"Du kan måske blive frisør"

4.11.2015

af

Barikan Ismaeeli Solecki ville bevise, at lærere og studievejledere tog fejl, når de sagde, at hendes evner ikke rakte til en lang uddannelse. Kampviljen blev sået i en flygtningelejr, hvor hendes mor gav hende nøglen til at blive en fri kvinde.

Blå bog

Født i 1987 i en flygtningelejr i det nordlige Irak.

Kom til Danmark som 10-årig.

Cand.merc. i ledelse og strategi fra Aalborg Universitet i 2015.

Frivillig i Red Barnet og Ungdommens Røde Kors.

Freelanceforedragsholder.

Gift med Damian, der er polak, men opvokset i Danmark.

Skriver provokerende digte om kvindeundertrykkelse og kvinders seksualitet, som hun har optrådt på kurdisk tv med. Har fået mange hademails, men også rigtig mange klap på skulderen.

Deltager i talentprogrammet ’Lead The Talent’.

Der er helt stille i lejren. De ­fleste sover til middag i ­heden. Der er varmeflimmer i gården mellem de gamle ­militærbarakker, hvor drengene plejer at spille fodbold. Nu er der kun Barikan og hendes mor. Moderens tykke, sorte hår er bundet op i en hestehale. Hun sidder bukket over en zink-vaskebalje, hvor hun gnubber på tøjet med sæbe. Ved siden af har hun tændt et ­lille bål af tørrede kokasser, som Barikan og hendes søster har samlet. Her varmer hun vand til vasketøjet. Barikan hopper lidt rundt i gården i sine klipklapper og røde bukser. Hun går hen til moderen og plager hende som så mange gange før om et par nye sko. Hun har forelsket sig i et par hvide ballerinasko med en ­lille hæl, som én af de andre piger fra lejren har. Moderen stopper med at skrubbe og kigger op på Barikan med et intenst blik. Hendes usædvanligt blå øjne holder Barikans blik fast:

”Jeg kan ikke købe dem til dig. De få penge, vi har, bestemmer din far over. Hvis du vil undgå at ende som mig, ­bliver du nødt til at få dig en uddannelse, så du kan komme til ­s­idde bag et skrivebord og tjene penge. Det er den eneste måde, du kan blive uafhængig af din far, af din bror og af din mand.”

Det er, som om tiden går i stå i gården. Barikan siger ikke mere.

Barikan har aldrig glemt moderens ord i flygtningelejren for tyve år siden. I dag er hun omkring 28 år – sin ­nøjagtige ­fødselsdag kender hun ikke. Forældrene er analfabeter, men har altid presset på for, at deres børn skulle have en videre­gående uddannelse. De første 10 år af sit liv var Barikan på flugt med familien, fordi faderen havde været kurdisk friheds­kæmper. Men da hun som 10-årig fik opholdstilladelse i Danmark sammen med familien, blev hun tildelt en fødselsdato: 5. marts 1987.

1998 – i en bus på vej mod Danmark

Der er en fest i Barikans mave. Det bobler af spænding og glæde. Hendes forældre deler dyner, puder og køkkengrej ud til familiemedlemmer og venner, der skal blive tilbage i lejren. Barikan og familien skal med én af tre hvide FN-busser, der holder og venter foran FN-bygningen i Erbil – det er den bus, som skal bringe dem til Jordan, og derfra skal de videre med fly til Danmark. ­Barikan og hendes søster kan slet ­ikke vente med at komme ind i bussen. De har for første gang i meget lang tid ­fået nyt tøj. Hvid nederdel, skjorte med henholdsvis rødt og sort mønster og hvide strømper med et ­lille stykke blonde foroven. Barikan har også ­fået et par runde lyserøde solbriller, som hun har sat op i panden. Hun og søsteren styrer mod to pladser bag i bussen. Her har de frit udsyn. Barikan kan ­se sin mor gennem vinduet. Hun græder. Hendes søster på ­sædet ved siden af begynder også at græde. Deres to storesøstre og ene storebror skal ikke med til Danmark, fordi de er voksne og allerede gift. Moderen krammer dem uden for bussen og græder endnu mere. Barikan ønsker virkelig, at hun også kan græde. Hun knytter hænderne og presser dem ind mod øjnene og prøver at komme med nogle hulkelyde. Men indeni er hun bare så glad. Hun har følelsen af, at hun endelig er på vej hjem – hjem til et sted, hvor skolen ikke lukker på grund af krig – hjem til et sted, hvor man ikke behøver at være bange – hjem til et sted, hvor hun kan få en uddannelse.

Familien bliver indlogeret i et tidligere plejehjem i den nordjyske by Ulsted sammen med 70 andre familier. 300 meter længere nede af vejen ligger byens skole. Barikan glæder sig vildt til at komme derhen. Hen for at lære noget – hen for at få nogle danske kammerater. Men kun de voksne kommer i skole.

Barikan går flere gange ned til socialrådgiveren, der har kontor i kælderen under plejehjemmet, hvor hun insisterer på at komme i skole.

”Snart. Det kommer du også snart,” siger socialrådgiveren.

Men da Barikan har fået den besked tre gange, siger hun, at hvis hun ikke kan komme i skole NU, så vil hun med de voksne i skole. Og det kommer hun. De voksne synes, det er sjovt, at hun er der. Hun bliver en slags maskot, og så lærer hun om kongehuset, Dronning Margrethe, Kronprins Frederik og Prins Joachim, der lige er blevet gift med en kineser. Barikan kan ikke forstå, hvorfor han ikke har valgt en dansk kone.

Og endelig kommer dagen, hvor Barikan og 10 andre kurdiske børn skal møde i Ulsted Skole. De bliver placeret i en modtageklasse, der holder til i en stor container med ­vinduer midt i skolegården. Børnene har to kurdiske lærere og én dansk. De taler mest kurdisk. Men indimellem får de lov til at komme på besøg i en almindelig klasse nogle timer. Barikan besøger en femteklasse. Hun er utålmodig, hun vil bare gerne gå i den klasse. Hun og en anden kurdisk dreng er de sidste, der får lov. Men det går hurtigere end planlagt. I to dage tuder hun og ligger med hovedet gemt i armene hen over bordet i klasselokalet i containeren – og så giver lærerne sig. Hun får lov at komme permanent over i 5. klasse.

Men det går ikke så godt med det sociale. Hun må gerne besøge de andre piger fra klassen, bare ikke om aftenen, og hun får heller ikke lov til at overnatte til pige-fødselsdagene, som der er tradition for i klassen. I de ældre klasser bliver det bestemt ikke nemmere. Hendes klasselærer Carin sørger dog for, at hun kommer med på klassetur til Bornholm. Hun tager hjem til Barikans forældre og taler med dem. Da hun lover, at Barikan sover sammen med hende, giver de datteren lov til at tage med. Men ellers går Barikans tid udelukkende med ­skole, arbejde og mest af alt lektier. Ligesom klassekammeraterne udfylder Barikan en uddannelsesplan i både 7., 8. og 9. klasse. Hun vil i gymnasiet, og derefter vil hun på universitetet.

2004 – hos studievejlederen

Barikan sidder uden for studievejlederens kontor og ­venter på, at det er hendes tur til at komme ind og få ­dommen ­’egnet eller uegnet’ til gymnasiet. Han kommer ud og ­henter hende – en gråskægget og piberygende mand, der ­lugter af kaffe og pibetobak. Han sætter sig bag skrivebordet ­omkranset af reoler fyldt med bøger.

”Jeg kan se, at du gerne vil på gymnasiet, men med de ­karakterer du har, kan vi ikke erklære dig egnet. Men hvad med teknisk skole? Du kan måske blive frisør.”

’Hvorfor har de kun fokus på karakterer? Hvorfor kigger de ikke på, hvor hårdt jeg arbejder, og hvor aktiv jeg er?’ tænker Barikan. Men hun havde på fornemmelsen, at de ikke ville erklære hende egnet. Hun er bare ikke selv i tvivl – hun skal nok komme på gymnasiet. Hun er kampklar.

Barikan og hendes familie flytter til Aalborg, og hun starter i 10. klasse på Tornhøjskolen. Hun knokler på med lektierne, men da foråret kommer, bliver hun endnu en gang erklæret uegnet til gymnasiet. Hun bliver ikke ked af det – hun bliver provokeret og stædig. Jeg skal nok bevise det modsatte, siger hun til sig selv. Og så forlanger hun at komme til optagelsesprøve på gymnasiet. Hun skal op i mundtlig dansk, matematik og fysik/kemi. Hun burer sig inde, og i en uge terper hun matematik og fysik-formler, så hun kan det hele udenad. Prøven går fint. Alligevel er hun nervøs, for det er bare så vigtigt, at hun kommer ind. Hun sidder yderst på en sofa uden for rektors kontor med hænderne mellem knæene og venter på dommen. Da rektor kommer ud, rækker han hende hånden:

”Du behøver ikke være nervøs, du er optaget.”

Hun ville have haft det meget svært, hvis hun skulle fortælle sine forældre, at hun ikke var kommet ind. Nu løber ­Barikan hele vejen hjem for at fortælle den gode nyhed.

Og så fortsætter hun, hvor hun slap. Lektier, lektier og ­lektier. Og arbejde.

2008 – 3. g på Hasseris Gymnasium

”Hvis der er nogen, der vil have uddybet mine kommentarer til opgaven, kan I komme herop.”

Barikan har lige fået sin biologirapport tilbage, og hun går gennem klassen op til katederet. En af hendes klassekammerater står på den anden side af biologilæreren. Læreren har vendt stolen over mod ham, og hendes finger løber ned over de kommentarer, hun har skrevet bagerst i hans rapport. Så drejer hun rundt, og nu er det Barikans tur. Barikan kan se på hendes mund, at hun siger noget, men hun kan ikke høre, hvad det er. ”Jeg kan ikke høre – jeg kan ikke høre.” Barikan råber. Hun er bange. Hun kan se munden, der bevæger sig, men den eneste lyd, hun hører, er en monoton summende lyd – bzzzzz bzzzzz. Hun råber igen. ”Jeg kan ikke høre noget.” Og så bliver alt hvidt.

Barikan bliver hentet af en ambulance. På hospitalet undersøger de hendes hjerte – de undersøger alt. Der er ikke noget galt med fysikken. Det er stress og angst, som kulminerer i ­biologitimen den dag i 3. g. Angstanfaldene følger hende de kommende år.

Hun kommer hjem og tager fat, hvor hun slap. Lektiecafé efter skole. Så på arbejde. Nu som telefonsælger otte timer om ugen. Hun har arbejdet, siden hun var 12 år, hvor hun fik en avisrute i søsterens navn, mod at søsteren fik 200 kroner af hendes månedsløn. Efter arbejde står den på lektier, til hun skal i seng. Hun behøver ikke hjælpe til med oprydning og opvask derhjemme, siger moderen – bare hun laver lektier.

Barikan lægger ud med et 6-tal i dansk og slutter med et 10-tal til studentereksamen. Som 18-årig får hun et postkort fra sin gamle klasselærer Carin fra Ulsted Skole med en brændende jantelov på. Men det halter stadig med det ­sociale. Hun kan ikke tale med, når klassekammeraterne diskuterer gårsdagens afsnit af Beverly Hills eller Friends. Hun er presset af sine egne ambitioner og af, at hun lever efter kurdiske normer i en dansk hverdag. Hun føler sig udenfor.

Hun får sin studentereksamen med et snit på 6 efter den nye skala. Og hun får også et legat for at være en fighter.

Barikan søger ind på sociologi på Aalborg Universitet. På det tidspunkt er der ingen krav om et bestemt karaktergennemsnit for at komme ind. Alligevel frygter hun at få afslag på adgangen til det, hun har drømt om i så mange år – en kandidateksamen.

Hun bliver optaget, men noget må ændres. For selv om hun er meget opsat på ufortrødent at lægge stor energi i at ­læse, er det for alvor gået op for hende, at hun også er nødt til at få det sociale til at fungere. Hun har gentagne gange observeret, at meget læring foregår i kontakt med andre mennesker. Det betyder, at hun i en periode lever et dobbeltliv, for ­derhjemme vil de altid vide, hvor hun er og med hvem. Det hele kulminerer i 2010, hvor hun flytter sammen med sin ­nuværende mand, som hun har mødt på studiet. Han hedder Damian og er vokset op i Danmark med en polsk mor og en dansk papfar.

Faren slår hånden af hende. ­Barikan kan gifte sig med, hvem hun vil, ­bare det er en kurder. Barikan er ikke et ­sekund i tvivl om, at hun har gjort det rigtige, men det er hårdt at gå forbi sin far og andre bekendte og familiemedlemmer på gaden, uden de hilser.

Hun holder et års orlov, efter hun har afsluttet sin bachelor i sociologi, ­fordi hun har brug for et pusterum, men ­også fordi hun har fundet ud af, at hun ikke vil være sociolog. Hun vil være cand.merc. i ledelse og organisation. Hun ­arbejder som kundekonsulent hos Telenor, mens hun tager og selv ­betaler for de tre fag, som hun mangler, hvis kandidatgraden skal være en cand.merc.

Da Barikan for første gang efter sit sabbatår sidder i auditoriet med 200 af sine nye medstuderende, tænker hun: Okay, de her mennesker skal jeg konkurrere med om nogle år. Jeg ­bliver nødt til at gøre noget. Barikan får et mere relevant studiejob på universitetet. Hun bliver også valgt ind i studie­nævnet, hvor hun senere bliver næstformand.

2012 – gruppeeksamen på Aalborg Universitet

Barikan lægger ud – det har de andre i gruppen bedt hende om. Hun har så meget på hjerte. Hun slår ­forklarende ud med hænderne og går rundt i lokalet, mens hun fremlægger. Hun og ­resten af gruppen er til eksamen med afsæt i en virksomhedscase fra Brønderslev. De andre har også sagt til hende, om hun ikke nok vil svare, hvis der kommer spørgsmål om videnskabs­teori. Barikan sørger for at have ­øjenkontakt på skift med både censor, vejleder og de andre i gruppen. Hun holder deres blik, og hun fornemmer, at de ­virkelig er interesserede i, hvad hun ­siger. ­Barikan føler sig et skridt foran. Hun føler, hun har fod på det hele og en respekt fra de andre. Sådan har hun ­aldrig følt det før.

Barikan Ismaeeli Solecki blev cand.merc. i organisation og strategi i juni samtidig med sin mand Damian, som hun blev gift med sidste år – med kurdiske øjne et lille bryllup med ’kun’ 48 gæster. Forældrene var ikke med.

Hun afsluttede sin kandidatgrad med 10- og 12-taller – et resultat, der ­betød, at hun endte blandt de 10 procent bedste på sin årgang. Hun har haft studiejob på universitetet og ­været næstformand i studienævnet. Hun holder foredrag om sine egne ­oplevelser. Det har hun bl.a. gjort tre gange for FN-ansatte.

Barikan ser stadig ikke sin far – ­sådan må det åbenbart være. Men ­moderen og sine søskende ser hun. Seks af hendes brødre og søstre har fået ­eller er i gang med en videregående uddannelse, mens hendes lillebror lige er ­begyndt på gymnasiet.

Barikan har stadig tæt kontakt til sin gamle dansklærerinde Carin, som har fulgt hende, siden hun startede i 5. klasse på Gandrup Skole.

”Der er en ild i hende, der er ingen tvivl om, at hun nok skal komme frem. Jeg tror, hun bliver til noget stort – ­måske politiker,” siger Carin.

Selv siger Barikan:

”Hvis jeg boede i Irak i dag, ­havde jeg ingen uddannelse, og jeg var gift med en kurder og havde flere børn. Jeg kom fra intet til alt. Det handler ­ikke om at få det hele serveret. Men hvis du får mulighederne, så bestemmer du selv, om du vil tage imod dem – det gjorde jeg. I dag er jeg glad og lykkelig. Jeg har opnået alle de ting, jeg drømte om: Jeg har haft lønnet arbejde, ­siden jeg var 12, jeg har haft relevante studie­jobs, og jeg har fået en fantastisk uddannelse. Jeg har alle de basale ting materielt set, og jeg har mødt kærlig­heden. Jeg har ikke et job – men det får jeg. Hele verden ligger åben for mig, og nu handler det bare om, hvilken af de 1.000 døre jeg skal åbne.”  

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Per Knudsen
8 år siden
Jeg synes overskriften er meget uheldig og nedgoerende overfor vores medborgere med mere praktisk eller teknisk arbejde. Det var studievejlereden som sagde det, men han mente det ikke negative, tvaertimod. Maaden djoefbladet stiller det op pa og som hele artiklen er udformet virker needgoerende paa f.eks. frisoererhvervet. Og maaske har Barikan bare uddannet sig selv til akademikerarbejdsloeshed?
Erwin Van den Eede
8 år siden
Wow, sikke en stærk historie! Flot gået. Og bag en stærk, ung kvinde står en anden viljestærk kvinde!