Når din medarbejder går dig på nerverne

5.1.2015

af

De brokker sig altid, de er pernittengryn udi det sygelige, eller måske kan du simpelt bare ikke fordrage dem. Du er chefen – hvad gør du?

Du kan ikke helt sætte fingeren på, hvad det er, der generer dig. Men når en af dine medarbejdere, Bent, træder ind i rummet, bliver du irriteret og drænet for energi.

Det er nærmest uundgåeligt, at man som leder støder på medarbejdere, der på den ene eller anden måde går én på nerverne. Men det nytter ikke at råbe dem ind i hovedet, at fryse dem ude eller at trække chefkortet og fyre dem. For du vil blive ved med at møde den slags medarbejdere, og du har også brug for forskelligheden blandt dine medarbejdere, siger chefkonsulent i Alomentor, Maria Hamilton Brown, der blandt andet arbejder med lederudvikling og samarbejde i organisationer.

Hun har mødt en masse ledere, som har store udfordringer med at tackle medarbejdere, der har en negativ påvirkning.

”Og hvis man ikke får håndteret det, så ruller det og bliver større. Jeg møder oftest lederne, når det er gået helt i hårknude.” 

Lederne tager det med hjem

Frederik Iuel, chefkonsulent i Djøfs Karriere- og Kompetencecenter, har også haft mange samtaler med ledere, der har knas med relationen til en medarbejder.

”Det er virkelig noget, der kan trækker tænder ud på en leder, og noget, de ofte tager med hjem,” fortæller han.

Men Frederik Iuel mener heller ikke, at løsningen er at skille sig af med den medarbejder, man ikke svinger med.

”Man får typisk det bedste ud af at udvikle frem for at afvikle. Ledelse handler om at arbejde med mennesker og få medarbejderne til at blive den bedste udgave af sig selv i jobbet.”

Men før man kan det, handler det om at se indad, siger Maria Hamilton Brown. Hvis en medarbejder går én på følelsesmæssigt, kan det høre til i forskellige sfærer.

”Som leder bliver man simpelthen nødt til at kende sig selv og vide, hvorfor man reagerer, som man gør. Det kan være, at man bliver irriteret på Bent, fordi han gør noget på en måde, som éns mor altid gjorde. Eller det kan være, at Bent irriterer dig, fordi han ikke vil gå nye veje, og at organisationen netop har brug for at gå nye veje,” siger Maria Hamilton Brown. 

Tæl til ti

Det kan være svært ikke at reagere med det samme, når Bent går dig på, siger Maria Hamilton Brown.

”Men det bliver du dog nødt til at kunne mestre som leder. For når man er irriteret på nogen, er faren, at man begynder at finde en masse fejl hos dem, og så kan det ubevidst ende i en form for mobning. Men når du finder ud af, hvorfor lige nøjagtig Bent irriterer dig, og hvad det er, der irriterer dig ved ham, tager det også lidt luften ud af irritationen,” siger Maria Hamilton Brown.

Det er hendes erfaring, at det især er nye ledere, der af den ene eller anden grund lader sig gå på, hvis de ikke svinger med en medarbejder.

”Der er typisk tale om et førstegangs-leder-fænomen. Og det er typisk nye ledere, der ikke er bevidst om deres egne styrker og svagheder. Jo mere erfaring du har, jo dygtigere bliver du også til hurtigt at komme op i helikopteren, hvor du kan se de hele fra flere perspektiver.”

Og det er netop det, det handler om, siger Frederik Iuel.

”Kig ind bag ved og spørg ind: ’Hvad kan jeg gøre for dig? Jeg oplever, at du er meget kritisk, men jeg har brug for dig på holdet.’ Det kan være, han reagerer, som han gør, fordi han i virkeligheden keder sig og ikke får udfordrende opgaver nok. Og prøv så at fokusere på dét, vedkommende er god til - det vil også hjælpe dig med at tage brodden af irritationen.” 

Vi skal ikke alle være ens

Vi er alle sammen gode til noget – men vi er også forskellige. Og det er måske ofte forskelligheden, der gør, at vi ikke svinger lige godt med alle. Men vi skal huske, at vi har brug for forskelligheden, siger Maria Hamilton Brown.

”Vi har det med at kunne lide dem, der tænker og handler som os selv, men det nytter ikke noget som leder. Vi skal jo ikke være på en arbejdsplads, fordi vi elsker hinanden, men fordi vi skal løse en opgave. Og når man er leder, har man ansvar, og derfor nytter det ikke noget at reagere uhensigtsmæssigt på Bent, hvis han i øvrigt løser sin opgave,” siger Maria Hamilton Brown. 

Ok at sætte hælene i

Men selvfølgelig er også i orden at sige fra over fra en medarbejder, der fx konstant brokker sig. Det handler bare om måden, du gør det på, er Maria Hamilton Brown og Frederik Iuel enige om.

”Du skal ikke stå og råbe folk ind i hovedet, for så ryger al respekt. Du kan være bestemt og kontant, men du må ikke skælde ud,” siger Frederik Iuel.

Men tag endelig tyren ved hornene, så problemerne ikke vokser og bliver alt for store, lyder det fra Maria Hamilton Brown.

”Vi kender alle medarbejderne, der har det bedst med, at tingene bliver ved med at være, som de altid har været. Men det er vigtigt for hele processen at få alle med og ikke at få lagt gift om projektet. Så hvis Bent brokker sig højlydt ved alle møderne, kan du sige: ’Jeg hører, hvad du siger, og det kan også godt være, at du har ret. Men lige nu har jeg brug for, at vi alle går den her vej.”

Og der er håb forude – fremtidens ledere er måske bedre klædt på til at tackle irriterende medarbejdere, siger Maria Hamilton Brown.

”Jeg tror på en positiv fremtid, hvad det angår. For unge ledere er meget relationsorienterede, og de er ikke bange for at kigge på og tale om det følelsesmæssige.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet