Job i Dublin gav spændende udfordringer

26.5.2015

af

David Sandberg Larsen er ansat hos Google i Dublin. Han er sikker på, at han de næste par år tager kvanteskridt i forhold til sin fremtidige karriere.

David Sandberg Larsen levede i en tryg boble med studie på CBS, andelslejlighed på Frederiksberg og studiejob. Men han savnede udfordringer – særligt i sine studiejob.

”Jeg ville gerne have mere ansvar og mere erfaring, men jeg stødte konstant ind i en anciennitetsmur. Nu oplever jeg det modsatte – her er devisen: Hvis du er god nok, er du gammel nok.”

24-årige David Sandberg Larsen har i godt et år arbejdet for Google i Dublin, hvor han rådgiver danske firmaer om online-marketing. Sideløbende med jobbet er han ved at lægge sidste hånd på sit cand.merc.com.-speciale.

Det var en tidligere kollega, der ringede til David Sandberg Larsen for at høre, om han var interesseret i et job hos Google i Dublin. Et kort øjeblik tænkte han: Uha, er det nu også klogt, jeg har det jo også godt her’? Men så: Hvorfor ikke? For måske kunne det netop give ham de udfordringer, han manglede.

I første omgang fik han dog ikke jobbet hos Google. Men han havde fået blod på tanden og stillede et par spørgsmål til en anden stilling i en IT-virksomhed i Dublin, som han ­havde fundet via LinkedIn. Det førte til, at den såkaldte ’recruiter’ fra virksomheden kontaktede ham, og han fik jobbet.

Et par måneder senere forsøgte David Sandberg Larsen sig igen hos Google, og så lykkedes det. For ham var indgangen til jobbet hans tidligere kollega. Og han anbefaler også ­alle ­andre, der gerne vil til udlandet, at granske deres netværk ­eller venners netværk for at se, om der ikke er en, der i forvejen arbejder i det land og måske i den specifikke virksomhed, hvor de helst vil arbejde.

”Der er stor mangel på danskere i Dublin, og toppen af IT-industrien søger hele tiden. Lige før dette interview talte jeg med min chef, og i al den tid hun kan mindes, har vi haft en eller flere stillinger slået op målrettet danskere.”

David Sandberg Larsen understreger dog, at man selvfølgelig skal være velforberedt.

”Et standard-cv dur ikke. De fleste virksomheder har en karriereside – gå ind på den og se, hvad de forventer af dig som ansøger. Er du nyuddannet, er mange af de stillinger, du kan få, såkaldte ’entry-level’-stillinger. Men det betyder ikke, at du ikke får stort ansvar og gode vilkår. Så på med ydmyghedshatten og giv den gas, for så er der så mange muligheder i ­Dublin. Lønnen, udfordringerne og værdien på cv’et overstiger alle de muligheder, jeg havde i Danmark,” siger han.

Og hvad er egentlig det værste, der kan ske, spørger han.

”Husk, at det ikke er et større skridt, end at du kan pakke dine ting og gøre det om i morgen.”

Min verden og mine muligheder er vokset

David Sandberg Larsens egen største frygt ved at flytte til ­Dublin er blevet gjort til skamme. Han var bekymret for at tage så langt væk fra venner og familie. Men det tager mindre end to timer i fly, så er han hjemme.

Han har dog ingen planer om at slå sig ned i Dublin permanent. Og det ved hans arbejdsgiver godt. Om det bliver i Google i Danmark, han kommer til at arbejde, eller et andet sted, ved han ikke.

”Men det paradoksale er, at det nok er de samme virksomheder, der ikke ville give os ansvar og udfordringer, der hiver i os, der har været ude, når vi gerne vil hjem igen. De år, jeg får her, får helt klart indflydelse på resten af min karriere.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet