Følelser er OK i Højesteret

19.1.2017

af

Thomas Rørdam ønsker mere end noget andet at være driftssikker. Men følelser skal der også være plads til i retten – når blot de ikke tager overhånd, siger Højesterets nye præsident.

Thomas Rørdam

Født 1952 i Gladsaxe.

Cand.jur. 1976.

Fuldmægtig i Justitsministeriet 1977-85.

Selvstændig advokat og medindehaver af Advokatfirma Nyborg & Rørdam 1985-2002.

Ekstern lektor i strafferet ved Københavns Universitet 1994-96.

Dommer i Højesteret fra 2002.

Præsident for Højesteret pr. 1. februar 2017.

Har bl.a. været medlem af Advokatrådet, bestyrelsen for Landsforeningen af beskikkede Advokater, Den Grønlandske Retsvæsenskommission, Udvalget vedr. Politiets og Forsvarets Efterretningstjenester og Justitsministeriets arbejdsgruppe om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn.

Thomas Rørdam har lige været med til at træffe en historisk afgørelse få timer inden interviewet med djøfbladet. Han ønsker ikke at kommentere dommen, men uden for Højesteret er juridiske eksperter ikke i tvivl om, at den sender et klart og tydeligt signal til EU-domstolen: Man vil ikke længere acceptere, at domstolen opfinder regler uden grundlag i traktaterne.

I årtier er dommerne i Luxembourg blevet kritiseret for deres dynamiske fortolkningsmetode og for at udfylde huller i lovgivningen – stik mod dansk retstradition, hvor dommere er yderst påpasselige med at bevæge sig ind på politikernes område. Og lige så længe har iagttagere – både jurister og politologer – spekuleret over, om Højesteret en dag ville træde i karakter og sætte hælene i over for EU-domstolen.

Det gør Højesteret nu i den meget omtalte Ajos-sag.

En sejr for det danske retssystem og for borgerne, der her får et værn mod en udvikling, som mange synes er gået for vidt, og som ikke har haft et tilstrækkeligt retligt grundlag. Måske vil afgørelsen også give andre medlemslande blod på tanden til at sige fra. Måske er den et varsel om en ændring i forholdet til Menneskerettighedsdomstolen, som jævnligt får lignende kritik som EU-domstolen. Meget tyder på, at nye tider er på vej og ikke kun i Højesteret.  

Grænser for det kulørte

Rørdam kommer selv ned i receptionen og henter. Han er venlig på en afdæmpet måde med en snert af generthed. Virker ungdommelig, slank og ser ud til at være i god form. Afslappet klædt i skjorte og sweater. Hans kontor er lyst og dansk, jurabøger på reolen, intet nips. Udsigt til Gammel Strand. Man hører rådhusklokkerne bimle hvert kvarter.

Det første, folk siger om ham, er, at han er ekstremt saglig og stringent. Selv fortæller han mindst muligt. I hvert fald om, hvad han laver efter arbejde; om han fx interesserer sig for musik eller litteratur, mad eller vin. Thomas Rørdam holder et skilt op foran sig: privat, ingen adgang, og han har på forhånd advaret om det i en mail. Heller ikke i hans omgangskreds er der meget at hente.

”Det er klart, at der er snævre grænser for, hvor kulørt et portræt må blive. Thomas skal passe meget på, hvad han siger, for det vil blive tolket i et særligt lys. Og det respekterer jeg selvfølgelig,” siger en gammel ven og tidligere kollega, der ikke vil havde sit navn frem, men gerne oplyser, at Rørdam har humor og er en blændende jurist. Ikke nogen blomstrende oratoriker, men en person med et bredt perspektiv, der er nødvendigt for at afgøre sager på højeste niveau. Han bruger ikke tid på unødvendige problemstillinger. Er en god samtalepartner. God til at lytte.

”Og han kan tale med alle dem, han gerne vil tale med,” tilføjer hans ven.

Interesse-modsætningen mellem dommeren og journalisten, der skal tegne et portræt, kan næsten ikke være større. Man er nødsaget til at søge i gamle portrætter og artikler og læse, at Rørdam bor i villa på Amager, er ugift, ikke har børn og har Aller-blod i årerne.

I mange år var han arbejdsnarkoman og fremtrædende forsvarsadvokat i celebre sager som Blekingegadebande-sagen og Plejebo-sagen, hvor en plejehjemsassistent var sigtet for 22 drab, men blev frifundet.

Han cykler til arbejde. Forgængere i Højesteret cyklede også. Det må med. Og så, inden deadline, kommer en mail fra ham:

”Du kan få en enkelt personlig ting: Jeg har en lejlighed i Alperne i Italien, hvor jeg dyrker bjergbestigning, MTB, trekking og skiløb, og jeg har en ambition om stadig at kunne løbe en halvmaraton på under 100 minutter, når jeg bliver 70.”

Også domstole skal udvikle produktet

Landets højeste juridiske embede får han overdraget af den nuværende præsident, Poul Søgaard. ”Løbende sidemandsoplæring” kalder Thomas Rørdam det. Han fortsætter som dommer, men snart er han også institutionens ansigt udadtil – ham, der tager møder med folk fra Domstolsstyrelsen og retspræsidenter fra internationale domstole. Den nye præsident er 64 år og kan derfor stå i spidsen for Højesteret i de kommende seks år. Det indlysende spørgsmål er derfor, om han har en plan. Er der noget, han gerne vil bruge præsidentrollen til?

Rørdam forholder sig – med sine egne ord – ydmygt til hvervet: 

”Hvis du spørger mig om et år, vil jeg sikkert kunne give eksempler på noget, jeg har valgt at gøre anderledes, men jeg er simpelthen nødt til først lige at få set på tingene med nye briller, før jeg kan vurdere, om det er noget, jeg skal ændre på,” siger han.

Højesteret er en meget traditionsrig og over 350 år gammel arbejdsplads, påpeger han. Man skal passe på, hvad man begynder at pille ved. Der er lagt et spor for ham.

”Mange af de ting, vi gør, synes nogle måske er fjollede. At vi fx følger flere hundrede år gamle forskrifter: Vi står op, når vi voterer, og vi har kapper på. Men der er en grund til, at de ting har overlevet. Det er jo, fordi det fungerer godt. En af de ting, jeg dog allerede nu kan pege på, at vi fortsat skal gøre mere ud af, det er vores domsbegrundelser. Dommene er vores produkt, som vi nok aldrig bliver færdige med at raffinere.”

Også i fremtiden vil man høre nye retspræsidenter sige, at domsbegrundelserne er under stadig udvikling, forestiller Rørdam sig. Samfundet ændrer sig hele tiden, og folk vil kræve mere af dommene.

”Det så vi tydeligt på reaktionerne, da vi afsagde dom i den meget omtalte Levakovic-sag. ’Sigøjnerbaronen’ blev han kaldt i medierne. Han blev ikke smidt ud af landet, men det gjorde til gengæld hans fætter, som havde begået kriminalitet af lidt mere alvorlig karakter. Nogle politikere og dele af pressen var totalt uforstående. Og i den situation må vi spørge os selv: ’Har vi egentlig fået forklaret det godt nok?’ Jeg overvejer derfor, om vi sideløbende med dommene måske skulle kommunikere vores begrundelser med mere almindelige ord i sager, som i særlig grad har offentlighedens bevågenhed. Det er utroligt vigtigt at få formidlet vores budskaber på den rigtige måde og forsøge at undgå misforståelser.”

Højesteret giver serviceeftersyn

De seneste to domstolsreformer har ændret Højesterets rolle fra at være appelinstans til i stigende omfang at være en domstol, der tager stilling til principielle sager. Ifølge Rørdam skal man dog ikke tage ordet principiel for bogstaveligt, for Danmark er et lille land, og så kunne Højesteret hurtig ende med at få, ja, kun de strengt taget principielle sager.

Det kan også være principielt, siger han, når byretterne og landsretterne oplever et tilbagevendende problem og er i tvivl om, hvordan det bør håndteres. Er der tilstrækkelig mange af en bestemt type sager, hvor kursen måske slingrer, er det i sig selv tegn på, at et serviceeftersyn i Højesteret er på sin plads. Også når det drejer sig om ny lovgivning, kan et par prøvesager i Højesteret sikre, at en klar linje lægges lige fra starten og ikke først fem år senere.

”Vi har løbende uformelle møder med både forsvarere og anklagere og advokater i civile sager, og her taler vi også om, hvilke typer af sager det kunne være godt at få vendt i Højesteret,” siger Rørdam.

I byretterne er langt den overvejende del af dommerne kvinder. I lands-retterne er der cirka halvt af hver. I Højesteret er seks ud af 19 dommere hunkøn. Er det en balance, Rørdam har indflydelse på?

”Jeg er godt klar over, at fordelingen er skæv, men det er ikke noget, jeg personligt har indflydelse på. Den tid er forbi, hvor vi prikkede folk på skulderen og opfordrede dem at søge herind. Det blev afskaffet med Dommer-udnævnelsesrådet, som vi fik for snart 18 år siden.”

”Jeg tror, der er to forklaringer på, at fordelingen er, som den er: For det første har det noget at gøre med alder. Går man 20 år tilbage, var der flere mandlige dommere ved byretterne. Det har ændret sig, og den udvikling kommer en dag til os med forsinket virkning. Det andet har at gøre med, at mange kvinder, ligesom i erhvervslivet, ofte afholder sig fra at tage de mest krævende job. Så kan man selvfølgelig diskutere, om vi skal tage hensyn til køn og give særbehandling. Det er vi veget tilbage fra at gøre. Kriteriet for os må være, hvem der er den bedste.”

Driftssikkerhed frem for alt

Den unge Thomas Rørdam begyndte først at læse matematik, men skiftede så til jura. Hans farfar var højesteretssagfører, faren dommer ved landsretten. Moren var byrådsmedlem for Konservativt Folkeparti. Der blev diskuteret samfundsforhold ved middagsbordet. Det var forældre med stærkt socialt engagement, har han fortalt i et interview. Sådan en baggrund sætter sit præg på en ung mand, der begyndte karrieren som fuldmægtig i Justitsministeriet og sideløbende underviste som manuduktør og senere ekstern lektor på universitetet.

”Han var en stilfærdig, genert, rødhåret, fregnet dreng at se på, når han kom der med sin Fjällräven-rygsæk, men lige så snart han åbnede munden, blev man betaget og kunne ikke lade være med at lytte. Han havde fuldstændigt styr på tingene,” siger advokat Birgitte Wessel Knaack, der i 1980’erne havde Thomas Rørdam i faget ejendomsret.

Men hvorfor vil han være præsident?

”Jeg synes, det er sjovt at få en arbejdsplads til at fungere og være talerør over for omverdenen. Det var jeg også i en periode som formand for Foreningen af Beskikkede Advokater,” siger Rørdam.

I sin bog ’Forsvareren’ refererer han til to forsvarertyper: Våbendrageren og vejviseren. Den første kæmper med hud og hår for sin klient, alle lovlige midler gælder. Sådan en forsvarer var han efter eget udsagn. I dag er idealet et lidt andet.  

”Hvis jeg kun måtte nævne en eneste egenskab, ville det være, at en dommer skal være driftssikker i sine afgørelser. Være forudberegnelig. Det er også meget vigtigt at give folk det indtryk, at man hører på dem. Og jeg har ikke noget imod, at følelser indgår i det grundlag, man afgør sagerne på. Bare det ikke tager overhånd.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet