På jagt efter det hele menneske

13.4.2016

af

Illustration: Claus Bigum

Illustration: Claus Bigum

Konsulentfirmaer, virksomheder, selvhjælpsbøger og ledelsesguruer lovpriser en skabning, de kalder det hele menneske. Men hvad er det for et væsen? Det er svært at få hold på – men noget tyder på, at det hele menneske er på vej ud.

Du føler dig måske ikke som et helt menneske. Så er der nok noget i vejen med dig.

Måske skulle du gøre dig lidt mere umage – tage på kursus og blive inspireret. Hvis det er noget work/life-balance-relateret, så fiks det på en eller anden måde. Ligesom når det gør ondt, eller du er stresset. Det er ærligt talt lidt taberagtigt at gå rundt og være som dig, og det er kun et spørgsmål om tid, før det bliver opdaget.

’Hele mennesker til hele virksomheder!’ ’Vi skaber hele mennesker’. ­’Hele mennesker leverer hele løsninger’ og ’Hele mennesker – individuelle og sammen’.

Det hele menneske smiler til os i virksomhederne, i konsulentbranchen, i sundhedsvæsenet og på højskolerne. Det lyder fedt, men hvad er et helt menneske, og hvornår kom hun til Danmark?

Spørgsmålet har naget mig, siden jeg arbejdede i en fagforening, hvor vi skulle ansætte en chef og fik et konsulentfirma på banen, der netop reklamerede med sloganet: ’Hele mennesker til hele virksomheder’. Jeg var nødt til at ­vide, hvad der lå i det, og hvordan man definerer dette fantom. For ikke at ­tale om ’den hele virksomhed’. Jeg ville­ ­gerne vide, hvordan sådan én så ud og ad­skilte sig fra halve og trekvarte virksomheder. Så jeg spurgte konsulenten, men hun snublede i det. Tog det ikke så bogstaveligt, men lovede dog at få sin chef til at ringe og forklare mig det.

Han ringede et par dage efter.

Og jeg forstod simpelthen ikke, hvad manden fortalte mig. Forstod det ikke. Han kunne lige så godt have sagt noget om fyldte chokolader og virksomheder med creme. Dejligt og blødt lød det i hvert fald. Enormt rigtigt og langt bedre end et konkret slogan som fx ’Vi leverer til tiden!’

Det halve menneske

Et helt menneske må logisk set være et fuldendt menneske, medmindre man bevidst sigter lavere med sine udsagn. Men alle, der bruger begrebet, ­skylder en definition. Ikke at det gør indtryk, når man spørger, for nu har jeg talt med et par virksomheder, og logik og defini­tioner er ikke noget, de hænger sig i – måske fordi det forpligter. I stedet kredser de om noget med, at det hele menneske ikke går på kompromis, er tro mod sig selv og har et liv ved siden af jobbet. Men er det virkelig ikke andet? Reduceres det hele menneske så bare til at være ligesom min fætter? Eller til at være behageligt mantra, som ingen rigtig ved, hvad er, og som ingen derfor heller kan være uenig i.

Det, man kalder en gratis omgang.

Jeg mailede noget af min irritation til Svend Brinkmann, professor i ­psykologi og forfatter til den storsælgende anti-selvhjælpsbog ’Stå fast’. Brinkmann var til konference og kunne ikke tale med mig, men han svarede alligevel:

”Hej Carsten. Vi er vist meget på linje: Jeg mener (for at formulere det lidt spøjst), at virksomheder højest bør ­have at gøre med ’det halve menneske’ – nemlig den del af personen, der er ­relevant i en professionel sammenhæng. Og den anden halvdel – personens private, psykologiske, emotionelle osv. sider – skal virksomheden/ledelsen ikke blande sig i. Ellers kan resultatet let blive både stress og en slags varegørelse af personligheden, hvor alle sider af selvet skal optimeres og udvikles (jf. “Human Resources”) til gavn for virksomheden. Det må du gerne citere mig for.”

Så langt, så godt. Min fornemmelse sagde mig, jeg var på rette spor.

Det begynder i Japan

”Du drømmer ikke om, hvor meget fuldstændig psykoseagtig ledelseslitteratur, der er udgivet på anerkendte forlag,” ­siger forsker i arbejdsliv og ledelse ­Susanne Ekman, da jeg spørger, hvordan og hvornår det hele monster kom til ­verden.

Hun er adjunkt på Roskilde Universitet og har et knivskarpt blik for alt det bras, man hører fra ledelsesguruer og ­coaches om, hvordan man realiserer sine potentialer, bliver forløst og komplet. Ja, man savner faktisk en kristen tankegang, påpeger jeg, for dér er mennesket pr. definition fyldt med fejl – ufuldstændigt. Sådan er det nu engang at ­være menneske. Man skal ikke tro, at man kan blive perfekt. Det er tåbeligt at stræbe efter, og folk bliver stressede og ­syge af det.

Hvornår og hvordan landede det hele menneske iblandt os?

Ekman siger, at vi skal tilbage til begyndelsen af 1980’erne, hvor vestlige virksomheder kæmper for at overleve og for at bevare deres legitimitet. De ser misundeligt på Japan, hvor ledelse er noget helt andet end i Vesten: Man er organiseret i selvstyrende teams og er lydhør over for kreativitet. Det får vestlige ledere til at gå til angreb mod egne bureaukratiske styreformer.

”Riv pyramiderne ned!” bliver der pludselig råbt. Samtidig er 68’erne i gang med at protestere mod autoriteter, mod samfundet, mod arbejdslivet, mod virksomhederne og kapitalismen. ”Hvor blev det meningsfulde arbejde af?” lyder spørgsmålet.

”Man så pludselig et potentiale for at ophæve modsætningen mellem arbejdsgivere og arbejdere: Hvis man kunne frisætte arbejderne fra deres fængsel, ville de blive entusiastiske, kreative og dermed mere produktive,” siger Susanne Ekman.

I dag kan man ikke tiltrække medarbejdere med løfter om tryghed og forudsigelighed. Nu forventer folk et eksistentielt meningsfuldt job. At virksomhederne giver mulighed for, at man kan overskride sine begrænsninger og udvikle sig endeløst. Hjemme er bare et sted, man tanker op.

”Men begge parter har efterhånden ­fået det ambivalent med det her. De ­ansatte forventer på den ene side, at de får mulighed for at udfolde sig. På den anden side ønsker de, at virksomhederne sætter grænser, fordi de ender med at stå til rådighed med hele dem selv. Virksomhederne er også frustrerede, fordi de er nødt til at skabe de videste rammer for ikke at fremstå kedelige og for at kunne tiltrække de bedste. ­Begge ­parter er med andre ord frustrerede og ­bliver nostalgiske: De længes efter ­gamle dage.”

Tid og bæredygtighed

Alt kan lade sig gøre i de grænseløse virksomheder, men hvis det ikke ­lykkes for dig, er der kurser i selvudvikling, der er coaching og terapi, som kan vende din følelse af utilstrækkelighed – for man skal aldrig udholde noget, ­aldrig. Det hele menneske finder sig ikke i noget som helst. Og husk: Du arbejder ikke af pligt, men fordi arbejdet opfylder dig, du realiserer dit potentiale og dermed dig selv.

Længere kan man vist ikke komme fra en protestantisk arbejdsetik. 

”Forestillingen om den hele virksomhed og det hele menneske er kommet under pres i erkendelse af, at vi har ­begrænsede ressourcer. Jeg ser nogle forsigtige tendenser i retning af, at folk skruer ned for intensiteten på baggrund af reelle prioriteringer: Man ønsker at få tiden tilbage, og man ønsker bæredygtig­hed på flere planer. Det er en slags tilbagevenden til gamle dyder. Man kan ikke blæse og have mel i munden. Man er ved at erkende, at det hele menneske ikke findes,” siger Susanne Ekman.

Jeg tænker, at et slogan som ’Almindelige mennesker til almindelige virksomheder’ måske har en fremtid.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Niels Ulsø Kristensen
7 år siden
Det hele menneske, er vel afbalanceret mellem passende dele søvn, arbejde og fritid. Søvn delen er jo 7-8 timer, arbejdsdelen kan jo så bruges til at variere længden af fritiden med..