Oplev mere, bliv lykkelig og red verden

26.8.2015

af

Materialismen har udspillet sin rolle, og vi bevæger os nu imod et experientialistisk samfund, hvor oplevelser er det nye statussymbol. Det vil gavne såvel vores psykiske velbefindende som miljøet, hævder trendforsker og journalist James Wallman.

I slutningen af 1920’ernes USA producerede ­industrien langt mere, end den kunne sælge, og man stod derfor over for et svært dilemma: Skulle man producere mindre eller forsøge at få amerikanerne til at skrue op for deres forbrug? Sidstnævnte model løb med stemmerne, og brug-og-­smid-væk-forbrugersamfundet blev med tiden en realitet.

Den form for forbrugerisme fungerede glimrende i mange år, men har nu passeret sin udløbsdato, siger fremtidsforsker James Wallman, der blandt andet hjælper virksomheder som Nike, BMW, Louis Vuitton og Zurich Insurance med at ruste sig til fremtiden. 

”Materialisme og forbrugerisme er blandt de bedste idéer, der nogensinde er udtænkt. De har hevet millioner af mennesker ud af fattigdom og givet os en høj levestandard. Men materialismens hovedprincip er, at det bedste sted at finde lykke er i ting, og det er bare ikke tilfældet. Det er uheldigt for miljøet, men det er også dårligt for mennesker. Statistik viser, at jo mere materialistisk et land og dets befolkning er, des mere stress og depressioner er der i det samfund,” forklarer han.

Den britiske fremtidsforsker anbefaler derfor, at vi i stedet for at bruge energi og ressourcer på at akkumulere materielle ejendele, kaster os ud i oplevelser som et middel til at realisere os selv, et fænomen han har døbt experientialisme. Det vil ikke alene minimere vores påvirkning af miljøet, men samtidig også gøre os mere lykkelige, lyder hans påstand. 

Som belæg ­peger han blandt andet på psykologerne Tom ­Gilovich og ­Leaf van Bovens forskning. I 2003 ­offentliggjorde de deres undersøgelse ’To Do or to Have? That Is the Question’, hvori de konkluderer, at oplevelser gør dig mere lykkelig end materielle værdier, blandt andet fordi de i højere grad end ejendele er med til at definere vores identitet. Hvad ­enten du har vandret på Færøerne eller ­deltaget i et kostumebal, så har det sandsynligvis ­bidraget mere til, hvem du er, end din ­nyerhvervede ­KitchenAid. Oplevelser bringer os desuden ­tættere på andre mennesker, og da mennesket
er et socialt væsen, gør det os gladere. 

Vennerne følger med online

De sociale medier er en medvirkende faktor til, at oplevelser efterhånden har fået en ­højere status end materielle værdier, mener James ­Wallman. Hvor kun et fåtal af dine venner vil se den smækre Finn Juhl-sofa, du har bevilget hæderspladsen i din stue, så vil størstedelen af din omgangskreds erfare, at du i week­enden deltog i et gastronomisk madlavningskursus ledet af Heston Blumenthal, da din Facebook- og Instagramprofil formentligt vil være overplastret med billeder af begivenheden.

’Stuffocation – Living more with less’ er både et aktivistisk manifest, der skal åbne læsernes øjne for experientalismens fordele, men bogen dokumenterer også en ­antimaterialistisk tendens, som, James Wallman mener, vil få yderligere ­momentum i fremtiden. Et holdningsskred, som blandt andre den amerikanske politolog Ronald Inglehart har udforsket. Da samfundsforskeren i 1970 startede med at undersøge ­borgeres holdning til materialistiske værdier i Vesttyskland, Frankrig, Storbritannien, Italien, Holland og Belgien var fire ud af fem personer mest interesserede i, hvor mange penge og ejendele de havde og mindre fokuserede på andre værdier, der har med livskvalitet at gøre. Siden da har forskere med jævne mellemrum foretaget lignende undersøgelser i mere end 50 lande, og i dag er det kun omkring halvdelen af de adspurgte, der har disse materialistiske værdier. Den anden halvdel ­definerer Ronald Inglehart som postmaterialister. Hans ­tese lyder, at nu da vi ikke behøver at bekymre os om, hvor ­vores ­næste måltid skal komme fra, er vi mere interesserede i at ­have ­frihed til at sige og gøre, hvad vi vil.  

James Wallman understreger, at experientalismen hverken er antiforbrugerisme eller antikapitalisme.

”Det magiske ved experientialisme er, at den ikke er imod idéen om, at vi skal bruge mere, hvis vi skal have mere. Jeg mener, at folk skal bruge penge, fordi det er godt for økonomien. Hvis vi skal eliminere fattigdom, kræver det fortsat økonomisk vækst, men i stedet for at bruge vores penge på ting, skal vi bruge dem på oplevelser. På den måde vil økonomien fortsætte, og vi vil samtidig kunne udnytte al den lykke, som experientalismen afstedkommer. Et mere lykkeligt samfund er også godt for økonomien, for glade mennesker er ­mere produktive,” slutter James Wallman.

’Stuffocation – Living more with less’ 
af James Wallman. Penguin 2015. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet