Oraklet fra Delhi

Der var han så, på forsiden af alle landets aviser, med en smøg i kæften og pis af-attitude. En cowboy var kommet til byen, og kiggede man ham i ­øjnene, kunne man se, at der kun var plads til ham’.

Sådan beskrev Politiken kærligt Lars Løkkes personligt udpegede udenrigsgransker, Peter Taksøe-Jensen, som 1. maj afleverede sin 106 sider lange udredning med anbefalinger til fremtidens danske udenrigs- og ­sikkerhedspolitik. Hvorpå han fløj hjem til Delhi for at passe sit job som Danmarks ambassadør i Indien.

’Missionen med at skille sig ud og få opmærksomhed i medierne lykkedes’, konstaterer Politiken: ’Portrætterne solgte hele pakken: Livserfaring, seriøsitet, autenticitet og personlighed’.

Normalt er det skidt, når en top­embedsmand rammer forsiderne, men Peter Taksøe-Jensen sørgede selv for at aflevere et antal lidet diplomatiske kioskbaskere, inden selve rapporten blev præsenteret for rullende kamaraer. Fx at ulandsmidler ikke bør spenderes på teltlejre i Thy – og ikke mindst dén om, at Danmark ikke skal gå i krig, hver gang USA ringer, selvom det belønnes med en spisebillet til Det Hvide Hus.

Lussing til Fogh-æraen

Det var egentlig Mali, som Taksøe ­talte om, men det signalerede uafhængighed af Løkke og lød som en syngende lussing til Fogh-æraens ­værdipolitiske udenrigspolitik. Hvad medierne elskede – også fordi det var Taksøe, som i sin tid var pennefører på det omdiskuterede folkeretlige notat, som gav Danmark ’lov til’ at gå med i Irak-krigen.

”Man får ikke point for at angribe tidligere V-formænd. Men udredningen er ikke et partipolitisk indspil. Jeg er apolitisk, hvad der også har gjort, at jeg har følt mig ret fri til at sige, hvad jeg mener er sagligt rigtigt,” siger Taksøe om sin pressestrategi i den for en embedsmand højst usædvanlige opgave.

Djøfbladet mødte Peter Taksøe-­Jensen­ til en snak, da han i starten af juni var tilbage i København for at promovere et ambitiøst indisk byudviklingsprojekt, ’100 Smart Cities’, for dansk erhvervsliv.

Hans mål med at give de mange interviews op til offentliggørelsen af rapporten var at få en bred debat og undgå, at det kom til at handle om ét spørgsmål, som alle løb efter.

”Fx at det kun handlede om konfliktpotentialet mellem Statsministeriet og Udenrigsministeriet. Jeg kan ikke forhindre, hvordan journalisterne vinkler dét, jeg siger. Men jeg synes, det delvist lykkedes at få en bred politisk debat om dansk udenrigspolitik skudt i gang.”

På gyngende grund

Men først springer vi tilbage til en smuk junidag i USA i 2015.

Peter og hans kone Gitte, som er økonom med ’hjemmearbejdende freelance­kontrakt’ med Verdens­banken, har lige krydset Potomac-floden og befinder sig lidt vest for Washington i deres BMW-Cabriolet, da ambassaden ringer.

De er på vej på fem ugers ­roadtrip. Han er lige blevet udnævnt til ny ­ambassadør i Indien efter fem år som Danmarks ambassadør i USA, de har holdt et gevaldigt farvelparty, og nu skal turen sætte punktum for syv års liv herovre – først i New York, mens Taksøe i to år var juridisk rådgiver for FNs generalsekretær; et job, han på britisk initiativ blev headhuntet til fra Udenrigsministeriet. Så i Washington.

Ambassaden vil vide, hvad de ­siger til en dansk journalist, som spørger til rygtet om, at han skal være den ­gransker, Løkke annoncerede i sin valgkamp.

Taksøe anede jo godt, at der var noget under opsejling, men Statsministeriet har ikke ringet. De lægger mobilen væk og sætter kurs mod Route 66. Det blev en dejlig tur på 16.000 km.

I september ringer Statsministeriet så, og Taksøe siger som forventet ja.

Hvorfor?

”I'm sorry, men det er ikke noget klogt spørgsmål. Kan man sige ’nej, det gider jeg ikke’, når en regering beder dig om noget? Måske jeg er gammeldags opdraget, men det følte jeg ikke var en option. Ikke fordi jeg tænkte, at det her vil helt sikkert fremme min karriere. Faktisk tænkte jeg, ’mon Indien nu bliver din sidste rigtig sjove post, for who knows, hvordan det her kommer til at gå’. Ikke mindst fordi der jo også var institutionelle interesser på spil.”

Et dårligt timet rygestop

Da statsministeren ringede, var Taksøe egentlig i gang med et rygestop.

Efter to år uden røg faldt han i ved afskedsfesten i Washington. Nu opgav han det. Timingen med to jobs på én gang med pendling mellem Delhi og Asiatisk Plads var ikke god. Så udredningen blev – til tiden, men med alle fri- og helligdage inddraget – afleveret i en sky af cigaretrøg.

Hvordan gik du til opgaven?

”Jeg har fra start til slut tolket opgaven sådan, at jeg på baggrund af en sagligt funderet analyse skulle løfte nogle idéer frem til politisk drøftelse, som normalt strander i de processer, der findes i mange embedsmandsudvalg, hvor institutionelle og andre hensyn får det til at ende med mindste fællesnævner.”

Taksøe og hans lille sekretariat sad på 6. sal i Udenrigsministeriet få ­døre fra Kristian Jensen og departementschefen.

Kan man så være uafhængig?

”Ja. Jeg har haft helt frie hænder. Jeg har kunnet trække på alle gode kræfter i huset, uden at det, jeg modtog, skulle forbi ministeren. Regeringen afprøvede jo i virkeligheden en helt ny metode for politikudvikling med et uafhængigt fagligt indspil til en politisk debat, hvor regeringen så kunne forholde sig frit til rapporten og dens anbefalinger. Det forudsætter politisk armslængde i processen – og det var der.”

På kortform handler udredningen om, at når man fra 2000-2019, hvor de senest vedtagne besparelser realiseres, får skåret en tredjedel af sit driftsbudget og hver 10. medarbejder, må man prioritere, så man får mest mulig udenrigspolitik for pengene.

Og det gør man ifølge Taksøe ved at føre en interessebaseret udenrigspolitik, hvor pengene bruges dér, hvor vi får mest dansk interesse for dem.

Uden nytænkning når vi aldrig FN's mål

Kritikerne mener, at det går ud over de humanistiske værdier og den traditionelle fattigdomsbekæmpelse?

”Det første forstår jeg ikke, for jeg ser ingen interessemodsætning. Vores interesser udspringer af vores værdier, hvad du kan læse i rapporten. Andre har sagt, at det er kortsigtet, og det forstår jeg slet ikke. Udredningen beskriver nogle langsigtede interesser, som også er der om fem år uanset regeringsfarve.”

Til gengæld forstår han argumentet om den altruistiske fattigdomsbekæmpelse.

”Jeg er bare ikke enig. Dét, der har løftet allerflest ud af fattigdom, er den økonomiske vækst i de sidste 30-40 år i Kina og Indien. Ikke så meget den udviklingspolitiske indsats i fx Tanzania, som vi nogle gange selv gerne vil tro. Vi har i hvert fald svært ved at ­måle det.”

Han henviser til FN’s 2030-mål, de 17 verdensmål.

”FN siger, at hvis vi skal opfylde ­målene, så koster det fire pct. af BNI. Danmark giver som ét af kun seks lande 0,7 pct. af BNI. Hvis verden over­hovedet skal være i stand til at flytte sig mod 2030-målene, bliver man nødt til at tænke bistand på en helt anden måde, hvor udviklingsbistanden også anvendes til gearing som risikovillig kapital, der kan trække private investeringer efter den dagsorden. Og hvor vi fra dansk side vælger en eller flere af de særlige styrkepositioner, vi har – sundhed, fødevarer, drikkevand, klima – og får de private med. Det er ikke kun i erhvervslivets interesse, det er i vores alles interesse. Nu bliver jeg helt eksalteret, for jeg synes, det er rigtigt.”

Fordi vi alligevel ikke får danskerne til at hæve budgettet til bistand over skatten?

”De politiske kampe herhjemme vindes på den velfærdspolitiske slagmark, og hvordan vi drejer lidt på ­skruerne her. Ingen vinder et valg på at sende mange flere penge efter forholdene i udlandet.”

Er det så ikke naivt at skrive, at danskerne skal give flere penge til forsvaret?

”Min faglige troværdighed ville ­have lidt skade, hvis jeg ikke havde skrevet det. Vi betaler ikke nok til vores ­sikkerhed i dag. Det er en forudsætning for vores velfærd. Tag scenariet, hvor Trump vinder og gør, som han siger. Så hjælper han kun de NATO-lande, som betaler deres fulde del af medlemskontingentet, samtidig med at russerne er klar til at udnytte samtlige krisetegn i NATO- og EU-sammenholdet. Det er ikke en betryggende sikkerhedspolitisk situation for os.”

Hvad pengeskabet gemte på bunden

Det er som nævnt ikke første gang, at Taksøe træder ud af embedsmandens grå anonymitet.

Forrige år, da journalisten Jesper ­Tynells bog 'Mørkelygten' udkom, blev han kendt som koncipisten bag Irak-­notatet fra 2008, som er blevet kaldt ulovligt og påstået skrevet under politisk pres.

”Det meget korte svar – som jeg ­også gav til de journalister, der ringede til mig i Washington – er: Jeg oplevede ­ikke, at vi, der skrev notatet, blev udsat for noget politisk pres. Jeg ville være nået frem til nøjagtig samme juridiske konklusion i dag.”

Hvad mener du om Tynells bog?

”Jeg kender faktisk Jesper, men han havde ikke talt med mig, da han skrev afsnittet om Irak-krigen. Jeg synes, at han giver udtryk for en konspiratorisk tilgang til centraladministrationen, som jeg ikke genkender.”

Og så er der også en gammel, glemt avishistorie fra 1995.

Det var, da han i en brandvarm sag fandt en mappe med ét stykke papir i på bunden af et fjernt, aflåst pengeskab. Det var den socialdemokratiske statsminister H.C. Hansens mandat til amerikanerne om, at de gerne måtte flyve B52'ere bestykket med a-våben over Grønland. Udenrigsministeren – Niels Helveg Petersen – orienterede Udenrigspolitisk Nævn. Pressen skrev, og Taksøe – som i mellemtiden var rokeret til den danske repræsentation i Bruxelles – blev ringet op en agurketidsdag af en journalist, der en passant spurgte, om han måtte skrive, hvem der havde fundet papiret.

”Det var jeg så dum at sige okay til.”

Hvorpå hans nye chef, ­ambassadør Poul Skytte Christoffersen, senere på året måtte meddele ham, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen ikke længere havde tillid til embedsmand Taksøe, som derfor nu alligevel ikke skulle være såkaldt ’antici’, ambassadørens højre hånd, men noget mindre iøjnefaldende.

”Dengang tænkte jeg, om jeg skulle finde mig noget andet at lave. Men man bliver klogere, hver gang man er igennem en eksponering. Jeg tror, det har været med til, at jeg med udredningen tænkte, at jeg vil sige, hvad jeg mener, når jeg står foran pressen.”

Tror vi er en stormagt

Udenrigsministeriet har været på én lang glidetur nedad siden 2000, skrev en professor for nylig.

Selvom Taksøe ikke har set det som sin opgave at bede om flere penge til udenrigstjenesten, håber han alligevel på større opmærksomhed om, at vi har sat den på smalkost midt i en enorm, dynamisk globalisering.

Har Udenrigsministeriet været for dårligt til at forklare behovet for en stærk udenrigstjeneste?

”Udredningen prøver at skabe en lidt mere realistisk debat om, hvad man egentlig kan med en tjeneste af den her størrelse, og dermed også, om det er forsvarligt at blive ved med at snitte.”

Uden en bæredygtig prioritering fastholdes politikerne i en tro på, at vi stadig kan det hele, fastslår han – og vejer sine ord:

”Den politiske diskurs er jo nok, at vi er en mindre, europæisk stormagt, som kan påvirke en masse ting. Men det er vi ikke, og det kan vi ikke. Hvis vi bliver ved med at sprede kræfterne ud over hele paletten, ender vi med at bruge en masse ressourcer på at holde vores egen selvfølelse højt – frem for at gøre en forskel.”

Udenrigsministeriets ansatte er godt trætte af både nedskæringer og forringelser af deres udetillæg?

”Jeg vil nødigt aflevere en tudekiks. Men ja. Det går allerede ud over fastholdelsen. Rammevilkårene – kompensationen for at være udenlands – er blevet forringet med 20 pct. på 30 år. Det er ikke os chefer, der lider, men de unge, som skal tage den fælles beslutning med partneren: ’Skal jeg tage den næste udepost? Vi går ned i levestandard, for du får ikke noget ordentligt lønnet job derude, og min kompensation er faldet?’ Vi skal ikke gøre det så ringe for vores vigtigste ressource, medarbejderne, at vi rasler længere ned på ranglisten over indflydelsesrige ministerier og dermed ikke kan rekruttere de bedste.”

Inden et år er Frederik og Mary i Indien

I Washington sidder der altid nogen med ved ambassadørens middagsbord.

Det gør der ikke i Delhi lige nu, for vores diplomatiske forbindelser til ­Indien er p.t. nedkølede på grund af den såkaldte Niels Holck-sag, som ­Taksøe skal prøve at få løst.

Bliver det på din vagt, at kronprinseparret kommer på indisk besøg?

”Ja, det gør det. Jeg forventer, det allerede bliver i løbet af det næste års tid.”

Har dit nye bekendtskab med Indien givet dig noget at tænke på?

”Ja. En del af udredningen handler jo om, hvordan verdens økonomiske og politiske centrum bevæger sig hastigt fra vest mod øst. Men jeg tror, man skal prøve at bo herude for virkelig at forstå, hvor lidt fx EU fylder i den her opkommende, økonomiske stormagts selvforståelse. Og hvor lidt vores vestlige værdier om individet fylder hos de nye økonomiske stormagter.”

Det første, Peter Taksøe-Jensen gør, når han rammer sin og Gittes lille, danske pied-a-terre oppe under taget i et slags kollektiv på Frederiksberg med datteren på 1. salen og gode venner i stueetagen, er at tænde for de 84 kg tunge højttalere og sætte en af sine 800 vinylplader på. Led Zeppelin og den slags.

”Vi, som lever det her mærkelige omrejsende liv, skal huske at leve livet hver dag. Man skal ikke bo i en kuffert, men få sine møbler på plads og ­leve, hvor man er. Ellers ender man med ­bare at være på vej. Derfor ville jeg heller aldrig tage af sted, uden Gitte var med.”

Lige vinylerne kom dog aldrig med til USA, men i magasin. Og heller ikke til Indien, for der er klimaet dårligt for dem. Han har selvfølgelig det hele digitalt. Det er bare sjovere på vinyl.

Næste roadtrip går til Yekaterinburg-­egnen ovre i Uralbjergene – med ham, Gitte og deres ven Thomas ­Winkler, dansk ambassadør i Rusland, i ­offroad'eren. Og så er der i øvrigt dømt rygestop.

---

En interessebaseret dansk udenrigspolitik

Hvad, hvem og hvordan:

Lars Løkke Rasmussen udpegede i september sidste år ambassadør Peter Taksøe-Jensen til at forestå en udredning om, hvordan Danmarks udenrigs-, forsvars-, sikkerheds-, handels- og udviklingspolitik kan koordineres og samtænkes.

Opgaven blev forankret i Udenrigs-ministeriet med et 3-personers sekretariat og en skrivegruppe bemandet med sous- og kontorchefer fra Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet plus hjælp fra Udenrigsministeriets udenrigsøkonomiske analyse-enhed og en ekstern følgegruppe.

Udredningens hovedbudskab:

• Danmark skal føre en interessebaseret udenrigspolitik med tre tjekpoints: Er det i Danmarks interesse? Kan Danmark gøre en forskel? Er det en snæver dansk interesse eller en bred interesse, som vi hellere bør løse i samarbejde med andre, først og fremmest EU?
• Danmarks kerneinteresser er Arktis, Østersøområdet, Nato, EU, forebyggelse af migration og flygtninge, vækst i Danmark og globale løsninger i et regelbaseret internationalt samarbejde.

150 forslag, bl.a.:

• Styrket udenrigspolitisk prioritering med en bred national udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, et udenrigspolitisk regeringsforum og inddragelse af Folketinget.
• Opprioritering af Arktis.
• Opprioritering af Rigets sikkerhed med lidt flere penge til forsvaret for at være med til at sikre et troværdigt Nato.
• Nytænkning af udviklingspolitikken med nogle af FN's 17 verdensmål som omdrejningspunkt for regeringens, civilsamfundets og erhvervslivets indsats.
• Skarpere fokusering af vores udviklings-indsats i skrøbelige stater med færre lande og et nyt bistandsprogram rettet mod nærområderne i Øst og Syd.
• Styrkelse af økonomisk diplomati for at understøtte danske virksomheders internationalisering.