Stress-knockout

9.3.2016

af

Illustration: Mikkel Henssel

Illustration: Mikkel Henssel

Hvad gør du, hvis stressen har så hårdt et tag i dig, at du ikke magter mere? Hvem skal du kontakte, og hvilke forpligtigelser har du over for din arbejdsgiver?

Du har næsten ikke lukket et øje, og sådan har det været de seneste mange nætter. Alligevel har du tvunget dig selv til at gå på arbejde. Du får sat dig op på sengekanten, og så bryder du sammen. Du kan bare ikke mere.

Har du oplevet noget tilsvarende, er du ikke alene. For selv om det er meget vigtigt at tage stress i opløbet, er det desværre langtfra alle, det lykkes for, siger chefkonsulent Christina Mette Toft fra Djøfs Karriere & Erhverv.

”Det er typisk én selv, der sidst erkender det, og nogle finder først ud af det, når de kollapser – simpelt­hen fordi stress i kroppen og selverkendelse fra biologiens side ikke følges ad. Samtidig er symptomerne på stress tit diffuse, og kroppen vænner sig til stresstilstanden, og det betyder igen, at man negligerer de signaler, man får.”

Når du kommer helt derud, kan det være svært at overskue noget som helst: Hvem skal du kontakte, hvor kan du få hjælp, og hvilke forpligtigelser har du over for din arbejdsgiver?

Du skal have en konkret rådgivning om, hvordan du kommer videre. Men det er ikke nu, du skal i gang med at udvikle dig personligt. Du skal derimod have ro, så dit system kan komme i balance igen, siger Christina Mette Toft.

Den svære samtale

Det kan være noget af en overvindelse at ringe til din nærmeste leder, hvis du ikke fornemmer, at jeres forhold er baseret på tillid og åbenhed, siger Lis Lyngbjerg, der er specialist i stress og ledelse. Men hun anbe­faler på det kraftigste, at du holder kontakt til din arbejdsplads, hvis du ­bliver nødt til at sygemelde dig på grund af stress.

”Hvis du ikke selv kan overskue det, kan du bede en kollega om at tale med din chef. Du kan også ringe til HR ­eller til en leder, du har tillid til. Kontakten til arbejdspladsen er ­afgørende – ellers bliver det alt for svært at ­vende tilbage igen.”

Det er Lis Lyngbjergs erfaring, at du rent faktisk kan få en fin støtte og opbakning fra langt de fleste ledere – bare du ­inddrager dem.

”En akut sygemelding er noget af det værste, en leder kan komme ud for. Og de fleste tænker: ’Hvad overså jeg? Hvad kunne jeg have gjort?’ Giv dem chancen for at komme på ­banen. Som regel handler det om misforståelser og dårlig kommunikation.”

Sov godt

Når du er helt oppe i det røde felt på grund af stress, handler det i allerførste omgang om at sove ud og hvile, så du kan få alarmtilstanden og den akutte stress ud af kroppen, siger Lis Lyngbjerg. Og det kan godt betyde, at du bliver nødt til at være hjemme fra arbejde i nogle dage, i en uge eller to – eller længere, alt efter hvor belastet du er.

”Men det kan også foregå, mens du stadig arbejder. Det er individuelt, hvordan man finder en model til at få sovet ud. Det afgørende er, at der er opbakning fra ægtefælle, børn, lederen, vennerne og kollegaerne. Du skal helt væk fra tankerne om: ’Jamen, jeg bliver jo nødt til at stå op for at spise morgenmad med børnene, eller jeg bliver nødt til at deltage i det møde’. Langt, langt de fleste ledere vil sige ja til, at man kun kommer, når man kan,” siger Lis Lyngbjerg.

Det er ikke ualmindeligt, at man får det endnu dårligere, når man bliver sygemeldt med stress, siger Christina Mette Toft. Men det skal du ikke blive forskrækket over, under­streger hun.

”Det optimale er selvfølgelig at tage stressen i opløbet. Lyt til din familie, til dine venner eller kollegaer – de ser det tit, før du selv gør. Ender du alligevel i det røde felt, er det helt normalt, at du på kort sigt får det værre, når du erkender det og lytter til, hvad din krop har forsøgt at fortælle dig. Og det er helt ok. Her kan dét at skrive en indkøbsseddel være helt uoverskueligt. Derfor skal du i første omgang give dig selv lov til at trække stikket fuldstændig,” siger Christina Mette Toft. 


Hvad skal du gøre?

Kilder: Christina Mette Toft og djoef.dk 

Erkendelse: Mange er fyldt med skam, skyld og dårlig samvittighed, men du bliver nødt til at forstå, at du er syg – formentlig med hjælp fra en ægtefælle, kollega, en leder eller HR, fordi det af biologiske årsager kan være svært at erkende selv. Men husk - du går heller ikke på arbejde, når du har influenza.

Ring til lægen: Lægen kan vurdere, om du har brug for en sygemelding.

Ring til Djøf: Djøf kan hjælpe dig med, hvordan du går i dialog med din arbejdsgiver, og hvad du er forpligtet til. De kan også rådgive dig om symptomer, hjælpe med at finde frem til, hvad der belaster dig, og med at lægge en handlingsplan.

Kontakt til arbejdsgiver: Din arbejdsgiver skal ifølge lovgivningen indkalde dig til en såkaldt mulighedssamtale senest fire uger efter sygemelding. Den kan foregå personligt, via telefon eller mail. Det er individuelt, hvornår din arbejdsgiver beder dig om en lægeerklæring. 

Ro: Dit system skal have ro, hvis du skal have has på dit tankemylder. Sæt dig i sofaen og se tv-serier. Du skal ikke tjekke mails, og det er heller ikke nu, du skal male børneværelset. Giv dig selv lov til at trække stikket. Få overdraget akutte sager og lav en aftale med din arbejdsgiver om, at du lukker ned for mails og telefon.

Søvn: Du skal sove ud – helt ud. Ellers får du ikke den akutte stresstilstand ud af kroppen.

Motion: Motion er godt som forebyggelse for stress, men ikke som helbredelse, fordi det får dig til at producere flere stresshormoner i kroppen. Du kan dog godt gå eller cykle små ture, hvis det føles godt for dig.

Dokumentation: Er du syg i mere end 14 dage, kan din arbejdsgiver kræve en såkaldt varighedserklæring fra din læge. Arbejdsgiver har ikke krav på at vide, hvad du fejler.

Kontakt til kommunen: Hvis du er syg i længere tid, skal kommunen følge op på din sag inden otte uger fra sygemelding. Du bliver indkaldt til individuel samtale.

Hjælp: Lige nu og her handler det om ro – måske med støtte fra en professionel stresskyndig. Det kan ske via din arbejdsplads, hvis den har en psykologordning, eller via din sundhedsforsikring, hvis du har sådan en. I nogle kommuner kan din læge også henvise dig til en af landets syv arbejdsmedicinske klinikker.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Mikkel
8 år siden
Tag en snak med din forsikring eller pensionsselskab om du har forsikring mod tab af arbejdsevne, så får man lidt mere at leve for hvis det går galt. De fleste ender på sygedagpenge efter opsigelse/fyring og derefter på endnu lavere ydelse, som fx resourceforløb (ca. 14.000 før skat). Sats på at blive rask inden 5 år, så kan man gå på dagpenge stadigvæk. held og lykke (en stressramt tidligere leder, syg på 18. måned)