Gadgets til djøferen

8.4.2016

af

Nu kommer Sonys Virtual Reality-brille

Det vælter ud med Virtual Reality-briller lige nu, lige fra Oculus Rift over Samsung GEAR VR til HTC Vive. Sony er nu officielt på vej med deres PlayStation VR-brille, der som navnet antyder kan bruges sammen med en PlayStation. Er man sådan én, der godt kan lide at koble af med sin PS4, er det slet ikke nogen tosset idé at prøve at hoppe ind i den virtuelle virkelighed med PlayStation VR, når den kommer til oktober sammen med nogle af de omkring 160 VR-spil, der er på vej til PS4. ”Men der er jo længe til,” siger den årvågne læser nok. Ja, men man kan forudbestille allerede nu, og det bør man gøre, hvis man gerne vil have én. Det første oplag er nemlig allerede udsolgt, og man kan ellers komme til at vente rigtig længe på sin brille. 

DJ’ens yndlingspladespiller er tilbage

Der var engang, hvor DJs spillede rigtige vinylplader ude på klubberne. Siden blev disse erstattet af digital musik, men for nylig har vinylpladerne fået lidt af en renæssance, og vinylmarkedet er nu på størrelse med, hvad det var i 1988. Dengang var der kun én pladespiller, der virkelig rykkede hos DJs: Technics SL-1200-serien. Da vinylerne forsvandt, og musikfiler og streaming overtog det hele, døde både denne legendariske pladespiller og Technics-brandet. Men nu har Panasonic genoplivet Technics med en række produkter for feinschmeckere. Og sørme om ikke også SL-1200 er tilbage. Den har fået et helt nyt og bedre design indvendigt, men på ydersiden ligner den sig selv. Prisen er dog en helt anden end i 80’erne og 90’erne. Den kommer til at koste op mod 27.000 kr., når den lander senere på foråret. 

Månedens gadget-bommert

iPhone SE

Når det gælder gadgets, er der virkelig tale om en smagssag. Så der skal nok være dem, der synes, at iPhone SE er en rigtig god idé. Og det ser da også sådan på overfladen. Man får de samme CPU-hestekræfter som i den nuværende topmodel, blot i et seks år gammelt design og med en skærm på fire tommer – eller det samme, som standarden var i 2012, hvilket gør en del apps svære at bruge. Den har NFC, masser af LTE-bånd og de nyeste Bluetooth- og Wifi-teknologier ombord ... hvilket alle telefoner, der ikke står Apple på, har som standard. Den har det samme kamera på bagsiden som iPhone 6S, men selfie-kameraet på forsiden er på 2012-niveau. Men så er det jo godt, den ”kun” koster fra 3.699 kr. 

Den stærkeste iPad bliver mindre

Det var populært, da Apple lancerede iPad Pro for nogle måneder siden. Men mange, der var besnærede af idéen om at skifte laptoppen ud med en tablet, syntes, at Pro’en var for stor. Derfor har Apple nu lanceret en ny iPad Pro i samme størrelse som almindelige iPads – altså med 9,7 tommers skærm. Ellers kan den det samme: Den har Apples kraftige A9X-CPU, fire højttalere og en skærm med en høj opløsning, hvilket også giver mulighed for at bruge pennen Pencil. Det sidste gør det muligt at tegne og skrive ret præcist på skærmen. Til forskel fra den store iPad Pro har den nye også TrueTone ombord – en funktion, der sætter lystonerne på skærmen efter baggrundsbelysningen, hvilket er bedre for øjnene. Den kan naturligvis også bruges sammen med et Smart Keyboard og starter ved 5.299 kr. 

Disse apps skal du downloade i denne måned:

Cortana (iOS/Android)

Det går ikke så godt for Microsofts smartphone-platform, Windows Phone. Men den har én fordel: Dens indbyggede, virtuelle assistent, Cortana. Microsofts bud på Siri eller Google Now fungerer ifølge mange anmeldere langt bedre end konkurrenterne, og derfor har Microsoft nu lanceret den til både iOS og Android. Cortana forstår ikke dansk endnu, men bruger man den på engelsk, er det næsten som at have en levende sekretær.

Hermit (Android)

Vil du gerne spare på dit smartphone-batteri? Så kan Hermit hjælpe. I stedet for at installere strømslugende apps som Facebook og Twitter, kan du via Hermit tilgå disses mobile websider i stedet – hvilket ikke bruger lige så meget strøm. Men Hermit er ikke bare en browser. Den sørger for, at du stadig får notifikationerne fra de forskellige apps, og at de ser ud som og ligner apps på din skærm.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet