Er ja-hat-kulturen kammet over?

24.9.2014

af

Vi indhylles i enorme mængder af positive ord og begreber. De skal fremme dynamik og fremdrift, men gør det modsatte, mener lektor.

’Empowerment’, ’værdier’, ’evaluering’, ’win-win’, ’branding’, ’entreprenørskab’, ’team-spirit’, ’positiv psykologi, ’profilering’…

Vi kender ordene, for vi har hørt dem mange gange før. Ord, som går deres sejrsgang gennem videnssamfundet og tegner en tid. Ord, som får en betydning, fordi de kommer sammen med magten og kan rykke organisationer og skabe nye kulturer.

Der er dem, som tror på ordene og bruger dem flittigt. Og så er der dem, for hvem mange virksomheder og organisationers lidt for ivrige anvendelse af ordene til lidt for strategiske formål har taget musikaliteten ud af dem. Som i en dårlig popsang, der alligevel får air-play. En ørehænger af den slags, man kan tage sig selv i at gå og synge med på, selvom den går én på nerverne. 
Ufarlige ord

Bemærkelsesværdigt er det, at disse ord kan skille vandene, for de har alle det til fælles, at de er positive. Modsat de ord med kant, der førhen definerede tiden, som fx ’frihed’ og ’solidaritet’, har vi i dag kun chokoladelækre og behagelige ord.  ’Livslang læring’, ’mindfulness’ … hvem skulle kunne have noget imod de ord?

Det er netop det, der er problemet med dem, mener Steen Nepper Larsen, lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik ved Aarhus Universitet. For ordene, som han har givet et navn – ’positivitets-konsensus-klister’ – har sejret ad helvede til i den politiske retorik, sat sig tungt på virksomhedskulturen og omformet den offentlige sektor.

De overpositive ord sniger sig ind overalt med det resultat, at dynamikken forsvinder, den kritiske sans svinder ind, og den faglige dømmekraft trues.

“Når man bruger så mange ufarlige betegnelser om arbejdskulturen, får det nogle meget uheldige konsekvenser. Ordene signalerer alle ’åbenhed’ og ’dialog’. Men deres egentlige formål er at få os alle sammen til at rette ind efter en ny ledelsesfilosofi, der styrer ved hjælp af ansattes lidenskab og engagement.

Det, folk brænder for, er guld værd i dag. Bare se på Big Data, der indsamler al viden i verden om, hvor vores lidenskaber retter sig hen. Vi tvinges i frihedens navn til at positivere vores drømme, vores begær og vore lidenskaber.

Søg på en bog på nettet, og du får kastet andre bøger i hovedet, der ligner den. Køb en vare på nettet, og du bliver tilbudt andre varer, der, hvis det første produkt kunne vække dine lidenskaber, måske også kan opfylde en lille drøm. Samfundet bliver drevet i retning af det positive ved hjælp af disse fordoblingseffekter,” siger Steen Nepper Larsen.

Meningsløs snak

Hvad sker der med en kultur, hvor det er væsentligt nemmere at tage ja-hatten på end nej-hatten? Den forvandler folk til seismografer, der tyder det, som der til enhver tid er brug for, snarere end at udtrykke det, de egentlig oplever ved et konfliktfyldt arbejds-, uddannelses- og familieliv, hævder Steen Nepper Larsen.

“Vi skal alle gøre karriere og have noget stående på vores cv. Derfor pepper vi os selv op med helt utrolige mængder af meningsløs snak. Det får som konsekvens, at vi kommer til at ligne hinanden på de smagfulde hjemmesider, der fortæller, hvor vidunderlige vi er. Vi spiller de samme melodistumper i uendelige variationer med forskelle, der ingenting betyder. Om du har været på det ene eller andet kursus, er man efterhånden ligeglad med, bare du kan synge med på de her melodier,” siger han og fortsætter:

“Vi har udviklet en kultur, hvor folk lurer på hinanden for at se, om man kan de rigtige positivitets-konsensus-remser. Det forhindrer, at nogle stopper op og siger: ’Kejseren har ikke nogen tøj på.’ Eller: ’Jeg vil tillade mig at se stort på, hvad en eller anden fokusgruppe eller brugerdreven innovationsøvelse har fundet ud af, at der er brug for. For jeg insisterer på at lave noget helt nyt, ingen vidste, de havde brug for.’ Den attitude, som det er så vigtigt, at nogen indtager, har svære kår i øjeblikket. Man vil have rygdækning og Volvo-seler på, før der bliver vovet og skabt noget nyt.”

Et andet ord for fyringer

Positivitets-klistret er velegnet til at italesætte deciderede forringelser positivt. Så enhver, der kritiserer forringelsen, bliver til et bagstræberisk brokkehoved, mener Steen Nepper Larsen.

”På Aarhus Universitet, hvor jeg arbejder, fører man ’verdensklasse-universitets’-retorik, samtidig med at man skærer ned. Fyringer hedder ’personalejusteringer’. Når man taler om noget ’innovativt og kreativt’ kan man næsten være sikker på, det ikke har noget med sagen at gøre og skal tjene til at dække over noget andet,” siger Steen Nepper Larsen.

Rammerne er i dag dikteret ovenfra. Ifølge Steen Nepper Larsen placerer det medarbejderne i en paradoksal situation. De bliver bedt om at sejle deres egen sø inden for rammerne – for nu er de jo ’selvledende’ og ’selvansvarlige’ og arbejder i ’selvstyrende teams’.

”Bare se på kommunal- og skolereformen. Man lader, som om den enkelte skolelærer har frihed, men grundlæggende er lærerne tvunget til at rette ind.  Man faker medbestemmelse, mens retorikken bliver skruet op:

’En konkurrencedygtig skole’, ’læringsmål’, ’kompetenceudvikling’, ’evaluering’ og ikke mindst ’inklusion’, som primært er en semantisk forskønnet besparelsesmaskine, der går ud på ikke at bruge penge på specialpædagogikken,” siger Steen Nepper Larsen.

Ord kan misbruges

Alle smukke, gamle ord kan misbruges, når det falske sniger sig ind i dem, mener han. 

”Smørings-ordene hentes fra niveauet over det rent administrative – fra idealernes verden. Det er det, der giver dem en nærmest forheksende effekt. Tag et begreb som ’livslang læring’. Det var oprindeligt et idealistisk begreb, som var knyttet til UNESCO, FN og nogle humanistiske lighedsidealer. Altså et i bund og grund kritisk ord, som pegede på, at ikke alle har de samme muligheder, og at læring er andet og mere end passiv top-down-indlæring. Det bliver nu til endnu et fuldkommen betydningsløst teflon-ord, som dybest set er beregnet på at slå dem oven i hovedet, der ikke føler, de har behov for at lære noget af det, som uddannelserne har at tilbyde dem,” siger Steen Nepper Larsen.

Vi opfører os, som om der ikke er modsætninger i samfundet. Som om der var en stor win win-situation rullet ud foran os. Det er ikke på nogen måde tilfældet, pointerer han.

”Kritik er væsentlig i enhver organisation. Det har ikke noget at gøre med at være negativ for negativitetens skyld. Det handler blot om at kunne sige, hvad man mener, og om at turde tænke højt uden angst. På Aarhus Universitet har de senere års håbløse fusioneringer og omorganiseringer fx fuldstændig ødelagt nogle miljøer, der var velfungerende. Så bliver vi jo nødt til at råbe vagt i gevær.  Men hvis det er i en fyringstid, er mange bange for at bruge deres ytringsfrihed, medmindre de er gamle nok og derfor kan være lidt ligeglade. Er du adjunkt på 28-30 år og drømmer om at få et lektorat, så er det straks mere udfordrende ikke at give efter for positivitetstyranniet,” siger Steen Nepper Larsen, der drømmer om, at vi igen kan kalde en spade for en spade.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Bent Gringer
9 år siden
Ingen tvivl om, at det er skidt, når den kritiske og selvstændige tanke og ytring undertrykkes. Og ingen tvivl om, at det sker mere i tider og på steder, hvor folk er bange for deres job. Men - i et lige så generaliserende perspektiv som artiklens - jeg synes ikke, det er normen, at folk har opgivet deres kritiske sans og ret til at ytre sig. Hvad så med det positive sprog? Steen Nepper Larsen (eller er det artiklens forfatter?) skelner tilsyneladende ikke mellem neutralt ladede ord såsom "evaluering", "værdier" og "profilering" og de ord, som øjensynligt tvinger os ind i en positiv tænkning. Her rider man derfor med på en bølge, der er vendt mod NPM og djøfisering - og den diskussion er da al ære værd, men har ikke noget at gøre med positivitets-tvangen. I tilfældet evaluering f.eks. endda snarere tværtimod. At koble positivitets-tvangen til "djøfiserings-fjendebilledet" er en lige så plat (sproglig/retorisk?) magtteknologi, som den er overraskende at finde i DJØF-bladet - af alle steder. Så lad os da kigge på de steder, hvor advarslen er på sin plads: Der hvor bestemte begreber og kategorier udelukker eller diskriminerer bestemte (andre og især) kritiske måder at ytre sig på. Og især de steder, hvor der er tale om et så gennemgribende Orwellsk "newspeak", at vi med sproget mister evnen til at tænke kritisk. Steen Nepper Larsen er ikke alene med sin advarsel, også Rasmus Willig og Svend Brinckman er ude med riven efter ja-hatten og positivitetsfascismen. Igen al ære værd, men jeg synes SLET ikke, at det er der, vi er, fordi vi bruger begreber som f.eks. "medarbejderudviklings-samtale", "samarbejdsudvalg", "selvledelse", "kompetenceudvikling", "human ressources", "win win" eller "empowerment". Det er i min - praktiske - optik ikke på begrebsplanet, at kritikken skal sætte ind, ligesom jeg aldrig har forstået, at begreber har særlige "formål", som så at sige sætter sig igennem bag om ryggen på dem, som bruger dem og smitter af på modtageren just like that. Alle kategorier og begreber er med til at konstruere vedern, men lad ide-historikere og filosoffer strides om det. Jeg vil som TR (og HR-professionel) meget hellere tage diskussionen konkret - f.eks. om medarbejderudviklingssamtaler, empowerment og kompetenceudvikling. Som jeg i det store hele betragter som ting, vi har kæmpet for i de faglige organisationer og på arbejdspladserne - og som ikke mindst videnarbejderne delvist har "vundet": Hvornår åbner den slags aktiviteter op for udvikling, indflydelse, balance, mening og en humanisering af arbejdslivet - og hvornår bliver de til tvang og overgreb? Lad os ikke være naive, der er stadig grundlæggende modsætninger her i samfundet, og alle aktiviteter på en arbejdsplads kan selvfølgelig stadig ses i dette perspektiv, som var mere moderne engang. Men man skal heller ikke have svejsebrillerne så meget på, at man ikke kan se, at der i vores del af verden sagtens kan være områder af ægte fælles interesse mellem ledere og medarbejdere. Mange vil faktisk rigtig gerne udvikle sig, lære noget nyt, have noget indflydelse og noget afveksling i deres arbejdsliv. Og mange er stolte over den kerneopgave, som de løfter og vil gerne gøre det endnu bedre - og det er ikke nødvendigvis et udtryk for falsk bevidsthed eller "begrebernes lumske karakter", eller at de er blevet forført af Corydon. Denne konkrete, kritiske diskussion af, hvornår vi får skidt, og hvordan vi får mere kanel, savner jeg bud på, når Steen Nepper Larsen kun forholder sig til begreberne og sproget og ikke til praksis. Der er masse af problemer, tvetydigheder og modgående tendenser i samfundet og arbejdslivet. De fleste af dem kræver, at man er i stand til at sige både ja og nej og især skelne mellem, hvornår man skal gøre det ene og det andet. De færreste af os kan overleve - eller leve af - bare at sige "nej". Nogle få kan dog. Bent Gringer PS: Jeg har i Tidsskrift for Arbejdsliv 1/2013 en længere artikel om "Mindfulness, arbejdsmiljø og nye positioner for tillidsvalgte" som diskuterer med kritikerne på et - mener jeg selv - kritisk grundlag som AC-TR i staten.