Djøferne: Vi skal til valg tirsdag den 19. maj

28.1.2015

af

Thorning sender os i stemmeboksen enten i maj eller september, gætter djøferne. Tirsdag den 19. maj er den dato, som flest tror på.

30 procent af djøferne tror, at Helle Thorning udskriver valg, så det falder i maj.

27 procent tror, hun først gør det ­lige op til, fristen udløber. Det vil sige, at ­valget falder mellem 1. og 15. september.

Spørger man dem om en bestemt dato, er tirsdag den 19. maj den hyppigst nævnte dato.

Det viser en spørgeskemaundersøgelse fra Djøf.

Djøferne har fingeren på pulsen

”Undersøgelsen viser, at et flertal af djøferne har fingeren på pulsen,” lyder det fra politisk kommentator Hans Engell.

Han er nemlig helt enig med dem, der mener, at valget kommer i slutningen af maj.

”Fordi Thorning er i fuld gang med valgkampen og bygger op til maj-valg med nytårstalen, annoncekampagnen og enkelte politiske udspil.”

Og fordi april og starten af maj byder på en masse god promovering af statsministeren.

”Hun har ti års jubilæum som S-formand den 12. april. Dronningen fylder 75 år den 16. april, og hvem holder festtalen? Det gør statsministeren. Den 4. maj festligholdes 70-året for befrielsen i 1945. Statsministeren holder den store tale i Mindelunden. Og den 1. maj – under valgkampen – vil arbejderbevægelsen mobilisere mod de blå.”

Men hvorfor ikke valg i første halvdel af september, som næsten ligeså mange djøfere peger på?

”Fordi så skal regeringen forberede et finanslovsudspil i ­august, og det besvær vil de gerne slippe for. Så jeg holder 
på maj.”

Djøferne er ikke bedre end kaffegrums

Det er et sjovt, kulørt indslag, Djøf har lavet. Godt stunt – og helt uden forskningsmæssig værdi, lyder det fra professor Kasper Møller Hansen, Københavns Universitet.

”Kun statsministeren kan vide, hvornår valget kommer, for det afhænger af et sammensurium af faktorer, som kun hun er herre over. Hverken vi valgforskere eller for den sags skyld regeringens medlemmer kan vide det. Så alle gæt er lige gode.”

Men djøfere følger jo meget med i politik?

”Ja, men netop derfor rammer de måske sikkert også ­forbi. Djøferne er ikke bedre end kaffegrums i det her spørgsmål. Her på min arbejdsplads laver vi altid alle mulige gættekonkurrencer om valgdatoen, valgdeltagelsen, og hvilket parti der går mest frem og så videre. Det er sjældent dem, som ved mest om det, der gætter rigtigst.”

Men han indrømmer, at valgforskerne sover med støvlerne på, og at det er et brandvarmt emne i frokoststuen.

”Det bliver en kæmpe forløsning for os alle, når vi får ­datoen.”

Rune Stubager, professor i vælgeradfærd på Aarhus Universitet og leder af Det Danske Valgprojekt, er nu alligevel med på legen og frisk på et gæt:

”Sidste halvdel af maj, dog også med 1.-6. maj som en ­mulighed,” lyder det fra Aarhus.

Spørgeskemaundersøgelse med svar fra 1.398 Djøf-medlemmer (svarprocent 31) indhentet 15. december-7. januar. 309 har svaret på spørgsmålet om en specifik valgdato. 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet