Finansmanden, der vil redde civilisationen

Før 2013 var Lars Tvede ikke på ret mange danskeres radar. Mest kendt var han i finans- og iværksætterkredse, hvor han gik som gulddrengen, der allerede som 20-årig havde arbejdet sig til en vingård i Andalusien, som 30-årig var kåret som en af Riskær-koncernens største stjerner og som 40-årig havde grundlagt et selskab, der blev 45 milliarder kroner værd på børsen, hvoraf godt den ene milliard var hans egen. En formue, han dog ­senere tabte med et brag, men også fik delvist genrejst. Lars Tvede er nemlig først og fremmest finansmand og serie­iværksætter – men også med hang til skriverier, bl.a. udmøntet i en stribe fagbøger.

Men for 10 år siden skete der noget. Under arbejdet med kildefortegnelsen til en ny bog om økonomisk ­teorihistorie gjorde han en overraskende opdagelse: Samtlige kilder til bogen kom fra den vestlige verden. Det fik ham til at lægge den næsten færdige bog til side for en stund. En googling af Nobelpristagernes oprindelse igennem tiden viste samme billede. Og efter at have gravet mere dokumentation frem stod Lars Tvede med den opsigtsvækkende kalkule, at 97 procent af al kreativ tænkning i verden fra 800 f.Kr. og frem til 1950 var foregået i Vesten. Mens kun tre procent altså var kommet fra andre civilisationer, som vel og mærke havde tegnet sig for 90 procent af befolkningen.   

Går evolutionsvejen

Den observation var så overvældende og gjorde Lars Tvede så nysgerrig, at han lagde finanskasketten fra sig for en periode og begav sig i evolutionsforskernes fodspor. Især for at afklare, hvad der fik Vesteuropas kreativitet til at spire efter Romer­rigets fald i 476, og hvorfor den så lige eksploderede fra 1450. Men også hvad det er, der altid har fået civilisationer til at skiftes til at dominere hinanden i vækst og udvikling, hvorfor historiens 200 største af slagsen alle er endt med at gå til grunde. Og endelig også hvad der gør, at den vestlige civilisation nu er begyndt at krympe sig under gældskriser, pessimisme og skyhøj arbejdsløshed.

Svarene udkom i bogen ’Det kreative samfund’ i 2013. Et mammutværk, som blev ekstremt anmelderrost og sammenlignet med værker som Tor Nørretranders’ ’Mærk verden’ og Malcolm Gladwells legendariske ’Tipping Point’. Med ét udvidede Lars Tvedes finanstunge CV sig med titler som udviklingsteoretiker og evolutionsfilosof, og det har siden gjort ham til en travl international oplægsholder og TED Talker om civilisationers udvikling og kreativitet.

Kreativitet skaber civilisationer

”Mange udviklingsteorier hævder jo, at det er klima eller ­naturressourcer, der bedst forklarer civilisationers udvikling. Men det mener jeg ikke. Den største drivkraft derimod har været vores evne og vilje til at fremme kreativitet. Det er vigtigt at forstå. For det er samme kreativitet – eller snarere mangel på samme – der forklarer, hvorfor civilisationer også går til grunde. Som den vestlige verden viser anløb til i dag,” ­fortæller Lars Tvede.

Han har sat djøfbladet stævne til morgenkaffe på Hotel d’Angleterre. Men undskylder med det samme, at han bliver nødt til at afkorte interviewet, da han skal ud og købe et slips og et par manchetknapper, som han glemte, da han i al hast dagen før forlod hjemmet i Zug i Schweiz, hvor han bor med sin familie. Dem skal han nemlig bruge, når han senere på dagen skal på scenen på Hotel Hilton i Kastrup for at tale på en innovationskonference. Igen om samme tema: Kreativitet som drivkraft for civilisationers udvikling. Ligesom han gjorde det ugen før på en TED Talk i London og skal igen ugen efter i Zürich og næste måned i Malmø.

Decentrale styringsformer skaber nye idéer

Der er efterspørgsel efter Lars Tvedes budskab i disse år. Det bryder nemlig både med de gængse udviklingsteorier om, hvad der har udviklet mennesker og imperier gennem historien. Men langer også kraftigt ud efter den vestlige verdens nyere udvikling, som ifølge Tvede er ved at kvæle de kreative processer, som vi skal leve af fremover, hvis vi skal beholde førertrøjen på verdensplan.

”Hvis man anerkender, at kreativiteten er kernen til samfundsudvikling, bliver det centralt at forstå, hvordan den ­opstår. Hvorfor er nogle samfund fx hyperkreative og andre slet ikke? Jeg fandt ud af, at kreativitet opstår, når man har små, konkurrerende enheder, der også har let ved at samarbejde. Og at den omvendt ødelægges, når magt centraliseres og monopoliseres,” siger finansmanden.

Ser man tilbage på inkaernes imperium, Romerriget, Babylonien, mogulerne, egypterne, kineserne – som dominerede i over 2.000 år – og nu senest Vesten, som har slået alle hid­tidige rekorder for udviklingshast, så deler de ifølge Tvede ­alle én ting. De er begyndt at spire, fordi de for en tid har været kreative, hvilket deres samfundsform har gjort muligt.

”Efter Roms fald blev Vesteuropa opløst i tusindvis af bystater, og det var dér og kun dér, at kreativiteten blomstrede. Og selvom vi i dag ser på middelalderen som en primitiv og underudviklet periode, var det den, der gav Vesten afsættet for vores dominans i dag. Igen primært fordi Europa dengang var opdelt i små hertugdømmer og stater, som konkurrerede om penge og talent. Det affødte en enorm idérigdom og førte, som vi jo ved, til kædereaktionen af renæssance, oplysningstid, reformation og videnskabens fremskridt og så videre,” ­siger han.

Tæt på at gentage Roms fald

For Lars Tvede er dette den vigtigste pointe. Både i hans seneste bog og når han står på scener rundt omkring i verden. For det er nemlig også den, der forklarer, hvorfor Vesten i dag efter hans vurdering er godt i gang med at sande til: På grund af centralisering, overregulering og bureaukratisering.

”I mine øjne er vi ikke ret langt fra en gentagelse af Roms fald. Og det særligt opsigtsvækkende i vores civilisations tilfælde er, at vi har teknologier, der udvikler sig ­eksponentielt og burde få vores økonomier til at gøre det samme. Men samtidig har styreformen udviklet sig i en eksponentielt dårlig retning. Derfor udbalancerer de kræfter hinanden, så vi nu både stimulerer og strangulerer udviklingen samtidig,” ­siger han.

Ligesom det var ­centralisering og magtkorrumpering, der ødelagde Romerriget, Kinas imperium og en masse andre før og ­siden – herunder ­senest Firenzes og ­Venedigs storhed i 1400- og 1600-tallet – mener Lars Tvede, at en tiltagende koncentration af magt og regulering nu er ved at dræbe Europa. En proces, som satte ind med etableringen af velfærdsstaterne i midten af sidste århundrede, men som også er forværret med en tiltagende centralisme og overregulering i EU.

Staten for stor

”Jeg kan godt forstå, at man for snart 100 år siden ikke kunne forudse de langsigtede bivirkninger af velfærdssystemerne. Men i dag er de åbenlyse negative konsekvenser altså kendt stof,” siger Lars Tvede.

Han mener først og fremmest, at velfærdsstaterne har ført et kulturelt normskred med sig, bl.a. fordi skattetrykket er blevet så højt, at det har nedbrudt både skattemoralen, ydelsesmoralen og arbejdsmoralen.

”Danmark burde have verdensrekord i iværksættere. Vi har en stærk kreativ kultur på grund af en høj tradition for at eksperimentere, en stor åbenhed for ny teknologi og derudover en lav autoritetstro, som gør folk villige til at gå nye ­veje. Men også den laveste målte arbejdsmoral i hele verden. Og hvorfor? Fordi incitamentet til at arbejde er for lille, da skatteniveauet er blevet for højt,” siger han.

Som klassisk liberal tænker nævner Lars Tvede også den såkaldte Laffer-kurve. Den viser, at når man har nået et vist skattetryk, vil et lands skatteprovenu begynde at falde, uanset om man bliver ved med at hæve skatten, fordi folk ikke længere synes, at det kan betale sig at arbejde. Et punkt, som Lars Tvede mener, vi for længst har passeret.

”Men et lige så afgørende sygdomssymptom i dag er den magtcentralisering og overregulering, som også præger den vestlige verden. Den betyder, at vi som mennesker har ­mistet følelsen af reel indflydelse i samfundet, hvilket igen har ødelagt den optimisme og personlige ansvarsfølelse, der skal til for at ­skabe ­dynamik og vækst,” ­siger han.

Han er ikke per definition imod EU, men beklager, at det, der startede som et ønske om at lave love for at sikre fri bevægelighed og etablere standarder, der kunne fjerne bureaukratiske barrierer, er endt i det modsatte. En manualmentalitet og en lovjungle, som er kvælende og destruktiv på både det private og erhvervsmæssige plan.

Schweiz som idealsamfund

”Det handler om at forstå, hvad der får samfund til at blomstre. Og jeg mener, at hvis man kigger på historien, er det tydeligt, at det aldrig nogensinde har været topstyring og ­regelrytteri, men gode græsrodsbetingelser og altså samfunds evne til at skabe nogle grundlæggende rammer og vilkår – og så ellers lade borgerne udfylde dem ved at inspirere hinanden,” siger den evo­lutionsinteresserede finansmand, der på det personlige plan selv har taget konsekvensen ved at flytte derhen, hvor kreativiteten efter hans mening har bedst vilkår i vores del af verden.

Nemlig Schweiz, hvor decentralisering, lav regulering og ditto skatte­niveau har skabt et i hans øjne tæt på ideelt samfund. Et land, der er opdelt i 26 kantoner med gennemsnitligt 300.000 indbyggere i hver og en stor grad af decentral autonomi. Den centrale regering har kun syv ministre og råder over bare 11 procent af landets økonomi. Det meste af skatten opkræves af kantonerne, som er yderligere decentraliserede i omkring 28.000 såkaldte nærsamfund med gennemsnitligt 2.800 indbyggere, der også kan opkræve egne skatter.

”Schweiz er faktisk organiseret som Europa i middelalderen. Ekstremt decentralt i masser af nærsamfund med konkurrence, hvor beslutninger i hvert nærsamfund bliver truffet ved håndsoprækning. Politikere kan stille forslag, men indbyggerne stemmer om de ting, der vedrører deres eget liv. Det ­betyder, at folk føler, at deres samfund virkelig er deres og ikke har samme ­resignation og politikerlede som i andre lande. I Danmark er vi kommet dertil, hvor vi jo ikke længere kan mærke, om det er vores samfund, da ingen alligevel kan fornemme forskellen på rød eller blå blok og i øvrigt ikke aner, hvornår beslutningerne bliver truffet på Christiansborg eller i EU. Den uansvarlighed har igen skabt en pessimistisk krævementalitet, hvor man jo som dansker i dag selv føler sig snydt, hvis ­ikke man snyder i skat. Den udvikling er jo helt gal og ender med et sammenbrud,” siger han og afslører, at han nok er en klassisk liberal tænker, men alligevel ikke sådan en helt almindelig én af slagsen.

For alt imens han under morgenkaffen advokerer for lavt skatteprovenu og decentralisering, citerer han også historikere fra Romerriget, filosoffer fra antikkens Grækenland, atomfysikere, socialforskere og Harvard-professorer. I denne sammenhæng også den romerske historiker Tacitus, der allerede i år 91 beskrev germanernes decentrale ­styreform i et værk, der igen i oplysningstiden blev en international bestseller og inspirerede tænkere som Machiavelli. Men samme styringsform blev også praktiseret på Island på Thingvellir og burde ifølge Tvede derfor ­ligge ligefor for danskerne.

Et mere decentralt Danmark

”Jeg mener, at Danmark læner sig op ad et kreativt selvmord og kun kan reddes med en langt større decentralisering med små samfund med større ansvar for sig selv. For eksempel en opdeling i 20 regioner med stor ­autonomi og ovenpå en minimalstat, der med 10 procent af BNP primært varetager militær, udenrigspolitik og store infrastrukturprojekter. Så kan ét lokalområde eksperimentere med nulvækst, et andet med socialisme, et tredje med liberalisme og så videre. Det vil genskabe en ansvarsfølelse, give folk lyst til at eksperimentere og kunne skabe den konkurrence, der vil give en dynamik i samfundet,” siger Lars Tvede.

Han mener, at folk bør kunne stemme med fødderne ved at flytte derhen, hvor de føler, at deres behov og værdier bedst tilgodeses.

”Det sker jo allerede i dag, da masser af entreprenante danskere har forladt landet, fordi de simpelthen mangler incitamenter til at investere og forsøge at få idéer til at gro her,” siger Lars Tvede.

Han er ikke selv ked af, at folk mener, at han er flyttet i skattely. Han betragter sin egen flytning som et klassisk symptom på det, der sker, når centralisering og overregulering ødelægger folks muligheder for at udvikle nye idéer. De flygter derhen, hvor de kan, hvilket han påpeger også var det, der skete i middelalderen, og som ­reddede Vesteuropas kreativitet. Der var ­masser af forsøg på tyranni, men samtidig flugtmuligheder. 

”Jeg er ikke flyttet ud af Danmark, fordi jeg ikke vil betale for at hjælpe andre. Jeg mener klart, at der er masser af mennesker i vores samfund, som har brug for en ekstra håndsrækning og derfor et socialt sikkerhedsnet. Jeg mener bare ikke, at det bedst skabes af et kæmpe statsapparat. For det øger ­bare forsørgermentaliteten og ødelægger drivkraften hos alle dem, der godt kan selv, men glemmer det, fordi andre – altså staten – sørger for dem. I mine øjne er den bedste drivkraft for al god samfundsudvikling økonomisk vækst, som giver det bedste fordelingssystem i form af et blomstrende ­arbejdsmarked. Den drives af kreativitet, og den er ­altså snart død i denne del af verden, hvis ikke vi snart får vendt skuden,” siger han.