Brokkehoveder er mindre produktive

20.3.2015

af

De medarbejdere, der er kritiske og negative over for arbejdspladsen, løser færre opgaver og har større risiko for mental udbrændthed.

De fleste kender godt typen: kollegaen, der altid kan finde en anledning til at brokke sig over chefen, andre kolleger, arbejdsgangene, mødekulturen eller noget helt femte.

Ny amerikansk forskning peger imidlertid på, at superkritiske medarbejdere har større risiko for at føle sig mentalt udkørte, og derfor løser de også færre arbejdsopgaver. Det fremgår af en artikel i Journal of Applied Psychology.

Ensidig kritik er udmattende

At kritik og negativitet hæmmer produktiviteten, kan måske lyde som den enerådige chefs hedeste drøm: en slags carte blanche til at skaffe sig af med utaknemmelige medarbejdere, der beklager sig. Men det vil være en helt forkert fortolkning, understreger en af forskerne bag studiet, lektor Russell Johnson fra Michigan State University (MSU).

”Pointen i denne historie er ikke, at folk skal holde op med at give udtryk for bekymringer internt i virksomheden, for det kan være ekstremt gavnligt. Men har man konstant fokus på det negative, kan det have en skadelig effekt for den enkelte,” siger Johnson til MSUs website.

Løsningsorienteret feedback er guld værd

Artiklen i Journal of Applied Psychology bygger på interviews med mere end 300 medarbejdere inden for forskellige brancher, hvor Johnson og hans medforfatter har undersøgt sammenhængen mellem kritik, psykisk velbefindende og præstationer på jobbet.

Her viser resultaterne, at de, der er mest kritiske og ikke udpeger mulige løsninger på problemerne, klarer sig ringere. Det kan ifølge Johnson skyldes, at deres kritik giver et anstrengt forhold til kollegerne. Omvendt er medarbejdere, der leverer konstruktiv og løsningsorienteret feedback, et plus for virksomheden.

Det betyder, at ledelsen har en vigtig opgave i at tilskynde medarbejderne til ikke blot at lufte deres utilfredshed, men også give løsningsforslag, så frustrationerne ikke slår rødder. Derfor foreslår Johnson, at man som arbejdsgiver belønner de medarbejdere, der ved at udpege problemer er med til at skabe forbedringer. Det kan vise de ansatte, at ledelsen gerne vil høre om fejl og mangler – og så er det op til medarbejdere og ledelse at finde balancen mellem kritik og konstruktive løsninger.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Flemming Nakinge Nielsen
9 år siden
Nå det er det problem de har på højrefløjen