skulle jeg godt nok ikke. Men nu, hvor jeg er gået i gang, er det virkelig interessant.”

Hvordan adskiller det sig fra det, du forestillede dig om, hvad jurister laver?

”Det, jeg laver, er ikke kedeligt,” siger hun grinende.

”Arbejdet er meget mere nuanceret, end jeg troede. Det har en politisk kant, samtidig med at det er jura – det er en rigtig god kombination for mig. Jeg er meget begejstret over at skulle skrive en lovændring, og det havde jeg aldrig troet.”

Når hun fortæller om sit arbejde, vender hun igen og igen tilbage til sine gode kolleger i ministeriet. Fællesskabet på arbejdspladsen var slet ikke en del af den fortælling om arbejdslivet, som de jurastuderende opbyggede sammen, forklarer hun.

”Stemningen på studiet var, at når man bliver færdig, skal man arbejde hele tiden, og éns chef er en kæmpeidiot, som bare ikke vil give én fri, selv om man har Roskildesyge, og man ser aldrig sin familie og sine venner, og alle kæmper om de samme jobs. Nu er jeg på en arbejdsplads, hvor der selvfølgelig er run på, men der er tid til, at hvis der er noget, jeg ikke forstår, så sætter min chef eller mine kolleger sig ved siden af mig og forklarer det, indtil jeg har forstået det. Der er meget højere til loftet, end jeg havde regnet med, og der er en kæmpestor forståelse for, at jeg er ny.”

Studie og job er ikke det samme

Når det var så svært for Elisabeth at forestille sig en fremtid som jurist, hang det ifølge hende sammen med, at studiet kun præsenterede ganske få jobmuligheder. Hun havde selv studiejob hos Domstolene, men derudover mødte hun kun et lille udsnit af de potentielle arbejdsgivere.

”Det kunne have været fint, hvis der var en tættere tilknytning til erhvervslivet på studiet. Når der var det, var det nærmest kun kæmpestore advokatvirksomheder, hvor der jo ikke er ret mange af os, der bliver ansat. Jeg havde aldrig snakket med en embedsmænd, før jeg selv blev det, og jeg havde ingen idé om, hvad der foregik. Det har man helt klart selv et ansvar for, men det var måske et sted, hvor studiet godt kunne hjælpe lidt på vej.”

Da du kontaktede os i foråret, skrev du, at du gerne ville have hørt en historie som din egen, mens du læste. Hvorfor?

”Jeg ville gerne have hørt, at studiet ikke er det samme som det arbejde, man kommer ud til. Der er ikke nødvendigvis en større sammenhæng. Når folk har sagt til mig, at det er noget helt andet at arbejde, har jeg altid tænkt: ’Ja-ja, men du hadede ikke dit studie – du har altid tænkt, at det var fedt, så det er klart, at du er glad for det.’ Men jeg er gået fra ikke-glad til at være meget glad.”

Møder du stadig klokken 7 om morgenen?

”Nu er det først 7.30. Det er stadig noget før de andre, men nu har de vist vænnet sig til det.”