Mit hemmelige arbejde

Uanset hvilket job jeg har haft, har jeg samtidig haft hemmeligt arbejde. Og uanset hvor mange gange jeg har fortalt mig selv, at mit lønnede arbejde er udviklende, udfordrende og nogle gange direkte sjovt, har der alle steder været dræbende kedelige perioder, dødssyge møder – dødssyge møder – noget man blev sat til af en chef. Perioder, hvor de andre så ud til at boltre sig.

Alle oplever det. Kedelige perioder. Og man spørger sig selv: Er det det værd?

Men det er faktisk ikke derfor, mange af os har hemmeligt arbejde. 

Jeg spurgte mine venner, hvad de egentlig går og laver ved siden af. Én arbejder på en gård med en masse får. Gården ligger med udsigt over fjorden. Om sommeren sover han middagslur i skyggen af en 200 år gammel rødbøg. En anden har sit lille Bed & Breakfast. Verden kommer til hende og får serveret kaffe og hjemmebagte boller i hendes højloftede stue.    

Jeg selv er skovhugger. Vi er som regel et hold på fem-seks stykker. Det er hårdt arbejde, men det giver mening på flere planer. Når det er frokost, sidder gutterne og jeg på en fældet gran og spiser madpakkerne. Der dufter af harpiks. Lige som grankoglen jeg af en eller anden grund har liggende i skrivebordsskuffen fra sidste gang, jeg var i skoven med min kone. Hun har selvfølgelig hørt om mine ture i plantagen. Hun siger, jeg ikke ville kunne holde til hårdt fysisk arbejde til dagligt. 

Sidste år lavede Gallup en verdensomspændende undersøgelse for at finde ud af, om folk er tilfredse med deres job. Det viser sig, at 90 procent bruger de vågne timer på noget, de i virkeligheden slet ikke gider. De står eller sidder garanteret og dagdrømmer dagen lang om et andet job. Næsten altid noget ude i naturen. 

Filosoffen og økonomen Adam Smith skrev i 1776 værket ’The Wealth of Nations’. Han betragtede mennesket som naturligt dovent. Ifølge Smith arbejder vi kun for pengene. Sådan er det måske, når man står ved et samlebånd. Men ikke når man selv bestemmer ret så meget, har muligheder, og chefer og kolleger man decideret lærer noget af. Sådan har mange djøfere det formentlig.

Det er nøjagtig det, psykologiprofessoren Barry Schwartz kommer frem til i sin nye bog ’Why we work’. Dem, der har noget at skulle have sagt, elsker faktisk at arbejde. Men derfor kan man sagtens stadig have noget ved siden af. Et sted, hvor man bruger motorsav og økse og alle griner, når nogen bøvser.