Gamle data bag Finansministeriets skatteberegninger

9.3.2016

af

Illustration: Mikkel Henssel

Illustration: Mikkel Henssel

Finansministeriet anvender et studie baseret på 20 år gammel empiri, når det beregner effekten af topskattelettelser. Studiet får kritik for at være forældet og mangelfuldt.

Det videnskabelige studie, som Finansministeriet bruger til at vurdere, hvad en lavere marginalskat vil betyde for arbejdsudbuddet, er så forældet, at det reelt er ubrugeligt.

Sådan lyder kritikken fra økonom og professor fra Institut for Samfunds­videnskab og Erhverv ved ­Roskilde Universitet Bent Greve. Samtidig ­på­peger professor og tidligere overvismand for Det Økonomiske Råd Christen Sørensen metodiske mangler i ­studiet, som ifølge ham gør det uan­vendeligt i dag.

Centralt i både den nuværende og tidligere regerings økonomiske politik er ønsket om at øge arbejdsudbuddet, da et større udbud af arbejdskraft ifølge de gængse teorier med tiden vil føre til, at der bliver skabt flere jobs.

Et vigtigt punkt i Finansministeriets økonomiske modeller er derfor, hvilke konsekvenser det vil have for arbejdsudbuddet, hvis man hæver eller sænker skatten. Hvis en skattelettelse skaber større arbejdsudbud og dernæst flere jobs vil den også skabe flere skatteindtægter, og det har stor betydning for, i hvor høj grad en skattenedsættelse vil være selvfinansierende. Jo større grad af selvfinansiering, ­desto “billigere” er det for statskassen at ­reducere eller fjerne en skat.

Når Finansministeriet udregner, hvilken effekt en reduktion af skatten har på arbejdsudbuddet, arbejder ministeriet med en såkaldt arbejdselasticitet på 0,1 procent. Det betyder kort sagt, at arbejdsudbuddet vil stige med 0,1 procent, hvis marginalskatten – skatten på den sidst tjente krone sænkes med 1 procent.

Gulerod eller hængekøje

Når man skal finde arbejdsudbuds­elasticiteten, er der typisk to modsatrettede tendenser, man skal være opmærksom på. På den ene side vil en skattelettelse anspore en person til at give den en ekstra skalle på arbejdet, fordi det vil give hende et større økonomisk udbytte.

Denne tendens kaldes substitutionseffekten eller populært gulerodseffekten. Rationalet er, at en person vil have lyst til at arbejde mere, fordi hun nu ikke bliver beskattet så hårdt på sin sidst tjente krone. Det er derfor, at en skattelettelse ikke nødvendigvis kun vil ­være en udgift for staten, da de penge, det koster at sænke skatteprocenten, bliver tjent ind ved, at folk arbejder mere end før. Med andre ord vil man i stedet for at beskatte en lille kage hårdt beskatte en større kage mindre med det samme resultat for de offentlige finanser.

Omvendt vil man med en skatte­lettelse kunne arbejde mindre, men få udbetalt det samme i løn. Synes man, at man tjener nok i forvejen og ­hellere vil have mere fritid, kan en skattelettelse medføre, at man arbejder mindre. Dermed falder statens skatteindtægter. Det kaldes indkomsteffekten eller hænge­køjeeffekten. Det store spørgsmål er så, hvilken af de to effekter der er stærkest.

Som nævnt opererer Finansministeriet ligesom Det Økonomiske Råd med en arbejdsudbudselasticitet på 0,1 procent. Altså at en nedsættelse af ­marginalskatterne vil medføre, at folk arbejder mere. Eller med andre ord: At gulerodseffekten er større end hængekøjeeffekten.

Men Finansministeriets valg af elasticitet på 0,1 procent baserer sig på ét enkelt dansk studie (Frederiksen, ­Graversen og Smith 2001, red.), hvis empiri er en ­spørgeskemaundersøgelse med 450 respondenter og registerundersøgelse af 2.441 personer fra 1996. Det fremgår af Regneprincipper og ­Modelanvendelse i Finansministeriet og Fordeling af Incitamenter 2002 fra Finansministeriets hjemmeside.

Studiet kritiseres af Bent Greve, der nævner en lang række kritikpunkter, herunder at empirien er fra 1996.

Han påpeger, at vi lever i en mere velstående tid end dengang, og at der er en stigende tendens til at vurdere mere fritid som vigtigere end højere indkomst, jo mere velstående et samfund er.  

”Studiet bygger på empiri, der er 20 år gammel, og siden dengang er samfundet blevet meget rigere. Og så viser al forskning, at man hellere vil arbejde mindre. Så jeg tror simpelthen ikke på, at der er den gulerodseffekt længere, og derfor bliver resultaterne i Finansmini­steriets udregninger forkerte,” siger Bent Greve.

Studiet udelader vigtige effekter

Samtidig udelader studiet ifølge Christen Sørensen to fundamentale præmisser i sine udregninger.

”Jeg mener, at modellen i studiet er fejlspecificeret, altså forkert, fordi den udelader to vigtige effekter. Den første er, at der ikke tages højde for, hvordan en øgning i éns arbejdsudbud vil påvirke éns samlevers arbejdsudbud. Hvis en mand begynder at arbejde mere som følge af en skattelettelse, er der jo stor sandsynlighed for, at hans hustru vil gå ned i tid, fordi der jo skal være en, der henter børnene, siger Christen ­Sørensen.  

Derudover ser studiet kun på, hvordan en skattereduktion vil påvirke arbejdsudbuddet i ét enkelt år.

”Hvis jeg fx får en skattelettelse og derfor arbejder mere og tjener flere penge, vil det også påvirke mit arbejdsudbud i de kommende år, således at jeg risikerer at ville nedsætte min arbejdstid, fordi jeg med en skattelettelse hurtigere får afbetalt mit hus,” siger Christen Sørensen.

”Havde man medregnet de to præmisser i modellen i studiet, var man formentlig kommet frem til en lavere arbejdsudbudselasticitet,” lyder hans vurdering.

”Den model, de har lavet her, får for høje substitutionseffekter og for lave indkomsteffekter, og derfor kan deres resultater i princippet blive vendt rundt. Elasticiteten kan i princippet være nul eller endda negativ,” siger Christen Sørensen.

Den vurdering deles af Bent Greve:  

”Jeg er enig i, at de to perspektiver mangler i undersøgelsen. Det vil give en større hængekøjeeffekt og dermed en lavere elasticitet,” siger han.

Christen Sørensen understreger, at han synes, at studiet fungerer fint som en undersøgelse af udviklingen i et ­afgrænset tidsrum.  

”Jeg siger ikke, at det ikke kan ­være, at det forholder sig sådan, at det øger arbejdsudbuddet at sænke skatterne. Men man kan ikke sige, at det forholder sig sådan ud fra dette studie. Det er en statisk analyse, der kan give et overblik over én enkelt periode. Men den kan ikke bruges til at sige noget om fremtiden,” siger Christen Sørensen.

En af studiets forfattere, professor ­Nina Smith, bekræfter, at studiet ikke inkluderer de to parametre.

”Jeg er enig i, at disse effekter, som Christen Sørensen nævner, ikke er med i vores studie. Men jeg kunne nævne andre effekter, der heller ikke er med, og som ville trække i den modsatte retning, så derfor vil jeg ikke skrive under på, at vi overvurderer effekten af skatteændringer. Der findes masser af international litteratur på dette område, og jeg har også selv lavet andre publicerede undersøgelser, der tager hensyn til ægtefæller, og de er ikke meget anderledes,” skriver Nina Smith i en mail.

Nina Smith tilføjer, at hun sammen med de andre forfattere – og i dialog med internationalt anerkendte forskere – opdaterede studiets estimationsmetoder og udgav en ny og forbedret ­version i 2008.

Det mest retvisende skøn

Samtidig bakkes studiets resultater op af en anden tidligere overvismand i Det Økonomiske Råd, Torben M. Andersen, der er professor ved Institut for Økonomi ved Aarhus Universitet. Han pointerer, at selv om studiet er det eneste, der isoleret set kigger på skat og arbejdsudbud, er dets konklusioner valide. Og selv om tallene ikke er signifikante for mænd, så viser de en målbar elasticitet for kvinder.  

”Studiet finder ikke voldsomt store elasticiteter, men det finder jo trods alt nogle,” siger Torben M. Andersen.  

I Finansministeriet oplyser afdelingschef Lars Haagen Pedersen, at en arbejdsudbudselasticitet på 0,1 procent ved en sænkning af marginalskatten er det bedste bud, man har, men at det mangler ny forskning, der udelukkende ser på ændringer i marginalskattens ­betydning for arbejdsudbuddet.

Men desuagtet disse overvejelser bruger Finansministeriet stadig en elasticitetsgrad, som bygger på 20 år gamle data. Kan de tal stadig bruges i dag?

”Det er et godt spørgsmål. Det er klart, at på et tidspunkt skal man opdatere de der skøn. Vi forsøger jævnligt at opdatere vores regnemetoder, og så tager vi én del af gangen. Senest har vi lavet en ret stor ændring i måden, vi vurderer ændringer i dagpengesystemet – i forbindelse med Dagpengekommisionens arbejde. Og når du spørger, om jeg ikke synes, de her tal er lidt gamle, så vil jeg svare, at jo, det er et af de steder, hvor vi godt kunne begynde at kigge på, om vi skulle lave nogle nye analyser,” siger Lars Haagen Pedersen.

Han tilføjer, at Finansministeriets ­tilgang er at lægge baggrunden for regnemetoderne åbent frem, samtidig med at man anerkender, at der er en vis usikkerhed om tallene.

”Det er jo klart, at vi ikke på ­dette område kan svare politikerne, at der er stor usikkerhed, og derfor kan vi ikke vurdere det, når de spørger om effekten af en skatteændring. Derfor siger vi i Finansministeriet, at vi lægger de her principper til grund, og med udgangspunkt i de usikkerheder, der er, så vil det have denne her effekt at ændre på topskatten,” siger Lars Haagen ­Pedersen.

“Det er vigtigt for mig at tilføje, at der er andre områder, hvor vi ikke har tilstrækkelig viden til at kunne sige noget om effekten, fordi der ikke er lavet undersøgelser. I de tilfælde indebærer ­Finansministeriets regneprincipper, at der ikke indregnes en effekt.”

Lars Haagen Pedersen tilføjer, at ­Finansministeriet altid lægger deres regneprincipper ud på ministeriets hjemmeside.

”Det er næsten den eneste måde, man kan gøre det på, for vi skal jo hjælpe politikerne med at svare på det, de ønsker. Og så må vi stå på mål for vores regnemetoder. Og det er rigtigt, at de er usikre, men sådan er det. Vi kan ikke gøre andet end at give vores bedste vurdering, som vi tilstræber skal være det mest retvisende skøn for de forventede effekter,” siger han.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Kurt Nielsen
8 år siden
'På lang sigt er beskæftigelsen bestemt af arbejdsudbuddet'. Jeg har virkelig svært ved at se logikken i det udsagn. Kan nogen forklare mig, hvordan det hænger sammen? Jeg mener: De må jo være himmelhenrykte i lande som Kina, Indien og hele Sydamerika og - ikke mindst - Afrika, hvor jeg har indtryk af, at arbejdsudbuddet er kolossalt. Hvad er det, jeg ikke har forstået?
Per Rasmussen
8 år siden
Interessant læsning. Jeg kan ikke af artiklen læse, om der i finansministeriets beregninger er taget højde for, at hvis vi er nogen som arbejder ekstra udover fuld tid, vil der være andre, der ikke får ansættelse, og som må understøttes af skatteindbetalinger. Konsekvensen af dette vil nok ikke mindske skatteindtægterne, men medføre øgede udgifter for samfundet.