De største afstande er de mentale

Vendingen ’alt er relativt’ finder sin berettigelse i debatten om transportafstande og udkantsområder. I Danmark opfatter nogle ’udkant’ som det, der ligger mere end en times kørsel fra Storkøbenhavn. Og danske udkantsområder ønsker ofte bedre trafikale forhold, som fx en ny motorvej, for at fremme udviklingen. I Grønland er udkant et meget mere geografisk afsondret område, fx en bygd, som ikke forbindes med andre byer eller bygder via veje men via en rutebåd, hvis ruteplan afhænger af sæsonen. Her ønskes ikke motorveje, men en lufthavn for at fremme udviklingen.

Et andet eksempel kunne være forskellen på danskeres og amerikaneres opfattelse af kørselsafstande. Amerikanerne er vant til større afstande og kører gerne længere end danskerne. Sandt er det i hvert fald, at vi danskere sjældent kører tre timer for et kort besøg hos venner eller familie. Vi kører ikke så langt for bare at drikke kaffe, spise kage og så køre de tre timer hjem igen samme dag. Nej, vi skal helst overnatte, nu vi har kørt den lange vej.

Hvad der opfattes som udkant og center er altså et relativt spørgsmål – ligesom det er relativt, hvad der opfattes som en ’stor afstand’. Men betyder fysiske afstande så meget i en global virkelighed, hvor informationer og relationer flyder til og fra hele verden, og er det ikke forældet i 2015 at opfatte noget som ’udkant’? Vi har jo elektroniske hjælpemidler, der gør det nemt at afholde virtuelle møder, deltage i e-learnings, afholde virtuelle jobsamtaler og have fælles projekter med kolleger fra andre egne eller lande.

Jeg arbejder i en global virksomhed med hovedsæde i Bjerringbro, og mit job indebærer et globalt ansvar for Grundfos’ kvalitet og bæredygtighed over hele verden, dvs. i 56 lande. Mine medarbejdere bor og arbejder i Danmark, Tyskland, Frankrig, Ungarn og Kina. Så vi er faste brugere af webmøder på tværs af flere verdensdele.

Min seneste rekrutteringssamtale foregik over Skype, da ansøgeren var fra Mexico og i øvrigt havde set jobopslaget via LinkedIn. Fortællingen om den virtuelle ansættelsesprocedure er bare et konkret eksempel på, at begrebet ’udkantsområde’ ikke giver mening, når man arbejder i en international koncern med global orientering. Personligt har jeg således aldrig før arbejdet på en mere global arbejdsplads, og samtidig har jeg ikke, siden jeg var teenager, arbejdet i så lille en by som Bjerringbro.

Selv tror jeg på, at flere og flere danskere vil opleve, at kolleger og samarbejdspartnere mere og mere vil mødes virtuelt og ikke altid behøves at mødes fysisk. Det er godt at kunne se hinanden i øjnene og ja, det giver en anden følelse af fællesskab, når man af og til har mulighed for at mødes face to face.

Men hånden på hjertet, når man kan afholde velfungerende web-møder med kollegerne i Kina, så kan man vel også afholde møder internt i Danmark på denne måde i stedet for at bruge hele dagen på at deltage i et ét-times-møde i den anden ende af landet?

Mit håb er, at vi skifter perspektiv og holder op med at definere hinanden som center eller udkant og i stedet anerkender, at de spændende og globale udfordringer sagtens kan ligge både i og uden for de største byer i verden. I den forbindelse er jeg er overbevist om, at de største afstande ikke er de geografiske, men derimod de mentale.