Præstationskultur i USA holder Elizabeth skarp

11.10.2017

af

Foto: Jonas Vandall

Foto: Jonas Vandall

Elizabeth Rosenkrands-Lange arbejder som en af de få danskere hos medicinalfirmaet LEO Pharma i USA. Hun sørger for, at selskabets interesser bliver hørt hos de amerikanske myndigheder. Det kræver vedholdenhed og høje ambitioner.

Hun har altid haft en forkærlighed for USA og vidst, at hun en dag ville gøre karriere her. Under studiet i folkesundheds-videnskab på Københavns Universitet gik hun i gang med forarbejdet til at få et praktikophold hos den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA.

Mens andre på studiet forberedte en karriere i humanitært arbejde, ville Elizabeth Rosenkrands-Lange ind og arbejde på den store scene: Lægemiddelpolitik. Og det skulle være på den største scene af dem alle: USA.

Men der var en udfordring. Praktikopholdet hos FDA gives primært til amerikanske statsborgere og studerende ved de amerikanske eliteuniversiteter.

”Jeg ville ind hos FDA. Jeg blev afvist gang på gang, men blev ved med at kontakte organisationen og skabe et netværk omkring den, og efter to års aktiv dialog formåede FDA at lave en undtagelse og give mig et ophold,” fortæller Elizabeth Rosenkrands-Lange, der arbejdede et år hos den magtfulde myndighed fra 2010 til 2011.

I dag sidder den 32-årige kvinde i, hvad hun kalder sit drømmejob. Som senior manager i LEO Pharmas US regulatory policy and intelligence-afdeling i New Jersey. Opgaven går ud på at holde øje med udviklingen og nye tiltag hos FDA, komme med forslag til ændringer i lovgivningen og indgå et aktivt samarbejde med lægemiddelstyrelsen, så LEO Pharmas interesser bliver hørt.

”Jeg holder øje med tendenserne hos FDA. I mit job handler det om at opsøge mulighederne og aktivt diskutere og kommentere nye tiltag, så vores interesser varetages,” forklarer hun.

Eksempelvis har hun været med til at sikre, at psoriasis, som er LEO Pharmas primære produktområde, er blevet prioriteret som en sygdom og dermed er kommet på dagsordenen hos FDA.

”Jeg opsøger selv mulighederne for at optimere lovgivningen på vores og patienternes vegne, og jeg sidder også direkte og kommenterer nye forslag og deltager i høringer,” forklarer hun.

I USA er der større muligheder for at deltage i lovgivningsprocessen, mener Elizabeth Rosenkrands-Lange. Kulturen er anderledes, og det er almindeligt, at virksomheder deltager i høringer og processer hos myndighederne for at forme lovgivningen i deres retning.

Elizabeth Rosenkrands-Lange trives godt med den performancekultur, der findes i USA og på det amerikanske jobmarked.

”Jeg synes, at det er en stor fordel, at man i USA bliver målt meget individuelt på sine resultater.”

Via performance management-systemer bliver der på flere niveauer holdt øje med, om hun skaber resultater. Hun har løbende møder med chefen, om projekter prioriteres rigtigt, og der er bonussystemer med kontant afregning.

”Det er et meget inspirerende arbejdsmiljø. I sidste ende er det resultaterne, der tæller,” pointerer det fra Elizabeth Rosenkrands-Lange.

Danmark kontra USA:

Hvad er den største forskel på dansk og amerikansk arbejdskultur?

”Performancekulturen er ikke indgroet på samme måde i Danmark. Man tænker mere i teams i Danmark, hvor man her måles meget mere individuelt. Det synes jeg på mange måder er mere fair, så tager man også mere ejerskab for sine projekter, både når det går godt, og når det går skidt.”

Du har lige fået en søn og var tilbage på arbejde efter tre måneder, som er standard i USA. Hvordan ser du karrieremulighederne som kvinde i USA?

”Jeg vil mene, at det er nemmere at gøre karriere som kvinde i USA, når man får børn. I en høj stilling har man mulighed for at betale sig til en række ydelser som eksempelvis privat barnepige. Og det er helt accepteret. Så har man mulighed for stadig at lægge en masse timer i sit arbejde og være ambitiøs. Alle de servicemuligheder giver en stor frihed for kvinder. Når jeg kommer hjem, skal jeg kun tænke på at være sammen med min søn og intet andet.”

Hvilke tanker har du gjort dig om at stifte familie samtidig med at gøre karriere?

”Den amerikanske kultur passer bedre til mit temperament. Her er højere til loftet, og man ser muligheder frem for begrænsninger. Og det er også en opdragelse, jeg gerne vil give til min søn. Det kan godt være, at jeg er meget væk hjemmefra i hverdagene, men jeg mener, at vi giver ham en stor gave ved at vokse op i en anden kultur. Han får en større åbenhed og horisont, og vi får givet ham en masse oplevelser.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Solveig Forberg Axelsen
6 år siden
Det er rigtig interessant at læse om anderledes karrierer. Jeg er dog overrasket over, hvor unuanceret Elisabeth Rosenkrands-Langes karriere- og livsvalg bliver fremstillet. Kritiske spørgsmål kunne have været på sin plads. Fx var det mere end relevant at spørge ind til hendes udsagn: ”Jeg vil mene, at det er nemmere at gøre karriere som kvinde i USA, når man får børn. I en høj stilling har man mulighed for at betale sig til en række ydelser som eksempelvis privat barnepige. Og det er helt accepteret." Jeg gætter på, at dem, hun betaler for serviceydelserne, ofte skal have mere end et job, og stadigvæk leve på grænsen til et anstændigt liv med fx sygeforsikring. Mulighederne for karriere for sådanne arbejdere - der jo oftest er kvinder - er velsagtens lig med 0. Elisabeth er endda uddannet i folkesundhedsvidenskab og skulle være meget bevidst om mulighederne for social mobilitet i forskellige samfund - der lander USA meget langt ned på listen, hvor de skandinaviske lande ligger højt. Se fx Michael Marmots blog "Institute of health equity". Derudover kunne der også være stillet kritiske spørgsmål til hendes udtalelser om Lægemiddelindustriens lobbyisme i USA - det bliver fremstillet helt neutralt og måske endda positivt - der er helt sikkert flere sider af den sag! Alt i alt kunne jeg godt have ønsket en mere kritisk stillingtagen til udsagnene i den pågældende artikel.