Danske og amerikanske studerende motiveres forskelligt

4.11.2015

af

Celia Arnesen kiggede i sit speciale på forskellene mellem danske og amerikanske studerendes tilgang til studierne. Hun fandt ud af, at kun danskerne er på Facebook i undervisningen, men at de samtidig også er mere interesserede i deres fag.

Er der forskel på, hvad der får danskere og ­amerikanere til at gå på universitetet? Hvem af dem er mest på Facebook i timerne, og går de op i det ­sociale på studiet? Celia Arnesen er nyuddannet cand.soc. i Uddannelsesviden­skab fra Aarhus Universitet. Som led i sit spe­ciale interviewede hun tre sociologi­studerende i Florida og tre i København samt deres professorer for blandt andet at finde svar på ovenstående spørgsmål.

Hvad ville du gerne finde ud af?

”Om studiemotivationen var ­markant forskellig i de to lande, og ­hvilke forhold der påvirkede den. Hvad ­motiverer en studerende til at gøre en god indsats på henholdsvis et dansk universitet og et amerikansk?”

Fandt du nogen forskelle?

”De amerikanske studerende var meget mere konkrete og strukturerede i forhold til deres tidsforbrug. Når de var til undervisningen, så var de dybt koncentrerede. De skulle læse til nogle tests, og de skulle gå til nogle eksamener, og dem skulle de bestå. I Danmark var der en mere løs stemning omkring det. Man kunne rykke rundt på tingene, og det gjorde ikke så meget, hvis man var på Facebook i undervisningen. Det gik nok det hele”.

Hvorfor er der en forskel?

”Det må være fordi, vi har to velfærdsmodeller. Hvis du har brugerbetalt uddannelse som i USA, bliver du nødt til at tænke over, at du skal tjene penge, når du kommer ud på den anden side. Du skal forsørge en familie, og der er ikke noget sikkerhedsnet, der griber dig. I Danmark har vi tid til at blive lidt forsinkede, selv om det selvfølgelig er blevet sværere efter fremdriftsreformen.” 

Hvorfor begynder man på universitetet i de to lande?

”Interessen motiverer danske socio­logistuderende til at studere. I USA handler det meget om prestige, status og familie – de vil gøre deres familie stolt, og de vil gerne have et godt job bagefter.”

Var der andre forskelle?

”De amerikanske studerende ­klarede sig meget på egen hånd. I Danmark betyder fællesskabet rigtig meget, og de studerende hjælper hinanden og spejler sig utroligt meget i hinanden. I studiegrupper til arrangementer og så videre. Danskerne var også meget ­mere aktivistiske og kritiske. De tør at lave om på tingene.” 

Kan man bruge dine resultater mere bredt?

”Det er jo svært at generalisere, når man har lavet kvalitative interviews. Det havde sikkert været anderledes, hvis jeg havde talt med studerende fra CBS. Så havde jeg måske set en meget mere amerikansk kultur.”

Var der noget, der særligt overraskede dig?

”Ja. Hvor lidt bevidste danske studer­ende egentlig er om, hvad det gør ved deres læring, at de sidder og ­multitasker i undervisningen. Det kom meget bag på mig, at de ikke reflekterer mere over, at når de sidder på Facebook, så kan de selvfølgelig ikke lagre vigtig ­viden fra undervisningen ordentligt. Det var de amerikanske studerende meget bevidste om, og de havde ­faktisk slet ikke computere med til undervisningen.” 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Ankestyrelsen
ANNONCE

Kommentarer

Mike
8 år siden
Som artiklen rigtigt nok kommer lidt ind på, er det også en forholdsvist snæver målgruppe der er udvalgt :-)
Jesper
8 år siden
Fin artikel. Jeg er som udgangspunkt enig i at Amerikanerne tilgår deres studier anderledes, men at sige de er mere strukturede eller ikke bruger sociale medier i timerne er ikke min oplevelse fra UC Berkeley. Folk sad lige så ofte på facebook eller sad oppe natten før for at skrive en opgave. I øvrigt er det faglige fokus i USA meget baseret på at kunne gengive præcist det der er blevet sagt i timerne. Man bliver i høj grad 'spoon fed' med information og de bruger i lige så højgrad studiegrupper som alle andre steder. Jeg synes det er nogle fine betragtninger, men de kan som Celia selv siger ikke generaliseres.