Ruth Sørensen, Hadsten
9 år siden
i min familie ville dette portræt udløse talemåden:
"Godt brølt, løve"
25.3.2015
af
Maise Njor
Hanna Line Jakobsen har i lidt over et halvt år været præsident for Røde Kors. Vi har mødt hende til en snak om at være leder i en ung alder, og om hvordan man motiverer folk, som ikke får penge for deres arbejde.
34 år, præsident for Røde Kors.
Projektchef hos Det Obelske Familiefond.
Uddannet fra RUC i offentlig forvaltning og diplomuddannelse i ledelse.
2005-2009 Landsformand for Ungdommens Røde Kors.
2009-2014 Medlem af bestyrelsen og siden vicepræsident for Røde Kors.
Gift og har to børn.
Det viser sig ret unødvendigt at stille spørgsmålet: Hvordan er man chef for mennesker, som ikke engang får løn for deres indsats?
For efter ti minutter sidder man blæst tilbage og har lyst til straks at melde sig som frivillig. Hanna Line Jakobsen har, hvis man skal sige det mildt, talegaverne i orden, og hun pendler ubesværet mellem corporate-snak om Røde Kors’ mål og mere personlige betragtninger om, hvad det giver at give noget til andre. Det er måske hendes force og grunden til, at hun som kun 34-årig sidder med så fin en titel:
”Når jeg holder foredrag, så siger jeg ofte, at sårbarhed ikke er en permanent tilstand. Mennesker, der har brug for hjælp, kan ikke bruge det til noget som helst, at du synes det er synd for dem. De har brug for, at du hjælper dem til selv at finde ressourcerne til at komme styrket videre i livet. Og bare det at bede om hjælp er faktisk en styrke. Det kan vi andre – for eksempel travle djøfere – også lære: At det er helt i orden at bede andre om hjælp. Som regel bliver folk jo faktisk glade for at blive spurgt, for det viser, at man stoler på, at de kan noget, man ikke selv kan. Det oplevede jeg selv, da jeg gik gennem en meget hård periode, da min far døde af kræft. Jeg havde ikke brug for en skulder at græde ud ved, for til det havde jeg min mand, men jeg bad en af mine barndomsvenner om at komme forbi med en masse mad til fryseren, og det var en kæmpe hjælp i en periode, hvor jeg ikke havde så meget overskud til noget som helst.”
Solen skinner ind af de store vinduer hos Det Obelske Familiefond, hvor Hanna Line Jakobsen har sit andet arbejde – altså det, der giver løn. Kontoret i en københavnsk baggård er indrettet i cool new-yorker stil med lyst interiør og et rum med et blåt bordtennisbord, men det virker ikke som om, Hanna Line er den, der bruger mest tid med et bat i hånden.
Beder man generalsekretær for Røde Kors, Anders Ladekarl, om at sætte tre ord på Hanna Line, bliver det: ”Engageret, energisk, sympatisk.”
Derudover siger han, at hvis man skal motivere frivillige, så er det helt afgørende, at man er ægte i sit engagement, og det ord kunne han også have sat på hende.
”Jeg mødte hende allerede, da hun var formand for Ungdommens Røde Kors, og jeg tænkte, at her var en kvinde, der ville frem i verden, og hun havde masser af ideer og lyst til at få indflydelse. Jeg kan huske, at jeg tænkte: ”Hende kommer vi til at høre mere til”.”
Hanna Line Jakobsen er yngste præsident i Røde Kors’ historie, og hun kommer efter to tunge damer: Susanne Larsen, tidligere administrerende direktør i SAS, og forhenværende nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen.
”Helt åbenlyst, så er Hanna Line fra en generation af unge mennesker, som er meget fleksible og har en ad hoc tilgang til opgaverne. Men alderen er ligegyldig, for hun skal levere som alle mulige andre, men så har hun den tillægsværdi, at hun er et andet ansigt udadtil, end man er vant til at se i spidsen for den her slags organisationer. Det får hun forærende, men alderen hjælper ikke mere end det, for hun skal stadig skabe resultater,” fortæller Anders Ladekarl.
Hanna Line mener selv, at det punkt, hvor hun er lidt anderledes end mange ældre i den liga, er, når det kommer til at indrømme, at man ikke ved nok.
”I mit arbejde beder jeg også om hjælp – måske også mere end en bestyrelsesformand fra en ældre generation ville finde naturligt. Jeg betragter det ikke som en svaghed at indrømme, at der er ting, jeg ikke ved eller kan, så for mig er det helt normalt at ringe til en, der forsker i udviklingsbistand og spørge om tendenserne, eller spørge en international forsker omkring noget med strategi. Det er vigtigt ikke at tro, at man skal vide alt.”
Undrer folk sig over din unge alder, når de møder dig?
”Så skjuler de det godt. Især i det internationale miljø betyder titler meget, så de går ud fra, at hvis jeg er ’Mrs. President’, så er jeg kompetent. Jeg har lige skullet vænne mig til den fine, men lidt gammeldags titel. For jeg er jo stadig også bare en ulønnet frivillig, der kun kan holde verdens nød ud, hvis jeg føler, at jeg er med til at gøre noget ved det.”
Hanna Line kom ind i Røde Kors ved lidt af en tilfældighed. Hun var pædagogmedhjælper for nogle handicappede børn, og en af dem, Karina, fik kolde fødder over at skulle på Røde Kors lejr helt alene, og så sprang Hanna Line til.
”Og så var det helt fantastisk! For alt kunne lade sig gøre, modsat i fx en institution, hvor der er en masse regler og rutiner. På lejren oplevede jeg et unikt fællesskab, og alle de frivillige havde præcis samme fokus og mål: At give de her børn den mest fantastiske ferie.”
I løbet af den uge kunne Hanna Line se børnene gå fra at være små voksne - nogle havde ikke engang fået hjælp til at pakke tøj og mødte op med kun et par shorts og en Monstertruck - til at få lov til at være børn. Og det gav mod på mere.
”Jeg blev hevet ud af mit eget egoistiske gymnasieliv, hvor det handlede meget om udseende og fester, og fandt et sted, hvor formålet var større end en selv. Der var jo mange, der syntes, jeg var skør, fordi jeg brugte mine weekender og ferier på den slags, men for mig var det en kæmpe lettelse at have fokus på andres behov. En pause fra mig selv. Og så var jeg selvfølgelig også så naiv, at jeg i starten troede, at jeg gennem en uges ferieophold kunne ændre de her børns liv. Sådan er det jo ikke helt, men jeg er samtidig ikke i tvivl om, at for de børn var det en pause i en svær hverdag, hvor de fik gode oplevelser og mødte nogle frivillige, som blev en slags rollemodeller.”
Den ene lejr tog den anden, og som 17-årig fik hun dispensation til at tage Røde Kors’ lejrlederuddannelse, selvom man skulle være 18, og en dag stod hun i spidsen for Ungdommens Røde Kors som landsformand. Hvor hun i øvrigt fordoblede overskuddet på fire år. Men hvorfra kommer den trang til at hjælpe andre?
”Jeg er opdraget med, at hvis man har overskuddet og evnerne, så skal man også bidrage. Min far er vokset op på Fanø, og selv om hans familie ikke var indremissionske, så har det måske alligevel hængt lidt ved det der med, at man skal bruge 10 procent af sine penge og 10 procent af sin tid på at hjælpe andre. Han var lærer i Horsens Statsfængsel, og min mor var skolepsykolog, og jeg har mødt mange mennesker med andre grundvilkår end mig selv i vores hjem.”
Talestrømmen fortsætter. Om opvæksten i Odder. Om at man vokser af at hjælpe andre. Om at nogle tiltag godt kan blive for poppede, hvis en virksomhed fx bare gerne vil virke etisk korrekt uden at have taget stilling til det, de støtter. Om at det er god branding at være sammen med Røde Kors. Om at Coca Colas topchef sagde til en konference, at næst efter dem er Røde Kors verdens mest kendte brand. Hanna Line er god til at overbevise … Så hvorfor er det ikke os alle sammen, der udfører frivilligt arbejde?
”Måske er man bange for at melde sig, fordi man ikke føler sig professionel i forhold til opgaven – men det er jo lige netop det medmenneskelige, vi har mest brug for, når vi er i nød – altså i et land som Danmark. I fx Syrien er det selvfølgelig andre ting, der kommer først. Hvis man vil være frivillig, så handler det om at finde et område, hvor man kan bruge sig selv og synes, det er sjovt. Nogle er gode til at stå i en genbrugsbutik, andre kan støtte kvinder, når de kommer ud af krisecentrene, og nogle kan hjælpe med lektier. Jeg ville for eksempel synes, det var svært at være en af dem, der våger over døende i vores vågetjeneste. Vi kan måske også blive bedre til i Røde Kors at gøre det meget konkret, hvad vi har brug for. Undersøgelser viser jo, at frivillige melder sig for at gøre en forskel, så det skal de kunne se, at de kan gennem vores konkrete aktiviteter. Samtidig kan man sige, at de fleste nok vil blive overrasket over, hvor dejligt det er at være del af et større fællesskab. Jeg tror på, at man bliver et lykkeligere menneske, hvis man indgår i et fællesskab og er med til at hjælpe andre. Du har både en forpligtelse over for de andre medfrivillige og dem, du skal hjælpe. Man vokser meget af, at folk har positive forventninger til en. Noget af det, jeg prædiker, er – hun stopper op og smiler over sit eget ordvalg – er, at vi mennesker er sociale dyr, og vi har brug for at være noget i forhold til andre. Mange har så travlt med at gøre det rigtige, fx at gøre alt for deres børn, huske at løbe lange ture, holde middage – men måske skulle man tænke lidt mere over, om man gør det vigtige?”
Ved siden af den ulønnede stilling som præsident for Røde Kors arbejder Hanna Line Jakobsen for Det Obelske Familiefond, hvor hun deler penge ud til sociale projekter. Før det var hun i Djøfs forhandlingsafdeling og dernæst i efteruddannelsesafdelingen. Hun er i dag gift og har to børn på henholdsvis seks og otte år.
Det virker som om, du har ret nemt ved at være leder – kan det have noget at gøre med, at du er ældst af en børneflok på tre?!
”Uden tvivl! Jeg ville altid gerne bestemme, hvad vi skulle lege og sætte nye ting i gang. Jeg var den ældste i hele børneflokken, og mine fætre fortæller, at det altid var mig, der fandt på legene, organiserede dem og den slags, så jeg har nok øvet mig tidligt!”
Men hvad er din formel for, hvordan man leder og motiverer folk, som man ikke kan true med fyring eller andet?
”Ros er de frivilliges eneste løn. Derfor skal jeg også være til stede som leder og tage snakkene derude. Altså talk the walk. Jeg går ind for værdibaseret ledelse - også på steder, hvor man får løn. Det kræver, at man er tydelig omkring, hvad virksomhedens værdier og principper er. Så man fx op til en landsindsamling fortæller om, hvad midlerne skal bidrage til at løse og ikke forsøger at motivere afdelingerne gennem mål om, at indsamlingen skal blive den mest givende nogensinde.”
”Hos os er det logisk, men også andre steder skal man som leder være opmærksom på, at medarbejdere såvel som frivillige gerne vil arbejde for en sag og derfor gerne vil udfylde mål, de selv kan se, er fornuftige. Jeg tror, at jeg har meget godt greb om, hvad de frivillige brænder for, fordi jeg har været i organisationen i så mange år. Så ledelsesteori er godt, men det er som refleksion og ikke som manual.”
”I går, da jeg holdt foredrag, kunne jeg mærke, at min stemme knækkede over, da jeg skulle tale om Syrien. Det var beretningen om, at børnene i flygtningelejrene ofte tisser i sengen om natten, fordi de er så bange. Det gik helt ind under huden at fortælle om det, og min søn havde lige tisset i sengen samme nat, fordi han havde feber. Jeg havde stået om natten og bandet over, at jeg skulle til at skifte sengetøj og nattøj og alt muligt, og mens jeg stod og holdt tale, kunne jeg jo bare mærke, hvordan det måtte være for de mødre, der ikke kunne skifte børnenes tøj eller madrasser eller vaske barnet.”
Lærer du også dine egne børn, at de skal hjælpe andre?
”Min søn Frederik sagde forleden, ’Åh, du skal altid snakke med folk, vi ikke kender’. Vi havde mødt en dame foran posthuset, som havde hentet en kæmpe pakke, hun umuligt kunne bære hjem, og så smed jeg mine børn ud af Nihola-cyklen og lod dem gå, mens jeg transporterede damens pakke hjem. Det kan selvfølgelig være lidt irriterende for børnene, men de lærer jo ikke af, hvad man siger, men hvad man gør. Og det er i orden at lære sine børn, at man må sætte sine egne behov til side for at hjælpe andre og ikke altid kan lave det, man lige pt. har mest lyst til.”
Der bliver diskret kigget på uret. Vi har ikke hele dagen, kan man mærke. Desuden har vi aftalt at stikke ned på hjørnet til Røde Kors-butikken i Vestergade og tale med nogle af de frivillige. Men talestrømmen fortsætter, og kun én gang tøver hun. Det er, da hun bliver spurgt, hvordan pokker hun når at slappe af.
”Tja, jeg slapper nok ikke så meget af ... Men det er jo forskelligt, hvordan man er, og selvom jeg var i Skanderborg hele dagen i går og kom hjem halv tolv, så synes jeg, at jeg får ekstra energi af at møde engagerede mennesker. Når man er et ekstrovert menneske, så trives man med møder og forhandlinger og med at være på. Jeg nyder mit arbejde, og jeg klynker aldrig, for jeg synes ikke selv, at jeg har det hårdt. Det, kan man sige, er en ekstra gave ved at arbejde med mennesker, der virkelig har det hårdt – taknemlighed over sin egen skæbne.”
Ledige stillinger