Udvikl dit talent og bliv innovativ

12.8.2015

af

Evnen til at få gode idéer gavner karrieren. Alle kan lære at blive opfindsomme, og en vej til effektiv udvikling af dit Georg Gearløs-talent er mesterlære og en kreativ virksomhedskultur.

Udvikl dit kreative talent


Gør noget, du ikke plejer.

Sæt en time af om ugen til idéudvikling.

Fokuser, koncentrer dine kræfter.

Hold pauser.

Deltag i studiekredse, læsegrupper.

Rejs og lad dig inspirere.

Lær at spille et instrument.

Får du tit gode idéer? Det gavner din karriere, hvis du er opfindsom og i stand til at ­omsætte ­dine idéer til at gå nye veje, ­gøre tingene på en smartere måde eller grundlægge nye former for samarbejde. At være innovativ og kreativ bliver en af fremtidens vigtigste kompetencer, forudser professor Lene Tanggaard fra Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet. Hun er aktuel med bogen ’Lær – en vej til effektiv talentudvikling og innovation’, der udkommer senere på året. Hvis vi gerne vil have mere innovation, skal vores læringsparathed øges, lyder ­pointen.

”Læring gør, at vi udvikler vores talent og bliver mere innovative. Derfor skal der større fokus på læringsprocesser, så vi bliver mere kreative,” siger hun.



Økonomer er også kreative


På arbejdspladsen hersker der tit fordomme om, hvem der er de opfindsomme. Virksomhedens kreative medarbejdere sidder i marketingafdelingen og arbejder med kampagner, kommunikation og grafik. Økonomer og jurister er ikke dem, vi forbinder med kreativitet. Men det billede er helt forkert, mener Lene Tanggaard.

”Man er ikke en dygtig økonom, hvis man ikke kan tænke nyt. Det er farligt at opbygge stereotyper, for det hæmmer udviklingen af nye produkter og måder at gøre tingene på. 
De, som ikke bliver set som kreative, lukker ikke op for ­disse sider i sig selv. men venter i stedet på, at andre kommer op med ideerne. Konsekvensen er, at disse medarbejdere ikke får udnyttet alt det, de kan,” pointerer hun.

Nysgerrig og risikovillig

At være god til at finde på nye idéer er en måde at leve sit liv på. Det kræver ifølge Lene Tanggaard, at man er ­nysgerrig, lukker op for nye tanker og er klar til at eksperimentere og ­lege. Man skal også være risikovillig og parat til at støde ind i modstand. Innovation står højt på dagsordenen. Alligevel går megen opfindsomhed tabt, fordi kulturen i mange virksomheder lægger op til, at man som ny medarbejder ­hellere må kopiere den måde, tingene hidtil er blevet gjort på, end at satse på sine egne idéer. Mange får ødelagt deres ­kreativitet på grund af frygten for at fejle. Men det handler om at ­lytte og forstå. Og at dele idéerne, sikre støtte til dem i omgivelserne og få ideerne med i virksomhedens processtyring. ­Endelig gælder det om at synliggøre formålet og få koordineret milepæle for implementeringen af den gode idé.

”Hvis man vil have det sjovt og prøve nye muligheder af, skal man arbejde med sin opfindsomhed. Det er ikke blot et spørgsmål om at bringe sin faglighed i spil, men også at ­bidrage til en mere kreativ kultur i organisationen, der gør, at kollegerne spiller hinanden gode. Det er utrolig vigtigt,” fremhæver Lene Tanggaard.

Hun har sammen med forskerkolleger udviklet OKI-modellen, der illustrerer, hvordan opfindsomhed bliver til kreativitet, som omsættes til innovation i virksomheden.



Kreative rum står tomme

Ofte forsøger virksomheder at stimulere innovationen ved at indrette farverige rum som en kreativ ramme for medarbejdernes fælles idéudvikling. Disse rum står det meste af tiden tomme. Det er typisk heller ikke her, at idéerne fostres. ­Kreativitet kan ikke forceres, men spirer helt andre steder, påpeger Lene Tanggaard.

”Idéerne til nye produkter og arbejdsgange opstår ofte i såkaldt mellemrumszoner, dvs. i hverdagens uudnyttede tidsrum, hvor vi er på vej i kantinen, sidder i bilen eller går på toilettet. Det er, når vi snubler over noget, at vi bliver nødt til at finde på nyt. Vi tager ikke kreativitet mere alvorligt, fordi vi tror, at det er lig med totalt fravær af regler, men vi skal netop erkende, at der faktisk er forhindringer, som vi må drible udenom,” siger hun.


Genindfør mesterlæren

For at få innovative medarbejdere bør virksomheden ­skabe læringsmiljøer, som er integreret i de daglige processer. I stedet for at se på nye produkter som slutresultatet bør virksomheden også kigge på de processer, som innovation er et resultat af.

”Unge skal ind og lære af de erfarne og omvendt. Vi bør ­genindføre mesterlæren eller såkaldt accelereret læring, for det er en af de mest effektive måder at fremme innovation på. Den accelererede oplæring sikrer, at vores ekspertiser ­bliver til gavn for alle, så vi burde bruge den endnu mere,” siger ­Lene Tanggaard.

I sin nye bog beskriver hun HHV-modellen, der ser inno­vation som et resultat af håndværk, håndgreb og værdier. At være opfindsom og kreativ skal betragtes som et håndværk. Jo mere man kan håndværket, jo bedre bliver man til at improvisere. Det kan hjælpes på vej af forskellige teknikker eller såkaldt håndgreb som eksempelvis brainstorming. ­Virksomhedens værdier er de mest centrale for innovation. Virksomheden skal nøje være bevidst om sin kerneforretning og mål, for de virksomheder, der står på et solidt værdigrundlag, er mest innovative, viser forskningen.

Ledelse skal understøtte kreativitet

At få gode idéer er en disciplin, som ledelsen bør tage alvorligt, for kulturen er helt afgørende for, hvor kreative medarbejderne er. Virksomhedens ledelsespraksis er med til at skabe det læringsmiljø, der skal til for at understøtte kreativitet. Belønnes innovative ideer? Slås der ned på fejl? Hvordan får medarbejderen feedback på en ny idé? Det er spørgsmål, som ledelsen bør forholde sig til, påpeger Lene Tanggaard, der ud over at være bogaktuel også leder et nyt forskningsprojekt, der skal kaste lys på, hvordan uformel kreativitet ­opstår i produktionsvirksomheder, og hvordan virksomheden kan støtte denne proces.

”Projektet har fokus på hverdags­innovation, og hvordan vi kan gøre den mere effektiv. Det skal gerne være til inspiration i andre praksisser ud over fremstillingsvirksomheder,” fortæller hun.

”Innovation er ikke bare noget med at udvikle en ny dims. Det er også at ­gøre kreativitet til en del af kulturen og de daglige læringsmiljøer,” siger professor Lene Tanggaard, Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet