Da markedsføringschefen stak næsen frem

”Han gjorde det igen.”

Vi sad i direktionssekretariatets mødelokale. Der var briefing efter dagens direktionsmøde, og kontorchefen var rasende.

”Under eventuelt, selvfølgelig.”

Omkring bordet fnyste folk forarget. Alle vidste, at det var os i direktionssekretariatet – os og INGEN ANDRE – der herskede over dagsordenen til direktionsmøderne. Og nu havde markedsføringschefen for tredje uge i træk udfordret vores magtposition ved at tage noget ligegyldigt idioti op under ’eventuelt’.

”Hans evindelige Twitter-pis,” vrængede kontorchefen. ”Hvad vores strategi er for sociale medier? Og om vi ikke er ved at tabe bolden?”

Man kunne mærke forargelsen boble i lokalet. Gu’ var vi da ej ved at tabe bolden. Vores strategi for sociale medier var … at den ville blive afklaret som et led i den kommende strategi for sociale medier. Hallo!

Direktøren blev udstillet

Kontorchefen bandede. Det værste var, at styrelsesdirektøren var kommet til at ligne en gammel nisse og havde følt, at vi ikke holdt ham godt nok opdateret om fremtidens udfordringer.

Rundt langs bordet fornemmede man den indestængte vrede blandt direktionssekretariatets medarbejdere. Det var ikke første gang, at markedsføringschefen stak næsen frem. Til det seneste medarbejderseminar var han troppet op med en totalt opgejlet Power Point-præsentation. Plastret til med videoklip og indlejrede billeder, der fik direktørens præsentation – som vi havde lavet! – til at ligne en håndtegnet overhead fra 70’erne. Og da vi havde banket ham på plads og tvunget ham til at bruge den fælles skabelon (Times New Roman, to niveauer af punktopstilling), havde han været fræk nok til at gøre grin med det på scenen foran alle medarbejderne:

”Ja, jeg havde jo lavet nogle videoklip. Men kommissærerne i direktionssekretariatet mente vist, at det ville blive for moderne.”

En streg i sandet

Oppe fra bordenden kiggede kontorchefen alvorligt ud over forsamlingen.  

Det var tydeligt, at vi var nødt til at statuere et eksempel. Hvis ikke vi greb ind, ville markedsførings-fjolset ride sin ’sociale medier’-kæphest på hvert eneste direktionsmøde frem til sommerferien. Det ville komme til at se ud, som om direktionssekretariatet var fuldstændig forstenet og fastlåst i regelrytteri og bureaukratiske procedurer.

Efter en kort brainstorm stod løsningen klart. Den var genial i al sin enkelthed: Sociale medier, big data, brugerdrevet innovation. Uanset hvad markedsførings-klovnen kunne finde på af smarte fremtidsproblemer, ville det aldrig mere overrumple os på direktionsmødet. Det var slut med at udstille os som visionsløse bureaukrater. Fra og med næste direktionsmøde … var punktet ’eventuelt’ afskaffet.