Politisk tsunami i Sydeuropa

11.2.2015

af

Det nye venstrepopulistiske parti Podemos i Spanien er den største udfordring mod den bestående politiske orden i landet. Tilslutningen skyldes høj arbejdsløshed, udbredt korruption og lede ved de etablerede partier.

Folk promenerer i solen langs den eroderede ­sten
mole, akkompagneret af lyden af bølgeskvulp. Cádiz på Spaniens sydspids er næsten omgivet af vand. Byen betragtes som den ældste bosættelse i Europa og har befæstede bygninger og labyrintiske gyder, og den ­virker, ja, som lutter idyl.

Men når mørket falder på, stikker fattigdommen sit grimme fjæs frem i form af hjemløse, der lægger sig for natten i indgangen til Unicaja og andre af de mange bank- og sparekassefilialer. Og hvis man i dagtimerne bevæger sig over i den nyere bydel, bliver man på boulevarden Avenida Andalucía vidne til en menneskestrøm ind og ud af en grå bygning, hvor der med grøn skrift på et skilt står Oficina de Empleo, arbejds­formidlingen.

Arbejdsløsheden i Cádiz-provinsen overgår med sine over 42 procent alle andre steder i Spanien og er næsten dobbelt så høj som landsgennemsnittet, der i sig selv har et forstemmende niveau. Den økonomiske krise har trukket dybe spor gennem landet, hvis plads i eurozonen der på et tidspunkt blev sået tvivl om.

Læg hertil en kæde af skandalesager om politisk korruption, som i mange tilfælde udspringer af, at partifunktionærer er modtagelige for bestikkelse fra lokale erhvervsfolk, som er opsat på at skaffe en tilladelse eller få en kontrakt. Senest har opmærksomheden samlet sig om en tidligere kassemester i det regerende konservative Folkepartiet (PP), der bedyrer, at selveste premierminister Mariano Rajoy har kendt til et ­hemmeligt parallelt regnskab og tilmed har fået udbetalt ­sorte penge.

Således er der blandet en perfekt cocktail, som fremkalder lede over for de etablerede politikere og deres partier.

En anden forståelse

“Andalusien er den region i EU, hvor det er mest påtrængende med forandring,” fastslår Teresa Rodríguez.

Hun er en 33-årig gymnasielærer og kommer fra ­netop ­Cádiz. Hun er blandt de fire medlemmer, som partiet ­Podemos fik indvalgt i Europa-Parlamentet i maj 2014.

Podemos er et venstrepopulistisk parti, som kræver en ­mere “retfærdig” økonomi, herunder genforhandling af udlandsgælden. Partiet forlanger også et opgør med indspistheden hos dem, de kalder ”den politiske kaste”.

“Vi har en anden måde at forstå politik på, for vi har en anden måde at forstå livet på,” lyder det filosofisk fra Rodríguez.

Podemos, som blev dannet i februar 2014, er på blot et år blevet Spaniens største parti i meningsmålingerne med en 
tilslutning på næsten 30 procent.

Og hvis valgsejren til Podemos’ søsterparti Syriza i Grækenland har vakt opsigt i resten af Europa og udløst ny bekymring om eurozonens sammenhængskraft, så er der meget mere grund til at følge Podemos i de nærmeste måneder. Spaniens befolkning og økonomi er nemlig 4-5 gange større end Grækenlands.

Der skal være parlamentsvalg i Spanien senest i november, og forinden kommer lokalvalg i maj og - allerførst - et fremrykket regionalvalg i Andalusien den 22. marts. Der er tilmed rygter om, at Teresa Rodríguez vil stile efter posten som ­regional andalusisk præsident.

Jobs der blev væk

Uden for den buede hovedindgang til Cádiz’ Universitets fakultet for økonomi og erhvervsøkonomi, en monumental hvid bygning, står en klynge af unge og udveksler nyheder.

“Det er umuligt at finde job her i området,” erklærer en af dem, Pilar López, om fremtidsudsigterne, og de andre nikker.

Særligt ungdomsarbejdsløsheden er høj.

På sit kontor fortæller lederen af fakultetets afdeling for ­almen økonomi, Manuel Acosta Seró, at finanskrisen fra 2008 og frem satte et brat stop for byggeriet, som var motor i økonomien. I Cádiz er skibsværfter forsvundet, fabrikker til fremstilling af bildele er væk og offentlige aktiviteter såsom uddannelse og sundhed skåret ned. De unge kan i bedste fald gøre sig håb om midlertidige job, oplyser økonomen.

Fremstillingen af de unge som den mest sårbare gruppe går igen andetsteds i Cádiz , hvor en forskningsenhed under den spansk-katolske hjælpeorganisation Cáritas præsenterer en analyse om ”eksklusion og social udvikling i Spanien” på et daglangt seminar i et auditorium.

Cáritas-sociologen Raúl Flores Martos viser på en PowerPoint-slide, hvordan en fjerdedel af befolkningen er udsat for social marginalisering i form af arbejdsløshed, lav indkomst, ringe uddannelse, dårlig ernæring, begrænset adgang til sundhedsydelser og/eller mangel på en rimelig bolig. Blandt de unge er andelen en tredjedel.

“Krisen har forstærket et mønster, som fandtes i forvejen,” siger Flores Martos i en pause.

Begyndte med protest

Podemos er en udløber af 15-M-bevægelsen fra maj 2011, der slog lejr på pladser i spanske byer i uger og måneder for at udtrykke misnøje med den etablerede politiske orden. ­Lederen Pablo Iglesias og andre fremtrædende skikkelser ­underviser i politisk videnskab på Complutense-universitetet i Madrid.

Podemos omfatter også personer med en fortid i organisationen Antikapitalistisk Venstre. Det gælder blandt andre ­Cádiz Teresa Rodríguez.

Trods en venstrepopulistisk retorik insisterer partiet på, at den virkelige skillelinje går mellem de velstående og ­resten. Mange af Podemos' økonomiske initiativer vil føre til en ­omfattende omfordeling af midler til fordel for lavindkomstgrupper. Der skal være understøttelse til alle borgere uden en indkomst. Spaniens offentlige gæld skal omstruktureres ­eller nedskrives. Medlemskabet af eurozonen skal genovervejes.

Politisk er partiet fortaler for en tættere kontakt ­mellem borgere og politikere og benytter sig så vidt muligt af ­direkte demokrati i sin egen organisering. I det hele taget er ­partiet ferm til at udnytte internettet og sociale medier i sin ­formidling.

“Vi kan mærke en stor entusiasme her i Andalusien. Mange mennesker oplever, at PP og PSOE (det spanske socialistparti, red.) er ét fedt. PSOE har haft posten som regional præsident i over 30 år. Socialisterne medvirker til nedskæringer og kalder det ansvarlighed. Socialisterne går ind for privatiseringer med henvisning til, at det skærper konkurrencen, men priserne stiger desuagtet,” siger Demetrio Quirós, officiel talsmand for Podemos i Cádiz.

Partiets Cádiz-afdeling gemmer sig bag en anonym butiksfacade i den gamle bydel. Væggene er malet i lilla – partiets farve – og hvidt.

“PSOE's magtmonopol i Andalusien har givet grobund for en vis klientelisme. Virksomheder skal helst have ­gode kontakter i den offentlige administration for at få noget ­godkendt,” siger Quirós.

International kreditværdighed på spil

Podemos har på det seneste opblødt kravene for at fremstå regeringsdueligt. Dette gør dog ikke indtryk på premierminister Mariano Rajoy. Han advarer om, at Podemos er løsagtigt, inkompetent og populistisk, og at det vil være russisk roulette at stemme på dem.

PSOE står dog til at tabe mest blandt de etablerede ­partier som følge af, at Podemos vinder frem. Fran González er ­PSOE's kandidat til borgmesterposten i Cádiz ved lokalvalget i maj. Der hænger allerede et enormt banner med et kontrafej af ham på Plaza España, den centrale plads. Han kæmper en to fronts-krig, nemlig mod PP, som har siddet på magten i 
byen i over 20 år, og mod opkomlingen Podemos.

Fran González mener, at der mangler en langsigtet plan for, hvad Cádiz skal leve af. Han øjner muligheder inden for den maritime økonomi, iværksætter-nicher, krydstogt-turisme og uddannelsesinstitutioner til specialuddannelser.

“Podemos kan måske opsamle noget af vreden i befolkningen. Men vi kan tilbyde politiske løsninger,” siger Fran González, som dog ikke vil udelukke et samarbejde i det kommende byråd med Podemos.

Heller ikke Manuel Acosta Seró, økonomen, er imponeret over realismen i Podemos' program.

“Podemos' økonomiske initiativer ville, hvis de blev gennemført, straks svække Spaniens internationale ­kreditværdighed og indsnævre en ny spansk regerings ­politiske råderum. Hvor rart er det?” siger Acosta Seró.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Kim Paulsen
8 år siden
Det undrer mig, at det samlede antal DJØF medlemmer ikke har én eneste kommentar hertil. Uvidenhed? Formentlig en af de vigtigste folkelige bevægelser, som en direkte modreaktion til magthavernes håndtering af den økonomiske krise i Europa. Også inspiration for Occupy Wall Street verdensbevægelsen. Jeg har ventet i lang tid, men spiller hermed ud til (forsinket) debat, da hele Sydeuropa venter spændt på de spanske lokalvalg.