Kvinders ambitioner visner på blot to år

29.5.2015

af

I starten af karrieren tror kvinder lige så meget på egne karrieremuligheder, som mænd gør. Men efter bare to år er troen på en toppost styrtdykket.

Unge kvinder ønsker i markant højere grad end mændene at gå efter en toppost. Og de har stort set lige så stor tiltro til, at det nok skal lykkes, som mænd, der også ønsker en toppost, har.

Men efter kun to år er tilliden til og ønsket om at blive topleder faldet markant blandt kvinderne. Det viser en undersøgelse, som Bain & Company har gennemført blandet 1.000 amerikanske mænd og kvinder fra forskellige virksomheder, skriver Harvard Business Review.  

Tilliden styrtdykker

I kvindernes to første år på arbejdsmarkedet ser de som nævnt lyst på fremtidsudsigterne for en vej mod toppen af hierarkiet. Her tilkendegiver 43 procent, at de på længere sigt ønsker at få en toppost. For mændene er det 34 procent. Og når man spørger de unge kvinder, hvorvidt de har tillid til, at de så også får en toppost, forventer 27 procent, at det bliver til virkelighed, mens 28 procent af mændene tror på en fremtid som topleder.

Men så sker der noget hos kvinderne. Spørger man dem, der har været på arbejdsmarkedet i mindst to år er troen på og ønsket om en toppost styrtdykket med henholdsvis 60 procent og næsten 50 procent. Hos mændene er der kun sket et minimalt fald. 

Virksomheden fratager kvinder troen

Ifølge undersøgelsen er det kulturen i virksomhederne, der fratager kvindernes tro på og ønske om en topleder-karriere.

For når de efter to år bliver spurgt, om de kan se sig selv som ledere, hvis de sammenligner sig selv med dem, der allerede er ledere i virksomheden, er svaret nej hos de fleste kvinder. De mener simpelthen ikke, at de lever op til virksomhedens ideal om en leder – ledere, der typisk bliver hængende til sent ud på aftenen eller netværker sig til at lande store ordrer på golfbanen.

Som en kvinde i undersøgelsen siger:

”Jeg synes, det er demoraliserende at se den ene midaldrende hvide mand efter den anden fortælle historier om at ofre alt for at få en ordre i hus. Det får mig bare til at synke længere og længere ned i stolen og tænke, at jeg aldrig vil blive i stand til at få en stilling som deres, hvis det er det, det kræver.”

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet