Kan du huske, hvordan det var at være den nye?

Jeg kom et kvarter for sent til mit nye job, fordi der var noget med DSB. Sådan er det. Men det gjorde, at da jeg kom ind i lokalet, var alle i gang med morgen­mødet, og der var ca. tyve par øjne, der gloede. Jeg er trods alt for gammel til at rødme, men fik alligevel en spontan lyst til at sutte lidt på højre ærme, bare for at føle lidt tryghed.

At starte på en ny arbejdsplads er selvfølgelig dejligt og spændende. Og det er lidt pinligt at indrømme det, men: Jeg havde tænkt over, hvad jeg skulle have på. De andre var jo på ­arbejde som sædvanlig, så de havde sikkert bare tøj på, men jeg havde været igennem tanker som: 'Tjekket eller hyggelig', 'smart eller sød', og var vist endt med noget i retning af 'ufarlig med ­dårlig smag' … Selvfølgelig kan folks første indtryk ændres med tiden, men man vil alligevel gerne starte med et par plus-point og får ondt i kinderne af at smile så meget. Efterhånden har jeg prøvet det nogle gange, men hvor man som 19-årig gik ud fra, at man var verdens navle og derfor automatisk fik respekt fra kollegerne (selv om man egentlig ikke kunne så meget), så ­føler jeg mig i dag lidt mere som verdens albue ­eller tå-knyst, og jeg ved, at der skal lidt mere til end min blotte tilstedeværelse, for at jeg kan opnå respekt.

Hvis du har arbejdet et sted nogle år, så har du højst sandsynligt oplevet at få en ny ­kollega. Men kan du også huske, hvordan det var at ­være den nye? Man tænker, at man da aldrig får lært alle de navne (og efter fjorten dage er det pinligt at spørge igen, hvad folk hedder), man forstår ikke virksomhedens intranet, kan ­ikke finde toilettet og er bange for at komme til at sidde alene i kantinen med ­svedskjolder så ­store, at de når ned til bukselinningen – ­eller noget andet som gør, at man lige et øjeblik er slået lidt ud af kurs. En dag færdes man hjemme­vant rundt på arbejdspladsen, men ­lige der de første uger kan det være rart med en hjælpende hånd. Skulle det ikke være dig? Det kan godt være, at du har travlt, men hvis du ­liiige giver dig lidt tid til at hjælpe den sidst ­ankomne, så får du højst sandsynligt en ven for (arbejds)livet. Eller også er du bare en sød ­kollega.

Da jeg startede i en engelsk skole i 7. ­klasse, var det Sharon, der blev min guide, da jeg ­begyndte til ridning i en sen alder, var det ­Susanne, da jeg kom i praktik på en avis var det Ulrik, da jeg fik mit første rigtige job, var det ­Nikolaj. Og jeg husker dem alle. Og hvad gjorde jeg så, da jeg gammel i gårde på et magasin fik en ny kollega? Jeg talte nærmest ikke med hende de første uger, fordi jeg på grund af hendes efternavn var sikker på, om hun var datter af Uffe Ellemann Jensen og derfor nok havde ­fået jobbet som en vennetjeneste. Det viste sig, at hun stavede sit efternavn på en anden måde, ikke var i familie med ham og desuden var så sød, at hun i dag er en af mine bedste venner. Jeg er flov over, at jeg ikke tog godt imod hende, men hun har heldigvis tilgivet mig. Og fremover vil jeg gøre mit bedste for at være den søde, venlige, hjælpende kollega, når en ny starter. For jeg ved, hvor svært det er.