"Vi måtte bestikke elevatorføreren med whisky"

21.6.2017

af

Foto: Privat

Foto: Privat

Rasmus Møller Sørensen er chef i et designfirma i New York. En by, hvor medarbejdere giver den en skalle – og hvor man må alliere sig med de rette for ikke at blive røvrendt.

Rasmus Møller Sørensen

Studier i Canada. Cand.merc. i Marketing Communications Management. Har arbejdet hos Novo Nordisk og siden i forskellige roller hos Designit, senest som Executive Director, Designit USA.

Da Rasmus Møller Sørensen sidste år takkede ja til at starte USA-kontoret op for Designit, et dansk designbureau, var der kun ham. I dag har han ansat 32 mand – og undervejs har han kæmpet med en indviklet medarbejderlovgivning og en elevatorfører, der måtte bestikkes med whisky.

Hustru, to børn og en kat rykkede med fra Danmark til New York-bydelen Brooklyn. Nu vender de alle snart hjem igen, lidt før planlagt.

Hvorfor er det fedt at bo i New York?

”Alt er så lettilgængeligt i hverdagen: Den bedste mad fra hele verden, butikker, der har åbent døgnet rundt, og så skaber alle de forskellige kulturer, der mødes, bare en helt særlig nerve.”

Hvad har til gengæld været en udfordring ved at arbejde i byen?

”Jeg har måttet vænne mig til, at det er en by, hvor man ikke nødvendigvis stoler på hinanden, og hvis du ikke allierer dig med de rigtige mennesker, ja, så bliver du altså røvrendt. Vi har heldigvis haft nogle gode konsulenter, som kunne guide os gennem byggetilladelser til kontoret og ikke mindst, hvad leverancer og kontorleje bør koste. Nogle gange må man dog bare punge ud for at få ting til at ske. Ham, der styrede fragtelevatoren på vores første kontor, var ikke så medgørlig, men kunne godt lide whisky. Det kunne vi så bestikke ham med, hvis vi skulle have varer kørt hurtigt op og ned.”

Hvordan adskiller amerikansk arbejdskultur sig fra dansk?

”Der er en bestemt ånd – af at ’jeg giver den alt, hvad den kan trække’. Det er meget almindeligt, at folk møder ind ved nitiden om morgenen og går ved seks-syvtiden om aftenen.”

Hvor meget arbejder du selv?

”Omkring 10 timer om dagen og helt klart mere end i Danmark. Til gengæld er min hustru blevet hjemmegående for første gang i sit liv, og hun og vores barnepige står for at hente og bringe vores børn. Det lyder jo totalt 50’er-agtigt, men det er bare nødvendigt med mine arbejdstider.”

Hvis du kunne give ét godt råd til dig selv, da du rejste til USA, hvad skulle det så være?

”Jeg ville have insisteret på at få et USA-crash course, især i HR-lovgivningen. Hvad skal der være i en kontrakt? Hvordan skal medarbejderhåndbogen se ud? Reglerne er vanvittigt komplicerede og nogle gange forskellige fra stat til stat. Jeg fik ret hurtigt hyret en dygtig HR-advokat, men havde jeg haft noget viden selv, havde det nok sparet mig for mange spørgsmål og bekymringer.”

Hvornår vender du hjem til Danmark?

”Familien og jeg flytter hjem igen her over sommeren. Det er lidt før, vi planlagde – bl.a. fordi vi har sygdom i familien hjemme i Danmark. Jeg har nu fået tilbudt en ny global stilling i Designit i København, men er ikke i tvivl om, at vi skal ud igen på et tidspunkt.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet