Retssikkerheden skal følge med i den digitale fremtid

Robotter, automatisering og digitalisering fylder stadig mere i den offentlige debat. Og det forstår man godt. Fortællingen om robotternes indtog på arbejdsmarkedet står ved en eksistentiel korsvej: Tager robotterne vores job, eller vil de befri os fra hårdt, monotont og kedeligt arbejde? Jeg er egentlig ikke bekymret, men glæder mig i stedet over fremskridt i samfundet, som, jeg tror, på sigt er til vores alles bedste.

Men der er andre, mere jordnære sider af sagen. Én vinkel, som jeg personligt er meget optaget af, er sammenhængene mellem digitaliseringen og vores retssikkerhed. 
Vi har for længst bevæget os ind i en ny fase i digitaliseringen af den offentlige forvaltning. I gamle dage var vi begejstrede over at ’sætte strøm’ til papiret. Men i de kommende år overtager computerne forventeligt flere opgaver i selve sagsbehandlingen og kan på sigt træffe automatiske afgørelser, både på det private område og i det offentlige. Borgerne får et ja eller nej, et afslag eller et tilsagn, uden at der har været en menneskehånd inde over.

Computere kan (endnu) ikke tænke selvstændigt. Derfor er standardisering nødvendig for, at systemerne kan træffe afgørelser på egen hånd. Systemerne skal vide, at de skal sige b, når borgeren siger a. Det kan udfordre borgernes retssikkerhed, fordi ’one size fits all’-løsningerne tilsidesætter det menneskelige skøn, som forvaltningsloven af gode grunde indeholder.
Automatiserede afgørelser er udbredt allerede i dag. Tænk bare på din årsopgørelse. I langt de fleste tilfælde har en computer selv udregnet dit eventuelle mellemværende med skattefar. Det kan den, fordi forvaltningen har fortolket loven én gang for alle og derefter udviklet en algoritme, som træffer afgørelse fremadrettet.

Forvaltningen har dermed på forhånd afgjort abstrakt, hvilke kriterier der måtte være relevante i alle fremtidige sager. Det giver god mening på skatteområdet, men på samfundsniveau bør vi også diskutere, om der er grænser for, hvor langt forvaltningen kan udbrede automatiske afgørelser.

Og hvad med designet af de ofte meget komplicerede programkoder, som algoritmerne udgøres af? Hvem skal føre kontrol med de eksterne aktører, som udvikler dem? For vi må ikke ende dér, at algoritmerne bliver så komplicerede, at eksempelvis Folketinget ikke kan føre demokratisk kontrol med dem.

Der er enorme fordele ved digitaliseringen og automatiseringen. Men det er vigtigt, at vi i samfundet diskuterer de udfordringer for retssikkerheden, som digitaliseringen også fører med sig.
For kun på den måde møder vi fremtiden med åbne øjne og et oplyst sind. Og dét er forudsætningen for konstruktive fremskridt.