Et stærkt afsæt

23.9.2015

af

Foto: Djøf

Foto: Djøf

En stærk profession er kendetegnet ved med jævne mellemrum at kaste et kritisk lys på egen praksis. Det gælder også embedsværket i stat, regioner og kommuner.

Bo Smith-udvalget fortjener stor tak for den gennemarbejdede rapport, de afleverede i starten af denne uge. Jeg har, som formand for Djøf, set frem til offentliggørelsen med spænding.

Pressemødet i mandags var kulmina­tionen på et grundigt og uafhængigt udvalgsarbejde, der blev undfanget for godt halvandet år siden. Dengang stod vi i en situation, hvor en række møg­sager stod i kø og tærede på den tillidsfulde relation mellem politikere og embedsværk. Og på befolkningens tillid til kvaliteten af det arbejde, embedsmænd i staten, kommunerne og regionerne hver dag udfører til gavn for samfundet og demokratiet.

På den baggrund foreslog Djøf, at ­regeringen nedsatte et udvalg, der ­skulle kulegrave vilkårene for samarbejdet mellem embedsmænd og politikere i en travl hverdag anno 2015, hvor medierne banker på døren døgnet rundt. Da det ikke skete, besluttede Djøfs bestyrelse at finansiere det uafhængige Bo Smith-udvalg, hvor ­politikere, forskere, embedsmænd og medierne har været repræsenteret.

Udvalget peger på nogle ­områder, hvor det kan blive bedre. Det ­gælder eksempelvis større åbenhed om ­arbejd­et i den offentlige forvaltning ­eller hvordan vi undersøger de sager, der altid vil opstå i et system, hvor mennesker træffer vanskelige afgørelser med risiko for at begå fejl. 

En af de helt afgørende krumtapper i det daglige arbejde – embedsmandsdyderne – har regeringen parallelt med udvalgets arbejde opdateret og ­moderniseret i form af et kodeks med syv pligter. Det vil i de kommende år ­være en væsentlig opgave for ledere og medarbejdere at få dem til at leve i hverdagen, ligesom der er brug for et tilsvarende sæt retningslinjer for embedsværket i kommuner og regioner.

Det nye kodeks er naturligvis ingen garanti mod fejl, men et skridt i retning af en læringskultur, der er en forudsætning for, at tilliden til embedsværket igen kan vokse.

Jeg glæder mig til at nærlæse Bo Smith-udvalgets rapport og anbe­falinger til, hvordan vi kan udvikle systemet, så det ­bliver endnu bedre til at sikre en høj kvalitet i lovarbejdet og de ­politiske beslutninger.

Samtidig skyder vi nu medlemsdebatten i gang og inviterer til debat på Børsen 1. oktober.

Og det er kun starten. For vi har en fælles interesse i en langvarig og ­levende debat om, hvordan vi sikrer, at der fortsat er tillid til både politikere og embedsmænd. Jeg håber, at alle medlemmer – offentlige som private – vil tage del i den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet