Kvindekamp 2.0

12.4.2016

af

Der er fortsat problemer med vold og kvinde­­undertrykkelse hos nogle etniske minoritetsgrupper, men på få år er der opnået store fremskridt, mener den dansk-afghanske jurastuderende og debattør Khaterah Parwani.

Khaterah Parwani

Født i 1984 i Afghanistan.

Opvokset i Urbanplanen med to søskende.

Bor på Nørrebro med sin kæreste.

Er i slutfasen af sit jurastudie.

Næstformand og juridisk rådgiver i Exitcirklen.

Modtog i 2015 Suzanne Gieses mindelegat.

Volden var en naturlig del af Khaterah Parwanis opvækst. Hendes forældre slog, fordi det var naturligt at gøre i Afghanistan – som familien flygtede fra, da hun var baby – ligesom det var hos mange andre i Urbanplanen på Amager, hvor Khaterah Parwanis familie boede.  

”De fleste af mine venner voksede op med vold. Det havde forældrene taget med fra deres hjemland, men der var også vold i etnisk danske hjem i Planen,” siger 32-årige Khaterah Parwani, som djøfbladet møder i hendes lejlighed på Ydre Nørrebro i København klos op ad Mjølnerparken.

I de seneste års samfundsdebat har det været stadig sværere at undgå at støde på Khaterah Parwani. I aviser, på TV og ikke mindst på sociale medier taler hun ofte om sprængfarlige emner som integration, kvinderettigheder og radikalisering. En radikalisering, hun selv oplevede en flig af, da hun som nyudklækket student flirtede med Hizb ut-Tahrirs politiske ideologi.

I dag er hun næsten færdig med sit jurastudie, samtidig med at hun bruger sine erfaringer i foredrag og debatter og i sit arbejde i organisationen Exitcirklen, som hjælper kvinder i voldelige parforhold og tilbyder mentorordninger for unge, der oplever vold eller social kontrol fra deres familier.

Noget Khaterah Parwani selv har kendt til i sin opvækst, og da hun senere blev forlovet med en voldelig mand, som hun til sidst forlod.

”Det er faktisk først i de sidste syv år af mit liv, at jeg har prøvet at leve i en hverdag, der er garanteret uden vold,” siger hun.

”Det hårdeste ved at møde min nuværende kæreste var faktisk at navigere i en dagligdag, hvor vold ikke eksisterer. Det lyder totalt absurd, men det sværeste ved at være sammen med ham var at acceptere, at han ikke reagerer med vold. Du venter hele tiden på, at volden indtræder under et stort skænderi, og på den måde bliver det også en trøst, når det sker.”

Khaterah Parwani var dog ikke kun et voldsoffer – hun havnede jævnligt selv i slagsmål. Men trods volden har hun altid elsket sine forældre højt, fordi de jo, når de slog, blot benyttede en opdragelsesmetode, der er normal i de fleste afghanske hjem. Men også fordi faren stoppede sin vold, da det gik op for ham, hvilke konsekvenser den havde for hans børn. På det tidspunkt var Khaterah Parwani 13 år.

”En aften, hvor han skulle til at slå, spurgte jeg ham, hvorfor en mand, som er poet og historiker, havde brug for at slå sine børn. Så sænkede han hånden og kiggede ned i jorden. Senere på aftenen kom han over til mig og sagde, at jeg aldrig måtte tvivle på, at jeg var det vigtigste i hans liv, og at det var slut med at slå. Den forvandling var det største mønsterbryderi, jeg har set i mit liv,” siger hun.

Systemfejl 

Exitcirklen blev stiftet af forfatteren og debattøren Sherin Khankan i 2014. Hovedformålet er at samle kvinder, der har oplevet psykisk vold og social kontrol, i samtalegrupper, som mødes ugentligt. Målgruppen er både kvinder med etnisk dansk og minoritetsbaggrund. Organisationen baserer sig på frivillige, der har relevant faglig baggrund, fx som terapeuter og socialrådgivere – og som for en dels vedkommende selv har erfaringer med at være i voldelige forhold. Ud over samtalegrupperne kører man også en række individuelle mentorforløb. Det er særligt her, Khaterah Parwani er aktiv.

”Jeg har altid vidst, at der var noget helvedes galt med systemet. Men det, der er allermest galt, er, at der er en kæmpe mangel på oplysning hos mange kvinder fra de etniske minoriteter. De aner ikke noget om deres rettigheder, og de ved slet ikke, hvordan de skal navigere i systemet. Jeg lærte først mine rettigheder at kende, da jeg startede på jura, men jeg blev samtidig skuffet over, hvordan systemet er elendigt rustet til at beskytte kvinder mod overgreb i praksis. Der er langt mellem jurastudiet og virkeligheden.”

”Det sker eksempelvis meget sjældent, at politiet sigter og anholder en mand, der har udsat sin partner for vold. Da jeg gik til politiet for otte år siden, stod jeg med et nærmest uigenkendeligt ansigt. Det eneste, politiet gjorde, var at give min ekspartner en advarsel. Jeg fik at vide af betjenten, at det var, fordi kvinden i mange tilfælde ender med at vende tilbage til sin partner.”

De seneste år er politiet og det sociale system blevet mere opmærksomme på den vold, der rammer kvinder fra minoritets-miljøer. Faktisk i en sådan grad, at Khaterah Parwani mener, at der er tale om en omvendt diskrimination.

”Lige så snart Fatima nævner noget med ’ære’, er det som om, systemet slår alarm med det samme. Hvis det er en Bente eller en Lotte, der dukker op med en brækket næse, rykker politiet sjældent ud omgående. Selvom minoritetskvinder er mere udsatte, så undskylder det ikke, at vi svigter majoritetskvinder. Vold er vold.”

Ud over at hjælpe unge, der kæmper med social kontrol og voldelige partnere, støder Khaterah Parwani også på enkelte unge, der er mere eller mindre radikaliserede, eller forældre, som bekymrer sig for deres børn, der er havnet i radikaliserede miljøer. Skønt der også er nogle få mænd, er de fleste unge i mentorforløbene kvinder. På sigt ønsker Exitcirklen derfor at starte initiativer, der kan hjælpe voldelige mænd med at lade være med at slå. For den indsats findes ikke i dag, ligesom der heller ikke var meget oplysning i Urbanplanen om kvinderettigheder, forklarer Khaterah Parwani.   

”Der kom ikke nogen feminister ud og lærte mig om rødstrømpebevægelsen. Men da jeg var 13-14 år, gik jeg i fuldt oprør – fx over, hvorfor det var normalt, at kvinder skulle servere for mændene. Jeg nægtede at lære at lave mad. Jeg ville ikke ind i det køkken.”

Oprøret fandt sted i et barndomshjem, som på den ene side var præget af vold, men hvor der også plads til diskussioner om religion, politik og kultur. Hvor faren var antinationalistisk og kritisk over for religion, var moren religiøs og meget stolt af Afghanistans kultur og historie.  

”Det gav os børn et kæmpe rum til at udvikle os. Folk udefra beskrev mit hjem som usædvanligt, for de følte sig velkomne, uanset deres religiøse eller etniske baggrund. Det gjorde det til et samlested, som var utroligt berigende at vokse op i. Jeg begyndte tidligt at interessere mig for filosofi, og indtil jeg var 18 år, troede jeg ikke på Gud. Det var selvfølgelig svært for min mor at acceptere, men hun rummede det trods alt. Og så kom hele min religiøse identitetskrise.”  

En personlig krise, der udfoldede sig i kølvandet på den skæbnesvangre tirsdag i 2001, hvor World Trade Center blev angrebet. Dengang gik Khaterah Parwani på Vester Borger-dyd Gymnasium.

Rodløs

”11. september ændrede alt. På mit gymnasium splittede det os mere eller mindre op mellem muslimer og ikke-muslimer. Og medierne fremstillede afghanerne, som om vi var et barbarisk folk, men det vidste jeg jo, at vi ikke var,” husker hun.    

Da den USA-ledede koalition invaderede Afghanistan, bad Khaterah Parwani og flere andre elever gymnasiets rektor, om ikke man kunne holde et minuts stilhed for de civile afghanske ofre på samme måde, som gymnasiet havde holdt et minuts stilhed efter terrorangrebet på USA. Det blev afvist af rektor.

”Det gav mig den samme følelse, som da jeg var barn og så, at kvinderne skulle være usynlige i køkkenet, mens mændene kunne sidde i sofaen og tale storpolitik. At der var en forudbestemt forskel på værdien af liv. I dette tilfælde følte jeg, at det var racisme,” siger Khaterah Parwani.

Daværende rektor Anne-Birgitte Rasmussen forklarer, at hun ikke erindrer, at en gruppe elever bad om et minuts stilhed for de afghanske ofre. Men hun vil ikke afvise, at de spurgte. Og hvis hun har afvist en sådan forespørgsel, var det fordi, den ikke ligesom mindehøjtideligheden for angrebet på USA var en national begivenhed, forklarer hun i dag.

Under alle omstændigheder var der i denne periode en følelse af eksklusion hos mange unge med muslimsk baggrund. Det blev udnyttet af fundamentalistiske grupper.

”Jeg ved ikke, om det var skæbnen, men lige i det øjeblik, jeg gik ud af rektors kontor, mødte jeg Hizb ut-Tahrir, der talte om, hvordan der gøres forskel på et amerikansk og et afghansk liv. Og de var i det hele taget gode til at tale den muslimske identitet op,” siger Khaterah Parwani.

I den sidste del af sin gymnasietid og i perioden efter blev Khaterah Parwani derfor draget af den religionspraksis, som hendes far altid havde været kritisk overfor. Efter sin studentereksamen begyndte hun at deltage i enkelte Hizb ut-Tahrir-arrangementer.

”Men så fandt min far en flyer fra dem i min taske og gik fuldstændig amok og sagde, at ’det bliver over mit lig’, fordi de mindede ham om de oprørsbevægelser fra Afghanistan, der altid gemte sig bag frihedens og retfærdighedens faner, men var reaktionære og ekstreme i praksis.”

Faren forbød hende at gå til flere møder med Hizb ut-Tahrir.

”Til sidst fik jeg en dyb depression, fordi min rodløshed var så dyb. Så besluttede mine forældre sig for at vise mig Afghanistan, så jeg med mine egne øjne kunne se, hvad udfaldet er, når man udnytter en bogstavtro tilgang til religion. Og den rejse ændrede mit liv.”

I 2003 rejste Khaterah Parwani med sin mor til Kabul for at besøge morens familie. Det blev et voldsomt møde med det krigshærgede land.

”En af mine smukke grandkusiner havde løftet op i sin burka på et lokalt marked, og som straf havde Taleban skåret i hendes ansigt med en kniv fra panden og ned over øjet og kinden. En anden sad fast i et ægteskab, hvor hun blev systematisk og brutalt mishandlet uden at kunne opnå skilsmisse. På den måde lærte jeg, at ingen af de parter, der i dag er i krig i Afghanistan, reelt kæmper for folkets interesse.”

Jeg slog igen

Samtidig med at turen afskrækkede Khaterah Parwani fra en forsimplet og stringent politisk tilgang til religion – i dag beskriver hun sig selv som agnostiker – fik den også rusket hende ud af depressionen.

Hjemvendt begyndte hun på en uddannelse som beklædningsdesigner, mens hun arbejdede i en herretøjsafdeling i Fields, hvor hun fik en blandet vennekreds. Senere mødte hun og for-elskede sig i en charmerende afghansk fyr. Og selvom hendes far var skeptisk over for bejleren, gav han sin tilladelse til, at det unge par kunne blive forlovet.

Parret fik en lejlighed og forberedte sig på deres bryllup. Samtidig følte Khaterah Parwani, at hun manglede bøger i sit liv. Siden hun var ganske ung, havde hun hjulpet til i den afghanske forening, som hendes far havde startet. Bl.a. ved at tolke mellem nytilkomne afghanere og danske myndigheder og advokater. Hun blev imponeret og fascineret af, hvordan man kunne bruge jura til at håndhæve sine rettigheder. Og opdagede, at der var stort behov for juridisk viden, både i minoritetsmiljøerne, men også i den etnisk danske underklasse. Derfor begyndte hun at læse jura, hvilket hendes forlovede ikke var glad for.

”Der begyndte kontrollen så småt. Hvis det stod til ham, skulle jeg ikke gå i skole med det modsatte køn. Han ville have mig til at være underlagt ham, og jeg modsatte mig hele tiden,” siger Khaterah Parwani.

Inden længe endte skænderierne ud med, at hendes forlovede bankede hende. Men hun kæmpede imod.

”Når han slog mig, slog jeg tilbage. Der var et tidspunkt, hvor han slog mig så hårdt, at jeg ikke forstår, hvordan jeg havde kræfterne til at rejse mig, men jeg slog igen og nåede at løbe ud af døren,” siger Khaterah Parwani. 

Hun tilføjer, at hendes ekspartner langtfra kun var kontrollerende og voldelig.

”Han var også sød, og han satte altid mig først. Det er de modsætninger, som gør det så kompliceret for alle kvinder i et voldeligt forhold. Kontrollen og volden sniger sig ind, og pludselig står man i et væld af overvejelser og følelser.”

Til sidst afbrød Khaterah Parwani forholdet og mødte kort efter sin nuværende kæreste, der har pakistansk baggrund, og som hun i dag bor sammen med. Selvom det tog år, før hendes ekspartner helt lod hende i fred, bærer hun ikke længere nag mod ham. For han var på sin vis også et offer.

”Han kendte jo ikke til andet, og i dag får voldelige mænd ingen hjælp til at komme ud af det dårlige mønster,” siger Khaterah Parwani.

Hun understreger igen behovet for, at samfundet gør mere for at hjælpe de mange voldsmænd, der har behov for støtte til at lære ikke at slå.

Store fremskridt

Når vi taler om det her, lyder det somme tider som om, man ikke kan finde en familie i Danmark med minoritetsbaggrund, uden at der medfølger vold og social kontrol. Hvor stort er problemet egentlig i dag?

”Ja, det er altid nemmere at italesætte vold og kontrol, så længe det handler om ’de andre’. Men problemet bliver helt klart mindre og mindre, og oprøret bliver mere og mere markant,” siger Khaterah Parwani.

Samtidig har de kampe, som de unge med minoritetsbaggrund tager, ændret sig i de sidste 15 år.

”Dengang handlede kampen om grundlæggende ting som at få lov til at tage en uddannelse eller bestemme, hvilken muslimsk mand man ville gifte sig med, eller om at få lov til at gå i bio-grafen med sine veninder. I dag er vi meget længere, og kampene handler om seksuel frigørelse, om at gifte sig på tværs af religion, om at have kærester, eller om at få LGBTQ (Lesbian, Gay, Bisexual, Transgender, Queer)-rettigheder.”

”Når man følger den offentlige debat, ser det tit ud, som om der ikke er sket en skid, men på 15 år har vi gjort meget af det, som det har taget danske kvinder generationer at opnå. Det hænger selvfølgelig også sammen med, at vi er i et samfund, hvor rammerne tillader, at vi kan føre den kamp. Men det er fandeme gået stærkt,” siger Khaterah Parwani.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Åse Lejbølle
8 år siden
Det er ikke helt rigtigt, at der ikke findes hjælp for voldelige mænd til at komme ud af volden. 'Dialog mod vold' er et offentligt tilbud til disse mennesker - fortrinsvis mænd. De tilbyder terapi og vist og gruppeterapi, og de seneste par år er de også begyndt at inddrage resten af familien og hjælpe særligt børnene.
Safia Aoude
8 år siden
Så er mit DJØF-blad dumpet ind ad brevkassen igen, og den superseje Khaterah Parwani pryder forsiden, med flammer omkring fødderne og det hele :) Det er brilliant, at DJØF også finder forsideplads til andre end Eurowoman/Euroman-segmentet i dansk jura, så det var en god start på min dag. Men....når det er sagt, så tænker jeg også, at der vist er ret lang vej igen, før vi ser muslimske kvinder i DJØF-bladet (og i andre fagmedier og i medierne generelt) blive smidt på forsiden uden at det partout skal handle om, hvordan vi er kravlet ud af ghettoen med blå mærker og nu kan sige:"Look, Ma, I´ve made it!". Successen er kun fuldkommen den dag, DJØF-bladets forside med en muslimsk jurist primært handler om vedkommendes faglige indsats og erfaringer, og ikke som vedhæng til en askepothistorie, hvor fordomme og antagelser om muslimske kvinder er hentet fra narrativer hos Klichétidende for Fantasiløse Journalister ;)