Vil du bytte job og flytte på landet?

29.9.2015

af

Vil du gerne ud af storbyen? Djøf vil have en jobbyttebørs, så du kan bytte med en anden, hvis job skal udflyttes. Tror du på idéen?

Da Mærsk Olie & Gas udflagede en hel ingeniørdivision til Esbjerg, var der kun 11 ud af 80, der tog med. Da SKATs betalingscenter blev flyttet til Ringkøbing, blev 10 ud af 200 jobs besat af gamle medarbejdere. Da Sikkerhedsstyrelsen blev flyttet til Esbjerg, flyttede kun hver fjerde medarbejder med.

Regeringens plan for udflytning af statslige arbejdspladser, som i skrivende stund er lige på trapperne, betyder, at måske 1.000 djøferes stillinger flyttes til Esbjerg, Aalborg og andre byer langt væk fra, hvor de bor i dag.

Hovedparten af dem kan ikke flytte med jobbet på grund af deres familie.

Jobbytte med to års fortrydelsesret

Men hvad nu, hvis der er nogle andre, som drømmer om at flytte ud, hvor husene koster det kvarte?

Djøf foreslår en jobbyttebørs med en to-årig fortrydelsesret. Her kan medarbejdere fra andre statslige arbejdspladser end dem, som skal udflyttes, melde sig frivilligt, hvis de af private eller karrieremæssige grunde gerne vil rykke teltpælene op (find forslaget under artiklen).

”En jobbyttebørs tager hensyn til de ansattes egne ønsker. Det sikrer en mere smidig udflytning, også for arbejdsgiverne,” siger Lars Qvistgaard, formand for Djøf Offentlig.

Tænk ud af boksen, siloerne og det kendte kontor

Direktør Christian Bason, som 2007-14 var chef for den tværoffentlige innovationsenhed MindLab, kalder det et kreativt forslag.

”Djøf kan netop kigge på tværs, fordi Djøfs medlemmer arbejder på tværs af de statslige siloer.”

Carsten Jørgensen, der er leder af Deloitte Consultings aktiviteter i den offentlige sektor, er enig – også selvom forslaget sikkert vil støde på adskillige formelle benspænd.

”Alt, hvad der kan medvirke til, at de udflyttede styrelser får løst deres problemer med fastholdelse og rekruttering, er fornuftigt. Og helt generelt er alt, hvad der kan medvirke til mobilitet og kompetenceudveksling på tværs af den offentlige sektor, godt.”

Brug virtuelle og fleksible arbejdsformer

En jobbyttebørs er dog mest egnet til generalistjobs inden for administration, økonomi, HR, IT og lignende, påpeger Carsten Jørgensen.

Når det gælder medarbejdere, som det er helt kritisk at fastholde, må man tænke mere ud af boksen.

”Der bliver man nok nødt til at bruge virtuelle og fleksible arbejdsformer på en for staten ny måde. Det vil være godt at gøre op med forestillingen om, at det at arbejde er lig med at være fysisk til stede på et kontor.”

Forsker: Forslag bløder op på indvendingerne

Klaus Lindegaard, forskningskonsulent i regional udvikling og innovation, har for SDU undersøgt tidligere udflytninger af statslige arbejdspladser, bl.a. SKATs betalingscenter og Sikkerhedsstyrelsen.

”Djøfs forslag til en jobbørs for udflytningsparate er sådan set en sympatisk idé. Det medvirker til at bløde op på indvendingen imod udflytning om, at det medfører kompetencetab.”

Erfaringerne fra de tidligere udflytninger er, at få flytter med, men at det ikke har været et problem for de nye arbejdspladser at rekruttere nye, kvalificerede medarbejdere, fastslår han.

Der skal også være job til partneren

Rekrutteringseksperter, Udenrigsministeriet og danske internationale virksomheder vil sige, at den store hurdle med djøferne er deres ægteskabsmønster med dobbeltkarrierepar. Der skal findes to gedigne, højtuddannede job derude.

Årsagerne til, at så få flytter med, er ikke systematisk undersøgt, understreger Klaus Lindegaard.

”Men forklaringerne skal findes på det personlige plan, familiemæssige forhold og fordomme om livet i provinsen. For ved de tidligere udflytninger blev der både ydet flyttegodtgørelse og jobgaranti i forskellig form,” siger han og opfordrer staten til også at tænke i hjemmearbejdspladser i kombination med pendling.

Billigere, renere og smukkere

Erhvervspsykologer vil tale om den angst for det ukendte, som selv den mest forandringsparate gribes af ved tanken om at rive sine rødder op.

”Men vi hører faktisk i disse år succeshistorier om, at børnefamilier flytter ud, hvor der er billigere, renere og smukkere,” påpeger Christian Bason.

”En jobbyttebørs er et eksperiment, og måske det ender med 0. Men det er værd at prøve. Det er win-win, også politisk, hvis det lykkes,” mener han.

Kunne du tænke dig at bytte?

Tidligere i år interviewede djøfbladet fem djøfere, som har valgt at bo og arbejde langt fra Cafédanmark (se dem her).

Men hvad siger du?

Har Djøf fået en god ide med jobbyttebørsen? Tror du, at nogen vil melde sig frivilligt?

 

Her er Djøfs forslag til en jobbyttebørs

 

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet