Cykelnotatet, der skulle hvidvaskes

Ministeriet ringede en lørdag formiddag, mens jeg sad hos frisøren. Systemet var oppe i højeste gear. De skulle bruge et notat om sagen. Lige nu! Og senest mandag morgen. Allersenest tirsdag.

Bagefter var jeg lidt forvirret. De havde jo allerede fået et notat om den sag? Og det havde faktisk været lidt penibelt. Vores direktør havde nægtet at sende det (”Vi skal ikke fedtes ind i den sag”). Men ministeriet havde presset på. Og så havde afdelingschefen sendt det under hånden. Overbragt med cykelbud, så det ikke lå i mailsystemet. Men nu ville de åbenbart have et udbygget notat?

Op gennem søndagen gik organisationen planmæssigt i selvsving. Indbakker glødede. Kalendere blev ryddet. Mængden af folk på cc eksploderede, så alle var klar til at gå FULDSTÆNDIG I PANIK mandag morgen.

Selvom der jo også var positive aspekter. Måske ville direktøren godkende det udbyggede notat? Som så kunne blive oversendt på mail. Og journaliseret. Cykelnotatet kunne blive hvidvasket! Og risikoen for, at ministeriet en dag kom til at afsløre det hemmelige notats eksistens for direktøren, ville fordampe.

Genialt svar, rædsom timing

Mens bestillingen blev sendt ned til sagsbehandlerne, ringede jeg til ministeriet for at spørge, om de mon havde særlige ønsker til notatets udbygning?

Svaret var klokkeklart, da jeg fangede dem mandag eftermiddag:

”Har I allerede sendt et notat én gang? Måske er det endt hos en kollega? Det må du undskylde. Så får jeg det bare fra hende.”

Et genialt svar. Hvis det var faldet lørdag formiddag. Nu var det en katastrofe. Cykelnotatet skulle jo hvidvaskes! Eller sagt på en anden måde:

”Faktisk satte vi pris på muligheden for at oversende et udbygget notat, fordi der var visse aspekter, som fortjente en … hvad skal man sige … udbygning.”

Lige på trapperne

Hele tirsdagen - mens notatet blev udbygget med … ord … og sætninger … og ekstra linjeafstand - holdt jeg ministeriet varmt med meldinger om, at det udbyggede notat var ”lige på trapperne”.

Og så var vi klar. Onsdag morgen faldt direktørens dom: ”Det skal I kraftedeme ikke sende. Har jeg ikke sagt det én gang?”

Kort efter kunne vi overbringe ministeriet de herlige nyheder: At det udbyggede notat, som vi havde insisteret på at sende – og gentagne gange havde lovet var lige på trapperne – faktisk ikke rigtig eksisterede alligevel. Og hvad angik det oprindelige notat, som ministeriet faktisk havde glemt, de havde fået, men som jeg mandag eftermiddag havde mindet dem om fandtes. Så ville vi … hvis det på nogen måde kunne arrangeres …  sætte pris på, at ministeriet … glemte det igen?

Næste gang jeg skulle klippes, slukkede jeg min mobiltelefon.