Tid til et opgør med advokatbranchens dogmer

9.9.2016

af

Foto: Djøf

Foto: Djøf

En stor ny undersøgelse cementerer omfanget af stress i advokatbranchen: Halvdelen af dem, der har svaret på undersøgelsen, har oplevet at være stressede, en gennemsnitlig sygemelding med stress varer 8 uger, og har man én gang været sygemeldt med stress, er der stor risiko for tilbagefald.

For de fleste er det indlysende, at stress koster samfundet milliarder. Ud over at der skal betales løn til den sygemeldte, er der risiko for et stort videns- og produktionstab på særlige områder, som ikke nødvendigvis lader sig dække hverken af kolleger eller vikarer.

Og hvis kollegerne kan dække den sygemeldte kollegas arbejdsområde, er risikoen selvfølgelig, at det sætter gang i en dominoeffekt, så de ekstra bebyrdede kolleger også udvikler stress som følge af den øgede arbejdsmængde. En sygemeldt advokat medfører derfor et betydeligt omsætningstab for virksomheden, som langt overstiger udgifterne til løn under sygdom.

Alene af økonomiske årsager er der al mulig grund til at prioritere forebyggelse af stress i en branche, der er så hårdt ramt, som advokatbranchen nu også beviseligt er.

Dertil kommer de menneskelige konsekvenser, som alene på arbejdspladsen kan isoleres til en lavere produktivitet i form af bl.a. koncentrationsbesvær, faldende motivation, lav energi, dårlig hukommelse og nedsat effektivitet, allerede længe før skridtet til en sygemelding bliver taget. I privatlivet kan konsekvenserne af stress også være uoverskuelige.

Den moderne ledelsesopgave i dag handler derfor i høj grad om at få produktivitet og trivsel til at gå hånd i hånd. Al erfaring viser, at det er afgørende både i rekrutterings- og fastholdelsesøjemed, at et interessant arbejdsliv med spændende og komplekse arbejdsopgaver kan forenes med restitution og samvær med familie og venner.

Netop samvær med familie og venner og at have et socialt liv ved vi også medvirker til at forebygge stress.

Vores nye undersøgelse er som noget unikt udarbejdet sammen med Danske Advokater, og den bekræfter, at der også i advokatbranchen er et stort potentiale i at ruste lederne i branchen til at håndtere stress.

Dels med henblik på i tide at spotte medarbejdere i risiko for at udvikle stress, dels hvordan man som leder kan bidrage til, at færre medarbejdere udvikler stress, og endelig hvordan stressramte håndterer stress bedst muligt.

Undersøgelsen viser nemlig, at den hyppigste strategi blandt de ansatte til at håndtere en stresssituation er at knokle igennem og forøge arbejdstiden på bekostning af privatlivet.

Der er således et stort behov for, at ledelsen kommer mere på banen i forhold til forventningsafstemning og prioritering af opgavemængden, samt et nødvendigt fokus på, at særligt medarbejdere med mindre børn også har mulighed for en fornuftig balance mellem arbejds- og familieliv.

Det er med andre ord tid til et opgør med branchens gamle dogmer om, at forfremmelser og gode lønforhandlinger forudsætter et arbejdsliv, der lader hånt om trivsel, men alene har kortsigtet maksimering af indtjeninger til kontoret for øje. Og det arbejde er for alvor fløjtet i gang med denne undersøgelse. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet