Demokratiet begynder helt ude i boligblokkene

12.10.2017

af

En million mennesker bor i almene boliger i Danmark. Selv om medierne er fyldt med historier om bander og kriminalitet, er beboerne fulde af ressourcer. Stine Konradis firma forsøger at gennemføre demokrati-projekter i disse boligområder.

Stine Konradi

Født i 1974.

Etablerede i 2013 virksomheden Konradi – liv i og mellem husene, der arbejder med demokratiske, sociale og organisatoriske forhold i den almene boligsektor. Kunderne er boligorganisationer, kommuner og ministerier.

Tidligere partner i virksomheden Boliglaboratoriet og konsulent i boligselskaberne AKB og KAB.

Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet i 2001.

Bor selv på Frederiksberg med sin mand og to børn på 11 og 13.

I den ene hånd balancerer Stine Konradi iPhone, Dankort og en gul post-it med noter, i den anden en pose økologiske gulerødder. Hendes sorte støvler slår dumpt i fliserne som en pløkhammer mod jord, da hun haster ud af Netto og passerer kebabmanden og centerets frisør, hvis ruder jævnligt er knuste – et resultat af pengeafpresning fra en lokal bande, lyder rygterne.

Konradi har en klar mission: Beboerdemokratiet i landets almene boliger skal styrkes, og den almene boligsektor skal fremstå som en aktiv og væsentlig stemme i det danske velfærdssamfund.

”Vi har i Danmark et kæmpestort beboer-demokrati i den almene bolig-sektor, og det får alt for lidt opmærksom-hed fra både politikere, forskere og medier. Over en million mennesker bor i de -almene boliger. Det gør området til en vigtig del af samfundet, som vi godt kunne tåle at høre mere om. Men måske kan det komme med på danmarkskortet, hvis vi udvikler demokratiet herude og skaber endnu flere positive historier fra boligområderne,” siger Stine Konradi.

Det er en mission, der føles mere aktuel end længe, nu hvor medierne flyder over med historier om skyderier og kriminalitet fra bander, der rekrutterer og vokser i udsatte boligområder.

Og det er den mission, der gør, at hun nu skridter ud langs en bred asfaltvej – i sidste øjeblik på vej med forsyninger til et eftermiddagsmøde med tre børn i et boligbyggeri i Rødovre.

Grå og brune bygninger løfter sig mod himlen på hver side af vejen. Nedenfor spiller en gruppe drenge fodbold i et metalbur, alle mod rov. Stine Konradi ser pludselig noget ud af øjenkrogen. Hun løfter hovedet og råber:

”Hej, Hadji! HEEEJ!”

På den anden side af vejen cykler en ung dreng i kulørt t-shirt hastigt forbi. Han hører hende ikke.

”Det er en af børnedemokraterne,” forklarer Konradi.

”Han svarede først på min sms klokken 23 i aftes. Det må jeg lige snakke med ham om. Burde han ikke være i seng på det tidspunkt?” griner hun.

Børnedemokraterne er beboere i alderen 9-13 år, som mødes for at diskutere og bestemme forskellige projekter i boligområdet, fx hvordan den nye legeplads skal se ud, eller hvad man kan gøre ved det område i parken, hvor folk føler sig utrygge. Børnedemokraterne er med i Stine Konradis største projekt, støttet af Velux Fonden med fire millioner kroner. Projektet gennemføres i samarbejde med boligorganisationen AKB, Rødovre, der administreres af Danmarks største boligselskab, KAB.

”Børn er enormt synlige i boligområder, og derfor er det også vigtigt, at de får indflydelse. Jeg vil arbejde for, at fremtidens boliger og boligområder bliver skabt af både børn og voksne,” siger Konradi.

Hun – og hendes to medarbejdere, en etnolog og en sociologistuderende – har sammen startet projektet som et forsøg i boligafdelingen AKB Ved Milestedet i Rødovre sammen med en af afdelingens ansatte, Søren Lillevang, en energisk mand med hvidt, strittende hår. Målet er at finde og teste en model, der kan udbredes til andre almene boligområder.

”Det handler om at skabe sunde fællesskaber for børnene, så de ikke søger de usunde. Hvis man har indflydelse på sit eget liv og indflydelse på samfundet i det hele taget, så engagerer man sig mere, og man føler ejerskab for de fælles ting omkring én. Det gør livet bedre, ikke kun for børnene selv, men også for alle andre,” siger Konradi.

Beboerdemokrati er undervurderet

Demokratiet er ganske enkelt en grundlæggende drivkraft for Stine Konradi. Man er vel ikke statskundskaber for ingenting, som hun siger. Derfor er hun også træt af at læse negative historier fra boligblokkene. Det er udtryk for manglende anerkendelse af de mange ressourcer, der gemmer sig i beboerne og i boligområderne, mener hun.

”Når man kalder folk ressourcesvage, er det tit baseret på, at de ikke tjener så mange penge. Men når jeg møder dem i mit arbejde og privatliv, så er de ikke svage – de er stærke. Det er som oftest dem, der bager kagen til forældremødet eller er fodboldtrænere nede i klubben. De har øje for at få alle med i fællesskabet, og på den måde er det måske i virkeligheden dem, der har flest ressourcer til at vise omsorg for andre.”

Hvorfor er fællesskabet så vigtigt for dig?

”Fordi jeg grundlæggende tror, at vi kan mere sammen end hver for sig. Et godt fællesskab har betydning for så mange ting i samfundet. Her i de almene boligområder kan det give øget tryghed, bedre naboskab, et bedre image og et mere aktivt beboerdemokrati. Det øger livskvaliteten, simpelthen, både for den enkelte beboer, for hele boligområdet og for samfundet.”

Langsomme forandringer

Da Konradi træder ind i boligområdets fælleshus, er børnene allerede ankommet, og de går selv i gang med at sætte borde og stole op. Fadølsanlægget i hjørnet af det ellers tomme rum vidner om et sted, der normalt huser konfirmationer og runde fødselsdage. Stine Konradi går direkte hen til en af børnedemokraterne og krammer hende.

”Tak for din søde sms med alle hjerterne,” siger hun.

Det ene hjørne af lokalet er fyldt med hvide og sorte ledninger, der kryber frem på trægulvet som slanger i et terrarium, og Stine Konradi roder lidt rundt med kablerne, før hun får sin PowerPoint-præsentation til at virke.

”Vi kunne godt tænke os at spørge jer om noget,” siger Konradi så.

”Skal vi bruge en app, et website, en folder eller et spil til at udbrede budskabet om børnedemokrati til andre børn?”

De tre børnedemokrater er enige. Selvfølgelig skal det være en folder. Det er jo ikke alle, der har en smartphone.

”Det er sjovt, I siger det. Alle voksne tror, at børn kun kan lide apps,” svarer Konradi.

Mens børnene diskuterer videre, hviler hun hagen mod en knyttet næve og følger tavst med i samtalen. I det hele taget siger Konradi ikke så meget selv. Hun lytter.

”Min opgave er at være fødselshjælper. Det allerbedste er, hvis deltagerne og mine samarbejdspartnere helt glemmer, at jeg har været der og medvirket til at få sat tingene i gang,” forklarer hun senere.

”Det er helt afgørende at inddrage dem, det handler om, lige fra starten. Jeg gider ikke skriver rapporter, der bare ryger ind på en kontorhylde. Det kan godt være en tung vej at gå, men det er min erfaring, at det nu engang er det, der virker bedst. Hvis man vil lave noget, der holder, findes der ingen quick fixes.”

For Stine Konradi – og hendes medarbejder Kristine Larsen, der som etnolog også tager med ud – kan det som i dag betyde lange møder med beboere, bestyrelser og medarbejdere. Og det kan tage måneder eller år, før resultaterne slår igennem for alvor.

”Det er små skridt og små sejre. Sådan er det med forandringer, der sker bottom-up. Man kunne selvfølgelig også være ansat i et ministerium eller en brancheorganisation, der ser på de større perspektiver, men jeg kan godt lide mikroperspektivet. At se de små forandringer i både mennesker og i boligområder,” siger Konradi.

Den selvstændige vej til solidaritet

Tanken om at arbejde med de nære fællesskaber blev for Stine Konradi grundlagt allerede i barndommen.

”Jeg er vokset op i 70’erne. Hele familien gik med i demonstrationer mod atomkraft, og som barn uddelte jeg Land og Folk ved 1. maj i Fælledparken. Det var et hjem, hvor der blev diskuteret samfund og politik. Det er helt sikkert dér, jeg har fået tankerne om solidaritet og fællesskab ind,” siger Stine Konradi.

Derfor spidsede hun ører, da en under-viser på statskundskab i flæng nævnte, at man også kunne arbejde i den almene boligsektor. Hun kendte ikke rigtig begrebet, men det satte sig fast. Et af Stines første job efter studiet var i en almen boligorganisation, og siden da har hun holdt sig i branchen.

Hvorfor arbejde i den almene boligsektor?

”Fordi der er så utroligt mange mennesker, man kan gøre en forskel for, og fordi der er så mange forskellige facetter at tage fat i. Jeg har fokus på at finde ressourcerne i andre folk og i boligområder og hjælpe dem med at udnytte dem. Min erfaring er, at mennesker generelt rummer langt flere muligheder, end de selv er klar over.”

Det var for at komme tættere på det arbejde, at Stine Konradi sagde sit job op for at have egen virksomhed. Noget, der overraskede hende selv en smule.

”Jeg havde godt nok aldrig drømt om, at jeg skulle have min egen forretning. Da jeg var barn, var kapitalismen det onde, og det var nærmest forbudt at tjene penge. Men jeg drømte om det faglige og som selvstændig kunne jeg rykke hurtigere på mine egne idéer. Jeg kunne satse på de opgaver, jeg selv syntes gav allermest mening.”

Systematisk menneskearbejde

I fælleshuset er mødet slut. Udenfor -patruljerer kragerne på de grønne fodboldbaner, og indenfor er der kommet kebab-pizzaer på bordet. For børnedemokraterne er arbejdet slut for denne gang. For Stine Konradi er det først lige begyndt.

“Jeg bruger meget tid på at tænke over det, vi gør. På at teste nye tilgange og lære af dem. Jeg er lidt af en strukturfascist, og jeg går meget op i at være systematisk og grundig i min metode,” siger hun.

”Jeg har brug for at vide noget ordentligt om det, jeg udtaler mig om. Når man kommer med anbefalinger til en boligindsats, kan det have konsekvenser for andre menneskers liv, og så er det vigtigt ikke at lave hurtige konklusioner og bare gætte på, hvad der er rigtigt. Vi skal vide. Og det kræver tålmodighed at få den viden.”

Samtidig vil hun gerne have tid til at udfordre det gængse. Det er en lektie, hun ikke mindst bliver mindet om af børnedemokraterne.

”Børnene har en kæmpe idérigdom, fordi de ser tingene på en anden måde end os andre. De er mindre præget af konventioner, traditioner og autoriteter. Det gør dem mindre begrænsede end os andre,” siger hun.

”Det er inspirerende, synes jeg, og det hjælper også mig til at stille spørgsmålstegn ved de rammer, der er for tingene. For alt i samfundet er jo noget, vi selv har skabt. Hvis det ikke fungerer, kan vi lave det om.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet