Her er årets mest eftertragtede djøf-fag

3.8.2017

af

Foto: Jakob Boserup/CBS

Foto: Jakob Boserup/CBS

Uanset om man kigger på karaktersnit eller antallet af ansøgninger, er der en klar tendens blandt dem, der har søgt ind på djøf-studier: Internationale studier med en business-vinkel er i høj kurs. Igen i år har CBS-uddannelse det allerhøjeste snit.

I sidste uge fik håbefulde ansøgere svar på, om de var kommet ind på deres drømmestudie. Og på en række djøf-studier var det særdeles vanskeligt at få et ja. Således blev der kun plads på studiet til under en fjerdedel af dem, der havde sat CBS-uddannelsen International Business øverst på ønskesedlen.

Det eftertragtede studie topper listen over de 10 djøf-uddannelser, hvor der var flest ansøgere pr. studieplads i 2017. Og af de 10 har hele syv en udpræget business-vinkel. 

At disse fag er placeret så højt, overrasker ikke Palle Rasmussen, der er professor i uddannelsesforskning ved Aalborg Universitet. Business-studierne appellerer til de mange unge, der vil have en selvstændig karriere, der både lugter af noget spændende og noget internationalt.

Den store interesse for business-fag er ikke et nyt fænomen, pointerer han.

”For 20 år siden kom der en ph.d.-afhandling om gymnasieelevers interesser i forhold til deres fremtidige liv og karriere. Dengang lagde de unge også vægt på et selvstændigt og interessant arbejde og gerne noget internationalt. Dengang hed det dog ikke business,” siger Palle Rasmussen.

Tidligere havde ’business’ nemlig en klang af farlig og forbudt kapitalisme, hvilket gjorde det lidt fy-fy, vurderer Palle Rasmussen. Med tiden er det blevet mere udbredt og accepteret.

 

CBS tiltrækker eliten

Det billede genkender Wilbert van der Meer, der er sekretariatschef for uddannelse på CBS.

”Det er blevet mere accepteret at være interesseret i en karriere i det private erhvervsliv, men vi har også gjort meget ud at lave uddannelser, der ikke kun berører de traditionelle business-områder. Vi tilbyder fx kombinationer med både business og psykologi eller filosofi, som måske tiltrækker lidt andre typer af studerende,” forklarer han.

Han nævner også CBS’ internationale profil, de gode jobmuligheder efter studiet og den forholdsvis høje løn som en afgørende faktor for, hvor de unge søger hen.

 

Wilbert van der Meer glæder sig selvfølgelig over den store interesse for CBS, men påpeger dog, at den har en social slagside.

”Jo flere der søger, desto flere må vi afvise, og desto højere bliver karaktergennemsnittet, der giver adgang til uddannelserne. Det er særligt børn af akademikerforældre, som får de høje snit, så lidt uden at ville det er vi blevet en slags eliteskole. Det er synd, for vores opgave er bredere end det.”

Han understreger, at det ikke kun er høje karakterer, der giver adgang til de eftertragtede business-uddannelser. 30 procent af de studerende på CBS bliver nemlig optaget gennem kvote 2, hvor det i stedet er de studerendes motivation og interesse for studiet, der er afgørende for, om de kommer ind.

København lokker

At business-uddannelserne på CBS trækker mere end deres søsterstudier på andre danske universiteter, skyldes ifølge Wilbert van der Meer og Palle Rasmussen, at København har en særlig tiltrækningskraft på de unge.

Som Djøfbladet beskrev tidligere i år, er det især bogligt stærke unge, der søger mod København, hvilket er med til at drive karaktersnittene yderligere opad på studierne i hovedstaden.

Hæderkronede studier får flest ansøgere

Selv om det især er businessfag, der er svære at komme ind på, er det dog langtfra alle de kommende djøfere, der vil studere på det felt.

På top 10-listen over de samfundsvidenskabelige uddannelser, som flest ansøgere valgte som første prioritet i år, finder man en række klassiske djøf-studier. Øverst er jura i København, og velkendte studier som statskundskab og økonomi er også at finde på listen.

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet