Populisme på fremmarch i Europa

Den politiske populisme i Europa har ifølge eksperter flere af følgende kendetegn, men ikke nødvendigvis alle: Anti-establishment; knytter an til folks umiddelbare erfaringer; sætter kultur over økonomi; lavere skat; velfærd forbeholdt egne statsborgere; EU-skeptisk og begrænsning af indvandring.

”Der findes mange varianter af populisme: Højre, venstre, nationalsocial og liberal,” siger Andrej Zaslove, lektor i komparativ politik på Radboud Universitet i Nijmegen, Holland, og forsker i europæisk populisme.

Faktisk er de mest succesrige populistiske partier dem, som det er svært at sætte i bås samtidig med, at de har udviklet sig fra en løs organisation til et sammentømret parti.

Michel Hastings, professor i ­politisk videnskab på Institut ­d’Etudes Politiques i Lille, Frankrig, og ligeledes populismeforsker, understreger, at populisme ikke nødvendigvis er ensbetydende med ekstremisme.

Hastings beskriver populisme som primært en politisk stil, der lover forandring – ofte baseret på et smalt program – ved at gøre systematisk brug af retoriske appeller. Populistiske politikere tilskynder folk til at være forurettede og dyrker gerne fjendebilleder.

Spørger man eksperterne, er populismen i Europa vokset i skyggen af globaliseringen og forvandlingen af hele verden til én markedsplads. Konsekvensen er, at især mennesker med ingen eller kortvarig uddannelse er blevet truet på deres arbejde og identitet af den nye konkurrence udefra. Indvandringen har skærpet kampen om netop disse job.

”De populistiske partier holder sig i tættere kontakt med græsrødderne og er bedre til at mobilisere, mens de traditionelle partier i stigende grad er blevet en del af systemet – hvis ikke ligefrem statsbærende,” siger Andrej Zaslove.

Michel Hastings mener, at de traditionelle partier har udartet sig til teknokratiske konsensusmaskiner. I den forstand kan populisme ses som et krav om genindførelse af politisk debat.

”Populismens succes ligger i opfordringen til reel politik – en politik, hvor regeringer ikke længere blot er administrationer,” erklærer Hastings.

Populismen trives under økonomiske kriser, når ­etablerede partier træffer beslutninger med den ene begrundelse, at ­beslutningerne er uundgåelige og smertelige. Og afviser at forholde sig til de bekymringer, som er udbredt blandt et ­betydeligt udsnit af borgerne.