Jesper Tynell - en stædig systemkritiker

14.1.2015

af

Med bogen Mørkelygten har Jesper Tynell skabt mediedebat om embedsværket. Selv er han ”dybest set bange for medier”. Vi tegner et portræt.

Blå bog

Jesper Tynell

Født 1971.

Cand.mag. i historie og kommunikation fra RUC 2002.

Siden 2003 ansat som journalist på Orientering på P1.

2009: FUJ-prisen som bedste graverjournalist i radiomediet.

2010: Cavlingprisen for radioserien ’Ministerens mindre demokratiske metoder’.

2010: Det journalistiske Fellowship ved Center for Journalistik, SDU.

2013: Hal Kock-prisen for sin journalistik og sit arbejde for offentlighed i forvaltningen.

2014: Ebbe Kløvedahl Reichs demokratistafet.

Gift og har to børn på 14 og 18 år.

Op mod 500 djøfere har en mørk novemberaften stuvet sig sammen i missionshuset Bethesdas mødesal ved Torvehallerne til et Djøf-debatmøde med Danmarks mest stædige systemkritiker, den prisbelønnede DR-journalist Jesper Tynell. 250 står på venteliste.

De vil høre debatten og se manden bag bogen Mørkelygten, som vel allerede har indført et nyt begreb i ordbogen over det danske sprog: at svinge mørkelygten. Hvilket vil sige, at man bader noget bestemt i lys, så der blændes for noget andet.

Tynells mission handler om at fortælle, at det er en indbygget, men demokratisk problematisk del af embedsværkets virke at hjælpe ministrene med at blænde Folketinget, medierne og befolkningen til at tro, at ministerens politik er den eneste rigtige.

Eller for at tage et citat i den lettere ende fra bogen, hvor en embedsmand forklarer om dét at selektere i talmateriale: ”Det er med statistik som med kvinder i bikini. De viser meget, men skjuler det vigtigste.”

Senere, da djøfbladet møder Jesper Tynell alene, er det også mørk aften. Alle opgaver med bogen skal så vidt muligt ske uden for normal arbejdstid. Så han har travlt i vintermørket efter kl. 17. Foredragsfolket og andre river i ham. Flere ministerier har også inviteret ham ud og holde oplæg, bl.a. Udenrigsministeriet.

Ring om søndagen

Jesper Tynell er et venligt, yderst høfligt, men meget insisterende menneske, som kan noget med matematik, statistik og logik. Han siger, han ikke ved så meget om politik. Og han er altid lidt utryg ved sine journalistkollegers kække overskrifter.

Lige så venlig han er, lige så stædig og ærekær er han. Rækker man ham en lillefinger eller tror, at man nu har spørgsmålet, som får skovlen under ham, svarer han med fem plancher, to paragraffer og tre citater fra bogens dokumenter eller anonyme embedsmænd.

Han er fagspecialist grænsende til det nørdede på sine stofområder, og måske er det netop derfor, at den skarpe Tynell tilbage i 2010 formåede at få omkring 45 embedsmænd – uden for arbejdstid – til at fortælle om faglige processer i forbindelse med otte konkrete, ældre politisk-administrative forløb. De fleste af dem sager, som Tynell havde lavet radioindslag om på DR Orientering i 00´erne og i forvejen havde stakkevis af ministerielle notater, e-mails, folketingssvar, talepapirer etc. om.

Det var de færreste af de anonyme embedsmænd, han nogensinde havde talt med i forvejen. Frem til det tidspunkt var det ikke en arbejdsmetode, han havde brugt særlig meget. Men da han fik Cavlingprisen 2009 for at have gravet sig dybt ned i en række juridisk-politiske forløb i Beskæftigelsesministeriet og efterfølgende blev inviteret ud at holde oplæg i f.eks. Finansministeriet, opdagede han, at embedsmænd kan være til at tale med.

Nu tog han så en bunke sager og ringede til de involverede embedsmænd privat. Helst søndag, for så var de mentalt længst væk fra ministeriet, og risikoen for, at de var på arbejde, var mindst.

Han forklarede dem, at han havde fået Det journalistiske Fellowship på SDU, og at han ville bruge det på at skrive en bog om, hvilket fagligt albuerum embedsmænd har i et ministerium. Hvor langt strækker man sin faglighed for at hjælpe sin minister? Hvor går stregen? Det var normerne og kulturen, han ville forstå, sagde han. Han garanterede fuld anonymitet.

For grundig til nyheder

Da Tynell var dreng, knuste han matematikopgaver på bagsiden af sin fars fagblad, Ingeniøren. Matematik var dét, han kunne i skolen, og han nåede at tage tre et halvt års eksaminer på elektronikingeniørstudiet på DTU, før han overgav sig til sit hemmelige ønske om at læse noget med ’samfundet’.

”Jeg turde ikke. Ikke før jeg var med min søster til et intromøde på RUC og opdagede, at de andre nok alligevel ikke var så meget mere belæste end mig.”

Så han læste historie og kommunikation på RUC, men gik sine egne veje på studiet og lavede kortfilm og underviste i dramaturgi på en daghøjskole ved siden af.

Hans første journalistiske job var et vikariat på P4 København. Den grundige Tynell kunne ikke få sig selv til bare at læse en avisoverskrift op og ringe en kommentar hjem. Han borede sig ned i, om overskriften nu også holdt, mens hans søde kolleger trommede i bordet to minutter i deadline. Vikariatet blev ikke forlænget.

Embedsmænd lider under mangel på fagjournalister

I 2003 fandt Tynell sin hylde på Orientering på P1 – ”et job, jeg fik ved heldets og tilfældighedernes spil”. De gav ham lov til at blive specialist.

”Det er et privilegium, som de færreste journalister har i dag. Det lider medierne under. Og det lider embedsmænd også under. De vil helst tale med journalister, som har sat sig ind i tingene. Jeg hører mange embedsmænd, som udtrykker frustration over den måde, som medierne behandler deres fagområder på. Og jeg må desværre give dem ret.”

På Orientering fik han socialstof, rets- og beskæftigelsespolitik. Han fik lov til at lave langsom radio og lærte sig selv op ved at læse masser af juridiske tekster og interviewe den ene juraprofessor efter den anden.

”De var generøse. De gav sig tid til at tale med mig i flere timer, før vi optog noget.”

Turde ikke skrive thriller

Da han skrev ansøgningen til SDU, troede han, at han skulle skrive en thrilleragtig bog med livagtige scener ligesom de amerikanske bøger, han havde slugt om Irak-krigen skrevet af tidligere højtplacerede embedsmænd.

Men det gik hurtigt op for ham, at så snart han kom i nærheden af en scene, røg anonymiteten.

”Og sådan tør jeg slet ikke skrive. I bogen skriver jeg jo sjældent, at sådan var det. Jeg skriver, at dén og dén sagde sådan, og det kan passe med dét, der står i dette notat. Jeg holder materialet ud i strakt arm og er forsigtig med konklusionerne.”

Det var dog ikke bogens tørre prosa og lange dokumentbaserede tekstanalyser, som tog overskrifterne i medierne, da bogen blev slicet op i delikate bidder til udvalgte journalister, før den var udkommet.

’Sådan tager de røven på os’, lød overskriften i Ekstra Bladet, som havde læst Berlingske. ’De’ er embedsmændene. ’Krænkende mod al faglig moral’, skrev columnisten Claes Kastholm Hansen, der også havde læst sin Berlingske. Og sådan fortsatte det på alle platforme.

”Hvad man vil tro på, er op til læserne”

Det mest omtalte kapitel var om Udenrigsministeriets juridiske notat om grundlaget for dansk krigsdeltagelse i Irak, som ifølge bogens embedsmænd var rent politisk bestillingsarbejde.

Men da Jyllands-Posten ringer til hovedskriveren på notatet, dengang ambassadør Peter Taksøe-Jensen, afviser han fremstillingen i bogen. Det samme gør flere andre centrale, anonyme kilder i både Udenrigs- og Statsministeriet, som avisen også har talt med.

Hvordan havde du det med dét?

”Det generede mig ikke det fjerneste. Jeg åndede faktisk lettet op.”

For det slemme for ham havde været, hvis Jyllands-Posten havde afsløret nogle af hans kilder, forklarer han. For det er mennesker, som har vist ham en utrolig stor tillid og generøsitet. De skal have fuldstændig beskyttelse. Han har fx aldrig printet et båndudskrift af en samtale ud. De lå inde på en særlig krypteret pc uden netadgang. Og kun dér.

”Præmissen for bogen er, at man ikke skal kunne finde ud af, hvem der medvirker. Derfor kan enhver medvirkende i princippet også gå ud og sige noget andet offentligt, end de sagde til mig. Hvad man vil tro på, er op til læserne. I bogen er alle sagerne jo også underbygget af dokumenter, som taler deres eget tydelige sprog.”

Ingen ulovligheder – men hvor går grænsen?

Når Tynell mødte op til de hemmelige møder med sin papirstak og båndoptager, var flere embedsmænds første ord, at de aldrig havde været med til noget ulovligt, ’så jeg kan nok ikke rigtig fortælle dig noget interessant’.

Faktisk mente ingen af de medvirkende embedsmænd, at de på noget tidspunkt havde været med til noget forkert eller ulovligt.

”Men for mig var det mindre interessant, om de mente, at grænserne var overskredet. Det, der interesserede mig, var, hvor grænserne gik, når det samtidig ligger i systemet, at embedsmænd skal hjælpe deres minister,” forklarer han.

”I samtalerne henholdt embedsmænd sig flere gange til deres meget vidtgående lydighedspligt over for ministrene og departementscheferne. En lydighedspligt, som rækker ud i styrelserne, og som gør det muligt at gå på kompromis med sandheden, lovligheden og fagligheden, så længe det ikke er klart ulovligt eller klart usandt. Det er frem for alt denne grænse, mange embedsmænd forholder sig til i deres arbejde – og forsøger at overholde.”

Styrk bunden over for toppen

I bogen fastslår Tynell, at vi samtidig har en sejlivet myte om, at embedsværket skal være fagligt neutralt og objektivt. Denne problematiske myte vil han bringe os ud af.

Her vil en hel del politikere, eksperter og embedsmænd dog indvende, at dén myte selv er en myte.

For ministeren er den eneste med et politisk mandat i ministeriet, og embedsmændenes rolle, jfr. grundloven, er at hjælpe ministrene med at løse deres problemer og gennemføre deres politik inden for lovens grænser.

Som Bo Lidegaard, Politikens chefredaktør, som var ordstyrer på Bethesda-mødet, skrev i sin avis i en klumme om embedsmænd som mørkelygter eller lyskastere: ’At ministeren betoner argumenterne for sin politik og ikke imod den, er en del af det privilegium, den udøvende magt har – og bør have’.

Men når man læser Tynells konklusioner i bogen, kan man næsten tro, at dét, han ønsker, er et individuelt ansvarligt, selvkørende embedsværk, som frit lægger sagerne frem for Folketinget og vælgerne uden om ministeren.

Det afviser han skarpt over for djøfbladet; det har han aldrig sagt eller skrevet.

Du vil ikke af med embedsværkets lydighedspligt over for ministrene, som har det politiske mandat – og af med ministeransvaret i det danske folkestyre?

”Nej. Men et af mine forslag i bogen er, at man overvejer at flytte balancen en smule, så embedsmænd fx får pligt til at gøre Folketinget opmærksom på det, hvis deres minister eller overordnede fastholder en beslutning, som der, ifølge en grundig juridisk analyse er tungtvejende grunde til at mene, er ulovlig. Mine eksempler i bogen viser, at der er behov for at styrke Folketinget over for ministrene. Og behov for at styrke ansvaret i toppen af embedsværket, så det bliver sværere at tørre møgsager af på underordnede embedsmænd, når beslutningerne reelt er truffet højere oppe.”

Politik skal have et rationelt grundlag

Firkantet udtrykt: Du mener, at embedsværket under det absolutte topniveau er de neutrale eksperter, som repræsenterer den egentlige sandhed, hvor politik mere er lidt noget smuds? Men faglighed uden politik er vel teknokrati?

”Jeg mener på ingen måde, at politik er noget smuds. Tværtimod. Men du rammer måske alligevel et dilemma i mig. Mange af de eksempler, der er i bogen, er for mig at se et spørgsmål om, at politik bliver gjort til teknik, hvor jeg gerne vil have gjort det til politik igen. Så Folketinget – dem, vi har valgt – kan træffe de svære valg mellem de alternative løsninger, der findes, og ikke bare får serveret dén løsning, som ministeren præsenterer som om, det er den eneste rigtige ifølge de tal og fakta, som embedsværket reelt er blevet bedt om at regne baglæns for at nå frem til.

Så én stemme i mig siger, at dén, der har adgang til viden, ikke må bruge den til at narre den, som ikke har samme adgang. Men du har også ret i, at en anden stemme i mig siger, at når nu vi har brugt en masse penge på at uddanne nogle fagligt kompetente embedsmænd, som er specialister på en række områder, så skal al den viden komme den demokratiske beslutningsproces så meget til gode som muligt.”

Det er din indre ingeniør imod ministrene?

”Det hviler dybest set på en tro på det rationelle som grundlag for politik, ja. Men det er vigtigt med den rigtige kombination. For mig at se er det flertallet blandt de folkevalgte i parlamentet, der skal træffe de politisk svære valg på baggrund af et oplyst og transparent grundlag. Ikke ministrene i en mindretalsregering, der skal bruge embedsværket til at få mere magt, end de reelt har mandater til.”

Åbenhjertige beskrivelser af den politiske heksekedel

En af Tynells konklusioner i bogen er som sagt, at det store problem er, at embedsmændenes lydighedspligt rækker så vidt, at de har pligt til at følge deres ministers ordrer, selvom de formentlig er på kanten og endda måske ulovlige, så længe det bare ikke er klart ulovligt eller klart usandt.

”Danske embedsmænds vidtgående lydighedspligt undergraver i høj grad kravene om lovlighed, sandhed og saglighed,” skriver han.

Men her raser debatten om bogen.

Det holder ikke i den praktiske virkelighed ude hos ministre og embedsmænd, lød det i paneldebatten i Bethesda.

Det er ikke gældende ret i praksis, og sandhedspligten er ikke underordnet lydighedspligten, fastslog professor, dr.jur. Niels Fenger. Det er omvendt: Lydighedspligten inddæmmes af normerne om lovlighed, sandhed, faglighed og partipolitisk neutralitet.

En anonym embedsmand, som Politiken havde fået til at anmelde bogen, skriver:

”Det interessante ved bogen er de mange medvirkende embedsmænds åbenhjertige beskrivelser af den politiske heksekedel, men den giver også et skævt billede af tingenes tilstand, hvis den står alene.”

Hvorom alting er, så bliver bogen læst på Slotsholmen.

Da det nye Bo Smith-udvalg om forholdet mellem embedsmænd og politikere anno 2014 holdt stort debatmøde i december under titlen ’Tillid til embedsværket nu og i fremtiden’, stod tre departementschefer på podiet – Statsministeriets, Udenrigsministeriets og Beskæftigelsesministeriets – hvoraf de to af dem havde læst alle bogens 358 sider og den ene det meste.

Deres budskab om bogen var, at de bestemt ikke kunne genkende Tynells beskrivelser som et generelt billede af ministeriernes arbejdsstil – værdisættet er, at ministre ikke skal bære noget forkert i Folketinget, og lydighedspligten spænder ikke et sikkerhedsnet ud under alle mulige omgåelser og fiflerier med lovligheden, sandheden, fagligheden og den partipolitiske neutralitet.

Men som ledelse har man også altid et ansvar for et arbejdsmiljø, hvor ting kan komme åbent frem til diskussion, og hvor alle er sig bevidst om, at dét, man gør i det daglige, altid skal kunne tåle at blive set af andre, lød det fra departementscheferne. Så der kigges indad på Slotsholmen, forstod man.

Vil på feltstudie hos svenskerne

Bogen har fået fuldt medløb i medierne, men da Tynell var i P1-programmet Mennesker og medier, sagde han, at ”på en dårlig dag udgør pressen en fare for demokratiet”.

Kunne du finde på – med samme grundige research som i din bog – at lave en analyse af redaktionslokalernes mulige mørkelygter?

”Dén tanke har jeg faktisk allerede selv haft. Men det skal nok vente til efter pensionen.”

Du tør ikke?

”Man skulle i hvert fald ruste sig grundigt. Jeg er dybest set bange for medierne. Da jeg i 2010 fik Cavlingprisen, ringede de alle sammen samtidig og stillede nogle meget firkantede spørgsmål som ’Hvordan føles det at tage nogen i at lyve?’ Det var lidt skræmmende.”

Hans næste projekt – hvis han får muligheden – er at tage til Tyskland, USA og Sverige for at se nærmere på deres systemer. I Sverige har de ikke ministerstyre, og ministrene kan ikke give ordrer til embedsmændene nede i de faglige styrelser, pointerer han.

”Det system skaber sikkert også dilemmaer, for når man rykker på lodderne, får man altid nogle andre slagsider. Men Sverige eksisterer jo, så det er muligt at regere et land på dén måde. Hvilke fordele og ulemper, man helst vil have med i købet, er et politisk valg.”

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Søren Fergo
sidste år
Som bestyrelsesformand i TGF-fonden har også jeg forgæves forsøgt at finde Jesper Tynells kontaktdata m.h.p.at tildele ham et legat for hans kritiske arbejde med embedsværkets forhold til ministre og disses overtrædelser af ministeran- svarlighedsloven og mobning af Folketinget. S.Fergo
Lund Poulsen
6 år siden
Som bestyrelsesmedlem og ordfører for andelsforeninger, der p.t. har været udsat for samfundets/Højesterets justitsmord, er det afgørende vigtigt for sagen, om jeg kan få Jesper Tynell i tale. Venligst sæt mig i forbindelse med ham - mob. nr., mailadr. m.v. Mvh. Lund poulsen