Topembedsmand smækker døren

23.9.2015

af

Efter tre år som direktør forlader
Knud Aarup nu Socialstyrelsen med en opsang til en centraladministration, som lider under en gammeldags ja-kultur og en bekymrende mangel på domænefaglighed.

Blå bog

Født i 1955 på Frederiksberg.

Uddannet i Statskundskab fra Aarhus Universitet i 1981.

Social- og arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune 2006-2012.

Direktør i Socialstyrelsen 2012-2015.

Skrev i 2010 den socialpolitiske debatbog Frivillighedens Velfærdssamfund.

Bor i Aarhus Vest med sin kone Dorte Ågård.

Sammen har de fem sammenbragte børn.

Elsker klassisk musik, for tiden særligt den russiske komponist Dmitri Shostakovich.

Læser, løber og sejler kajak i sin fritid.

En topembedsmand afslutter sjældent sin ansættelse med at offentliggøre sin bekymring over den faglige udvikling i centraladministrationen – hvor diskretion er en dyd.

Det gjorde Knud Aarup dog, da han i sidste måned forlod posten som direktør i Socialstyrelsen efter, at han havde sagt nej tak til at blive underordnet den nye direktør.

Alt dette forklarede han på Facebook, hvor han også tolkede sin degradering som departementets ønske om en mere ”styrbar” socialdirektør. Samtidig udtrykte han bekymring for, hvad han så som ”en tilbagevenden til større lukkethed på Slotsholmen”.

Efter en måneds selvpålagt radiotavshed byder Knud Aarup nu velkommen i sit gule parcelhus i Aarhus Vest til et interview om sin tid i Socialstyrelsen – og ikke mindst om den bekymring, han giver udtryk for i sin afskedssalut. For grundlæggende står det ikke godt til i centraladministrationen.

”Jeg synes, man har udhulet den faglige viden i de forskellige departementer, og jeg er bekymret for, at der ikke er en tilstrækkelig faglig viden til, at man i længden finder og giver de rigtige råd til den siddende regering,” siger Knud Aarup.

Kritisk direktør

August 2012. Knud Aarup har søgt og fået stillingen som direktør i Socialstyrelsen. Kendt for sit engagement i socialpolitiske debatter beskriver et dagblad Knud Aarup som en ”skarp kritiker af samfundets behandling af de allersvageste”.

Bag sig efterlader han en ledig stilling som Social- og Arbejdsmarkedsdirektør i Randers Kommune. Nu skal Knud Aarup lede en styrelse, han mener er på helt forkert kurs. Noget han ikke lægger skjul på i tiltrædelsestalen for de 350 medarbejdere.  

”Jeg fortalte, at jeg ikke havde søgt jobbet, fordi jeg mente, at Socialstyrelsen samlet set gjorde et godt stykke arbejde. Men fordi jeg vidste, at der var så mange dygtige medarbejd-ere, som kunne flyttes i den rigtige retning,” siger Knud Aarup.

Målet var at ændre Socialstyrelsens fokus fra departement og ministerium til landets mange frivillige og socialfaglige organisationer. Og ikke mindst landets kommuner.

”Jeg havde selv siddet til konferencer i regi af Socialstyrelsen og tænkt, ’ej, hvad fanden sker der her?’ Man producerede et hav af papirer, publikationer og konferencer, men der var simpelthen så lidt viden om, hvordan den daglige kommunale hverdag, som man ønskede at påvirke, så ud,” siger Knud Aarup.

Hvorfor tror du egentlig, at du blev direktør, når du var så kritisk?

”Det ved jeg ikke. Det var der også andre, der blev over-rasket over. Men de, der ansatte mig, er heller ikke længere i Socialministeriet,” siger Knud Aarup. 

”Men jeg havde også en meget solid ledelsesmæssig erfaring, og det er jo ikke fordi… nu skal jeg tænke mig godt om. Men ledelsestænkningen i det statslige system er ikke så forfærdeligt nuanceret.”

Rip, Rap og Rup på Slotsholmen

Det opdagede Knud Aarup hurtigt, da han begyndte arbejdet i Socialstyrelsen.

”En af de ting, der overraskede mig mest, var, at når jeg sagde noget, så tiede alle andre. I kommunerne er direktørens mening til debat. Man har mange flere diskussioner med medarbejderne. Derimod taler man i staten meget om ’den snorlige styring’, og de fleste klapper hælene sammen, når departementschefen siger et ord,” siger han.

Den tilgang stod i skærende kontrast til Knud Aarups kommunale hverdag.

”I kommunerne er der en modsigelsesret, og samspillet mellem ledelse, medarbejdere og lokalpolitikere er langt mere komplekst. Du er som leder nødt til at forhandle mere og være opmærksom på, hvordan du på begavet vis bryder modstand ned, så du overbeviser medarbejderne i stedet for bare at styre dem.”

Hvor så du den forskel?

”I staten oplyser man kun sine medarbejdere om de ændringer af deres arbejdsforhold, man som minimum skal ifølge overenskomsten. I mange kommuner vælger man i langt større grad at informere og inddrage medarbejderne i udviklingen af kommunen. Det giver nogle løsninger, der virker i praksis. Der er mindre symbolpolitik end i den stats-lige verden. Og symbolpolitik flytter ikke denne verden nogle som helst steder hen.”

Så kommunal ledelse er mere moderne end den statslige?

”Ja, det må du gerne citere mig for. Kommunale ledere har en meget mere kompleks og bedre forståelse for, hvilke forskellige ledelsesredskaber man skal bruge. I staten derimod sidder hver kontorchef og leder 10-15 frygtelig ambitiøse og motiverede underordnede, som er vant til ordreledelse. Og så hersker der en ånd af, at man helst skal have sin oprindelse i Finansministeriet, hvis man har ledelsesmæssige ambitioner. Det betyder, at måderne, man tænker på, er meget, meget ens. Og så kan det godt være, at den statslige sektor ikke bliver der, hvor vi finder udviklingspotentialet for fremtidens velfærdssamfund.”

I stedet praktiseres, hvad Knud Aarup med et begreb lånt fra kvindebevægelsen kalder Rip, Rap og Rup-ledelse, hvor statslige ledere ansætter folk magen til dem selv.

”I en privat virksomhed og i en kommune vil man meget ofte tænke komplementært og forsøge at få forskellige perspektiver ind. I staten vil man helst have den samme tilgang. Det, tror jeg simpelthen ikke, er godt. Og det er i hvert fald gammeldags.”

Svækket faglighed

Samtidig beklager Knud Aarup, at stadigt færre departements-chefer og andre embedsfolk i staten har en decideret faglig viden inden for deres domæne.  

”I dag er det ikke afgørende, at du udvikler en domæne-faglig viden for at blive leder. Det er din finansministerielle baggrundserfaring og din evne til at slå hælene sammen på de rigtige tidspunkter, der gør udslaget,” siger Knud Aarup.

Han mener, at staten i frygt for, at embedsfolk med for stor domænefaglig indsigt vil være ineffektive og for tilbøjelige til at varetage særinteresser, har fulgt den samme kurs som resten af samfundet, hvor man i dag ikke nødvendigvis skal være lærer for at kunne blive skoleleder eller læge for at kunne lede et sygehus.

”Den tænkning er hamrende forkert. Du er nødt til at have en faglig viden om dit felt, ellers kan du ikke være en god og nytænkende leder,” siger Knud Aarup.

”Men det er nok lettere at have spindoktorer inden for døren, hvis man ikke behøver at referere til en faglig viden, for så er det formidling og overordnede synspunkter og konkrete markeringer i enkeltsager, der er styrende. Det tror jeg bare ikke i længden, at et land bliver godt af.”

Spørgsmålet er, hvem der dikterer udviklingen, hvor embedsmænd i stigende grad bliver generalister i stedet for specialister. De seneste år har budt på en række skandaler, hvor embedsværket er gået for langt for at betjene politikerne.

Knud Aarup ser dog ikke politikerne som hovedårsagen til den udvikling.

”Egentlig tror jeg, at ønsket om mere styrbare embedsfolk i højere grad er departementchefgenereret, end det er politisk genereret,” siger Knud Aarup.

Er det fordi, direktører uden en faglig ballast er mere styrbare, når departementschefen giver en ordre?

”Yes, det er faktisk det, jeg mener med Rip, Rap og Rup-ledelse. Du har nogen, der ligner dig selv, til at sidde i en styrelse, og så ved du lige præcis, hvordan de vil reagere i en given situation. Det vil sige, at der ikke bliver nogen mod-sigelse i systemet. Og det kan godt være, at det virker driftmæssigt meget effektivt. Problemet er, at sådan er verden jo ikke. Man får skabt en ja-kultur, hvor man kun ser med bestemte perspektiver på udviklingen, og derfor opdager man nye problemer for sent,” siger Knud Aarup.

”Man vil aldrig have kunnet skabe det velfærdssamfund, vi har i dag, hvis det var sådan, man styrede i halvtredserne og tresserne. Dengang havde man en langt mere solid viden om, hvor samfundet skulle bevæge sig hen.”

Forleden læste han Socialreformkommissionens betænkning fra 1969, som var datidens socialpolitiske guide-bog.  

”Det bemærkelsesværdige var, at man i kommissionsarbejdet havde sat politikere sammen med embedsfolk, der havde en domænefaglighed, men også at der var en meget større faglighed præsenteret blandt politikerne. Også
de kendte deres domæne.”

Så det er et sideløbende problem, at politikerne ligesom embedsfolkene i stigende grad er generalister?

”Ja, det kan man jo se. Embedsfolk og politikere har jo stort set samme uddannelse alle sammen.”

Den samme som din.

”Ja. Jeg er heldigvis uddannet før, de tænkte fagligheden ned på Statskundskab. Men jeg kan se, at politikere og embedsfolk tænker på samme måde, lige så snart de er uddannet siden sidst i firserne, så er det den samme styringstænkning og mistillid til andre professioner. Og det er jo ikke godt.”

Politisk embedsmand

Du delte aldrig din kritik offentligt, mens du var direktør?

”Nej, det er rigtigt, det gjorde jeg ikke. Men det gjorde jeg så alligevel i mere lukkede fora, når jeg holdt møder med kommuner og organisationer.”

”Men det er klart, at når man sad sammen med hele klerikatet derovre, så var der grænser for, hvor åbenmundet man kunne være, og man kunne blive helt skræmt over, hvor voldsomt der sommetider blev reageret. Eksempelvis er det faldet folk i centraladministrationen rigtig meget for brystet, at jeg skrev den Facebook-opdatering, da jeg stoppede.”

Hvordan kan du forlange større åbenhed fra embedsværket, når du selv lå under for samme lukkethed, da du var direktør?

”Altså de par gange, hvor jeg gik ud offentligt med nogle ting, der blev jeg ringet op og fik at vide, at 'det skal du fandeme ikke sige'.”

Hvornår?

”Jeg vil ikke hænge nogle konkret ud, men det var helt klart, at jeg fik at vide fra departementets side, at dét skulle jeg lade være med at sige. Så jeg udviklede en vis forsigtighed med offentlige udtalelser. Det var irriterende, og det generede mig,” siger Knud Aarup.

”Man er en lille bitte smule forsigtig som embedsmand. Jeg synes bare tit, der var så mange grunde til at lade være med at være forsigtig. Men der skal selvfølgelig være balance. I et demokratisk samfund har politikerne ansvaret for udviklingen. Jeg er ikke politiker, men jeg har altid set mig selv som socialpolitiker – også som embedsmand. For min viden gør, at jeg også har en holdning til, hvor skibet skal sejle hen. Og så er man jo på en eller anden måde i en politisk rolle. Den er bare ikke partipolitisk.”

Er det godt, at en embedsmand ser sig selv som socialpolitiker?

”Man skal ikke være naiv og tro, at man kan have en højt placeret embedsmand inde for eksempelvis miljø eller energi, som ikke har en opfattelse af, hvor deres fagområde skal bevæge sig hen. Grænsen går, hvor du blander dig partipolitisk i tingene. Selvom jeg altid har haft et socialt engagement, har man aldrig kunne placere mig i rød eller blå blok.”

David og Goliat

Mens han hæger om sit politiske ståsted, lægger Knud Aarup ikke skjul på, at hans sociale engagement vokser ud af et kristent værdisæt. Knud Aarup voksede op i en præstefamilie, der gjorde sit for at vise, at ikke alle har samme udgangspunkt for et godt liv. Eksempel-vis ved at invitere ensomme med til den årlige juleaften.

Opvæksten skærpede Knud Aarups forståelse af, at mennesker sommetider ”slår nogle skæverter”. Engang skulle han ansætte en skolechef. Der var to kandidater.

”Den ene havde et fuldstændig lineært livsforløb og havde boet det samme sted med den samme mand og deres børn. Hun havde alle de rigtige efteruddannelseskurser, og alt gik godt. Den anden kandidat havde ved gud lavet nogle skæverter, men havde en meget bredere livserfaring. De var begge to dygtige, men jeg valgte den skæve livserfaring fremfor den lige vej, som giver et noget mere indsnævret livsperspektiv. Jeg valgt hende, der helt klart havde fået nogle nederlag.”

”Nederlag er også en kilde til styrke. Det er derfor, David sommetider banker Goliat. Den lille har lært at udvikle strategier i stedet for bare at møve sig frem, som den store kan. Det billede kan man også bruge på den statslige sektor. Hvis den skal udvikle nogle gode fremtidige strategier, er den nødt til at have nogle medarbejdere, der er lidt anderledes,” siger Knud Aarup.  

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

jacob vang jacobsen
8 år siden
1000 tak, for den vinkel på en problematik vi længe har vidst eksisteret i centraladministrationen....dog nu med din vinkel et langt bedre indblik i hvor løsningen skal findes !
Villy Poulsen
8 år siden
Skal der så slet ikke tales om økonomi,som vel i bund og grund er basen for det meste - og vel vægtmæssigt lige så vigtig som selve magtstrukturerne?