Din kollega har glemt det hele

Del med andre, opfør dig ordentligt, lad være med at slå, sæt tingene på plads, når du er færdig med at bruge dem, ryd op efter dig selv og hold nallerne fra andres ting, sig undskyld, når du har såret nogen, husk at vaske hænder før du spiser, og skyl ud, når du har været på toilettet.

Jeg faldt over Robert Fulghums eviggyldige råd i ”Jeg lærte det hele i børnehaven”, som enhver organisation burde henvise til i personalehåndbogen og integrere i CSR-aktiviteterne til gavn for medarbejdere og andre, der ikke fik en opdragelse eller med vilje glemmer, hvad de engang fik fortalt. Jeg ville elske at skrive efterfølgeren: ”Din kollega har glemt det hele?” – en guide til det unge menneske, der begynder karrieren og ikke kan andet end overraskes over folks store interesse for sygdomme og svulster under frokosten i kantinen; sidder med albuerne på bordet, bruger kun gaflen, hvisker på gangene og lyver sikkert, omtaler HK’erne som ”altid så skidesure”, stiller kun spørgsmål for selv at besvare dem.

I børnehaven lærte vi også at leve et balanceret liv: hver dag lære lidt, tænke lidt, lege, synge, tegne og danse og få en lur om eftermiddagen. Nu er alt det blevet pensum i de fleste kursuskataloger, og det er kun et spørgsmål om tid, før det med at se sig for og holde hinanden i hænderne i trafikken også kommer med; uhyre vigtigt i det daglige, nu vi taler om erfaringstab og omgangsformer.

Min kone siger, man ikke må rette på voksne, men hvad har man en klumme til, hvis ikke man bruger den til at få afløb og sende venlige irritationer til ham, der to gange om ugen henter børnene for sent og halser ud af kontoret, mens han halvråber en overflødig undskyldning; til hende, der vinter og sommer går rundt med stort tørklæde og varmer hænder på tekruset og udsender influenza-signaler, selv om hun ikke er det mindste syg, og på den måde suger energien ud af rummet; til ham, der aldrig stryger skjorten, hvilket hans ultratynde trøjer afslører (hvem siger det ellers til ham?); til hende, der vil kramme og kindkysse mødedeltagerne, fordi de ikke har set hinanden siden mødet i sidste måned; til ham, der udbreder sig om sin passion for noget med økonomi; ham, der brænder for kommunikation; hende, der ”spørger ind til”, som om hun er psykoterapeut, men burde vide, at man sagtens kan nøjes med at spørge?

Og selvfølgelig ham, der altid skal påpege det og være ironisk og spille smart.