Portræt

16 timers arbejdsdage og gigantiske bonusser

25.5.2016

af

Foto: Jacob Nielsen

Foto: Jacob Nielsen

Det finansielle marked voksede og eksploderede i alle retninger, mens August Lund før, under og efter finanskrisen arbejdede i den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs.

Det første, der poppede frem på August Lunds skærm om morgenen, når han mødte på arbejde, var en oversigt over alle ansatte i hans afdeling, rangeret efter hvor mange penge de havde tjent ind til virksomheden. Den kontante arbejds­kultur i den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs var noget af en omvæltning for den nyuddannede økonom, der kom fra en studentermedhjælperstilling i Finansministeriet.

”I starten var jeg chokeret over, hvor meget konkurrence der var, og hvor incitamentsbaseret systemet var. Det er man ikke vant til fra Danmark,” fortæller han.

Det var et tilfælde, at August Lund havnede i Goldman ­Sachs’ London-afdeling. Efter at have taget en kandidatgrad i økonomi på Københavns Universitet og studeret på Cornell University et års tid ledte han efter et job i London, hvor hans kæreste opholdt sig. Venner, der arbejdede i Goldman Sachs, foreslog ham at forsøge sig hos banken. Og i 2003 blev han ansat som finansanalytiker uden helt at vide, hvad der foregik i en investeringsbank. Det skulle dog hurtigt ændre sig. Der var fuld fart på markedet, og August Lund arbejdede typisk mellem 12 og 16 timer om dagen i afdelingen for rentebærende produkter, som primært står for handel med obligationer og derivater.

August Lund

Født 1977

Uddannelse:

• Økonomistudier på Cornell University, 2001-02

• Kandidat i økonomi, KU, 2003

Erhverv:

• Studentermedhjælper, Finansministeriet, 1999-2001

• Undervisningsassistent, KU, 2002-03

• Financial analyst, Goldman Sachs, 2003-09

• Managing director, Goldman Sachs, 2009-13

• Blev i 2012 investor i Cofoco samt ejer af H.A.L Holding og H.A.L. Estate

Afstanden mellem universitet og investeringsbank viste sig at være overraskende kort, og den danske cand.polit. nød, at han meget direkte kunne bruge, hvad han havde lært.

”I Goldman Sachs kunne man få lov til at spille det spil, du er uddannet til, på højeste niveau. Det var sind­ssygt sjovt og udfordrende. I den finansielle sektor kan alting ledes tilbage til matematik, og vi havde forhenværende professorer, der sad og læste akademiske artikler for at finde ud af, hvordan vi skulle prisfastsætte de her aktiver.”

Lønnen bestod af en lav grundløn plus en procentdel af, hvad August Lund tjente ind til banken. En praksis, han kalder ultrakapitalistisk, men som også betød, at alle medarbejdere gjorde deres ypperste. 

”Den finansielle sektor i udlandet ved, at de ansatte producerer mest, hvis de selv får en bid af kagen. Du skal nok blive de tre ekstra timer og sørge for, at handlerne går igennem, hvis du selv får noget ud af det. I Danmark har vi mange steder den anden ­yderlighed. Måske især i den offentlige sektor. Her virker det ligegyldigt, hvad man producerer – det har ingen relation til din egen løn. Jeg taler ofte med Skat og offentlige institutioner i Danmark generelt, og det er et kafkask system, hvor man ikke yder sit bedste. Jeg er tilhænger af den skandinaviske model med meget omfordeling, men der skal være en incitamentsstruktur, der får folk til at yde deres bedste”. 

August Lund var blot 25 år, da han blev ansat i Goldman Sachs, og han vendte stadig hver krone, når han skulle i byen. Derfor var kontrasten til den vilde ekstravagance, som var del af livet i investeringsbanken, desto mere påfaldende. Han blev ofte sendt til New York, og flyturene foregik på 1. klasse, han blev hentet af en chauffør i lufthavnen, og hotellerne var i den eksklusive ende af skalaen.  

”Man kunne jo hurtigt regne ud, at det var en anden liga, når man stod der på 50. etage, og nogle af partnerne ankom i helikopter til arbejdet. Man handlede også med enormt store beløb. Det var ikke unormalt, at jeg på en dag ville lave transaktioner for fem milliarder dollars, og det er klart, at din provision ikke behøver at være særligt store brøkdele af en procent, før du har tjent relativt meget.” 

Han vil ikke fortælle, præcis hvor meget han selv tjente, men siger, at det ikke var urealistisk for en managing director, som han blev udnævnt til i 2009, at tjene 3-5 mio. dollars årligt.

Et sted mellem brugtvognsforhandler og professor 

For at klare sig i finansverdenen er det ikke nok at kende de produkter, man sælger og køber. Sociale færdigheder og et bredt netværk er alfa og omega, forklarer August Lund.

”Meget blev dengang handlet på en brøkdel af et sekund, så du skulle hurtigt kunne overbevise folk om, at det her er det rigtige at gøre. Jeg vidste gennem det netværk, jeg hurtigt opbyggede, hvem der var interesseret i hvad. Det kunne være, at J.P. Morgan i New York gerne ville købe en masse af et produkt, samtidig med at jeg havde nogle i Skandinavien, der gerne ville sælge. Meget af det handlede om at matche købere og sælgere. Man kunne også stå med en masse forskellige komponenter i en større handel, hvor det gjaldt om at få alle de her delhandler til at gå op samtidigt. Helst uden at vi tog en for stor risiko. Det er en eller anden form for forretningssans. Du skal hverken være brugtvognsforhandler eller professor, men et eller andet sted midt imellem.” 

Allerede i 2006 begyndte August Lund at fornemme, at noget var under opsejling. Boligpriserne eksploderede, og det virkede, som om systemet havde for meget gearing. Og i 2007 ramte finanskrisen så. Men hvor flere banker bukkede under eller blev opkøbt, klarede Goldman Sachs sig igennem med skindet på næsen, hvilket ifølge ­August Lund kan tilskrives bankens konservatisme.  

”Goldman Sachs er ekstremt grundige. Det er måske ikke det billede, folk har, men jeg tror aldrig, jeg har mødt en gruppe mennesker, der var så påpasselige med det, de ­lavede. Indtil få år før jeg startede, var Goldman Sachs en partnerejet virksomhed, og selv mens jeg var der, var en stor del af virksomheden stadig ejet af medarbejderne, hvilket giver en incitamentsstruktur, der beskytter mod dårlig risikotagning.”

På trods af at krisen havde lagt sin klamme hånd over de finansielle markeder, blev 2008 og 2009 nogle af de vildeste år i August Lunds karriere. 

”Jeg arbejdede endnu mere end de første år, og i 2009 blev jeg forfremmet til managing director. Banken tjente flere penge end nogensinde, samtidig med at resten af samfundet og mange andre banker var meget nødlidende, så det var en mærkelig situation.”

Relativt hurtigt bliver løn ikke særligt afgørende. Jeg har ikke bil og ejer ikke min lejlighed, og ud over de muligheder, min formue giver mig for at realisere projekter og arbejde for ting, jeg tror på, så interesserer penge mig ikke.

August Lund

Nye tider, nye regler

Finanskrisen betød stadig mere regulering, og arbejdsdagen blev fyldt af møder, hvor man fik besked på, hvad man måtte og ikke måtte. Presset på den enkelte ansatte steg markant.  

”Har du gjort det her rigtigt? Har du gjort det efter bogen? Det kunne være svært at overskue, når man arbejder 14 timer om dagen og skal håndtere de mange nye transaktioner og derivater, som var blevet skabt op mod krisen. Der var jo ikke skrevet en regelbog for, hvordan man skulle agere. Du kunne komme til at bøde for de ting, du gjorde, hvad enten du havde handlet i god tro eller ej, fordi du agerede efter et sæt spilleregler, men blev dømt efter nogle andre. Jeg er da også flere gange blevet truet med retssager af kunder. Jeg husker især et år, hvor jeg brugte hele min juleferie på at tale med advokater om en handel, hvor modparten var ­uenig i nogle detaljer. Grundet størrelsen af handlen ville det helt sikkert have kostet mig mit job, hvis jeg ikke havde vundet sagen. Nogle af dem, jeg handlede rigtigt meget med hos J.P. Morgan, er stadig involveret i retssager, som handler om udlevering til USA og 20 års fængsel.”

De eksorbitante lønninger blev også genstand for regulering. Der blev indført regler om, at bonusserne kun måtte udgøre en vis procentdel af de ansattes grundløn. Så grundlønnen blev sat op, og de kæmpe bonusser forsvandt. Det forbedrede dog ikke Goldman Sachs’ ry i offentligheden: Investeringsbanken var blevet et symbol på grådighed og egennytte. Derfor følte August Lund også, at der blev set skævt til ham, når han fortalte, hvad han lavede. 

”Det er ærgerligt at arbejde med noget 80 timer om ugen og føle, at man skal sige undskyld til alle. Jeg har en del ejendomme, og en af lejerne spurgte, om jeg havde købt den her ejendom, fordi jeg havde dårlig samvittighed, og derfor ville lade dem blive i ejendommen. Det, synes jeg, er et enormt ubehageligt spørgsmål. Nej, jeg vil gerne gøre en masse gode ting, men jeg vil ­ikke gøre noget ud af dårlig samvittighed.”

Slut med hurtig rigdom

De mange begrænsninger, der var blevet lagt ned over sektoren, og omverdenens kritik tærede også på August Lunds motivation, og han besluttede, at det var tid til at søge nye græsgange.     

”Det var ikke nogen speciel lykkelig afslutning. Det handlede i bund og grund om, at jeg ikke havde lyst til at være der mere. Jeg vidste fra starten, at min tid i Goldman Sachs og den finansielle sektor kun skulle være for en kortere årrække, og da jeg stoppede i Goldman Sachs, sagde jeg også nej til nogle lukrative job i andre banker. Men relativt hurtigt bliver løn ikke særligt afgørende. Jeg har ikke bil og ejer ikke min lejlighed, og ud over de muligheder, min formue giver mig for at realisere projekter og arbejde for ting, jeg tror på, så interesserer penge mig ikke. I 2012 sagde jeg til Goldman Sachs, at jeg ikke var en glad person, når jeg gik på arbejde, og at jeg heller ikke troede, at de fik det optimale ud af mig, så skulle vi ikke bare stoppe her?” 

Det var dog ikke så let bare at forlade investeringsbanken, fordi der også var kommet nye regler for, hvornår man kunne få sin bonus udbetalt. Frem til krisen fik man en procentdel af det, man tjente til firmaet, når året var omme. Men det blev ændret og betød, at man ofte først fik sin bonus udbetalt i optioner og aktier flere år efter. Men kun hvis man stadig var ansat i virksomheden. Det nye regelsæt præger hele sektoren i dag, vurderer August Lund.

”Der er mange, der gerne vil lave noget andet, men de bliver bare hængende, fordi de mangler at få deres løn og bonus udbetalt. Det får de så ofte, hvis de bliver fyret, men ikke hvis de siger op. Da jeg holdt op i Goldman Sachs, sagde jeg et års tid før, at jeg gerne ville stoppe, men at jeg ikke ville efterlade mine penge. Så jeg bad om, at vi fik lavet en eller anden fair afvikling. Jeg kunne ikke se, hvorfor mine penge skulle tilfalde Goldman Sachs.”

I starten af 2014 stoppede August Lund officielt i investeringsbanken, men han mødte ikke op på arbejdet fra november 2013. Derefter gik der 3-4 måneder med forhandlinger, før en aftrædelsesordning var på plads, som sikrede, at han fik sin bonus med sig. Han tror dog ikke, at man vil se de gigantiske lønninger vende tilbage i den nærmeste fremtid.

”Jeg vil ikke anbefale studerende at gå ind i finansverdenen i dag, hvis målet er at tjene mange penge. Det der med at blive rig hurtigt er nok forbi på den korte bane.”
Aktiv privatinvestor

Da August Lund i 2012 erkendte, at hans fremtid ikke lå i Goldman Sachs, begyndte han at se sig om efter projekter, som han kunne investere i. Et af de første, han faldt for, var restaurantkæden Cofoco. 

”Det var i slutningen af finanskrisen, og Cofoco skulle til at skifte bank, fordi den, de havde, ikke ville ikke have dem som kunde mere. De skulle have en investor ind, som kunne hjælpe dem, og fælles bekendte mente, at det måske var noget for mig, fordi jeg ved noget om at restrukturere gæld og få styr på økonomien. Jeg havde i forvejen en isbutik sammen med en ven, og jeg synes, madbranchen er sjov. Det er noget helt andet end finansverdenen. Du leverer et egentligt produkt, som folk kan forholde sig til. Så jeg kom ind som en tredje partner, og siden har jeg været en aktiv investor, eftersom jeg generelt ikke investerer i projekter, som jeg ikke deltager aktivt i.”

Ud over Cofoco har August Lund investeret i en af sine venners konsulentfirmaer, en pølsefabrik i Sverige og i forskellige ejendomme.

”Det er det, jeg bruger min tid på i dag, ud over klimaprojekter og andre projekter jeg brænder for, men som ikke kan betragtes som forretning. Jeg har brugt 11 år af mit liv på et kontor fra klokken 6 om morgenen til klokken 8-9 om aftenen, og jeg har ikke noget ønske om at have en hverdag, hvor jeg skal møde op og arbejde for andre mennesker. Nu har jeg heldigvis råd og tid til kun at lave de ting, jeg har lyst til og mener er rigtige. Det er det, jeg har fået ud af Goldman Sachs mere end noget andet, hvilket er en fantastisk luksus. Jeg tror, jeg er enormt dårlig til at gå på pension i traditionel forstand. Jeg kan slet ikke forestille mig ikke at være engageret i alle mulige virksomheder og projekter, som jeg har en passion for, og som gør verden bedre.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet