Curlingfar for ildsjæle

Indtil for nylig blev Morten Hesseldahl jævnligt stoppet af tilfældige forbipasserende foran kassen i sin lokale Irma til en kommentar om, at Martin Krasnik simpelthen var blevet for uforskammet, eller at Clement Kjersgaard altså talte for hurtigt, og kunne Morten Hesseldahl som kulturdirektør i DR ikke gøre noget ved den redelighed?

Det er næppe en ønskesituation at skulle debattere DR’s værter blandt Irmas toiletruller, men Morten Hesseldahl mener, at det bør være sådan. For henvendelserne understreger, at befolkningen føler ejerskab over DR.

Den 1. maj i år flyttede Morten Hesseldahl fra DR Byen til Kongens Nytorv som teaterchef for Det Kongelige Teater  en institution, den danske befolkning ejer, men ikke føler tilstrækkeligt ejerskab over.

Ifølge Morten Hesseldahl har der været for stor forskel på, hvordan befolkningen har set på Det Kongelige Teaters eksistensberettigelse og på teatres egen selvforståelse, og da han i 2012 fulgte med i Det Kongelige Teaters reaktion på en varslet nedskæringsrunde, kunne han egentlig godt forstå, hvorfor store dele af befolkningen opfattede teatret mere som en forkælet børne-have end en fælles kulturarv: Operaens chef Keith Warner lagde sig på knæ på scenen efter en forestilling og bad følelsesladet til publikum ”Please, save my opera choir!”

”Det Kongelige Teater skulle sammenlagt afskedige 35-40 medarbejdere, og operachefen lagde sig på knæ samme uge, som man havde fyret tusindvis af medarbejdere i Vestas og Danish Crown,” smiler Morten Hesseldahl lidt forlegent:

”Jeg ved ikke, om operachefen havde troet, at trafikken i København ville gå i stå, eller at publikum ville gå i fakkeltog mod Christiansborg for at kræve teatrets afskedigelser taget af bordet. Men i avisledere var holdningen efterfølgende, at hvis Det Kongelige Teater agerer sådan i en situation, hvor danskerne bliver fyret i tusindtal, er det fordi, at man har en forvrænget virkelighedsopfattelse. Kommentarerne på blogs var også entydige: Luk lortet.”

Eksemplet understreger to centrale opgaver i Morten Hesseldahls kommende ledelse: Han skal have skabt en fortælling om Det Kongelige Teater, som både befolkningen og teatrets medarbejdere kan nikke genkendende til.

Og så viser eksemplet også, at han skal styre en arbejdsplads med overordentligt stormfulde
og engagerede medarbejdere.

Det er ikke første gang, at Morten Hesseldahl skal lede den medarbejdertype, man de seneste år har kaldt primadonnaer. Gruppen opfattes typisk som mere eller mindre ledelsesresistente både af erhvervs-livet og af gruppen selv.

Morten Hesseldahl har tidligere været administrerende direktør for Bonnier Forlagene, administrerende direktør på Dagbladet Information og kulturdirektør i DR.

Hans DR-kollega Piv Bernth, nuværende dramachef i DR og tidligere ansat på Det Kongelige Teater, ved, at Morten Hesseldahl står over for en opgave af anseligt omfang:

”Morten har før – med dygtighed – ledet en vanskelig arbejdsplads med mange ildsjæle. Det her er one up i sværhedsgrad.”

De menneskelige omkostninger

Morten Hesseldahl håndterer forudsigelserne om den særligt svære opgave ved at skrue det særegne one down.

”Jeg tænker på de kreative og engagerede medarbejdere som typiske moderne medarbejdere. Skuespillere bruger sig selv som materiale og har derfor en ekstra udsathed, men grundlæggende er de moderne medarbejdere ligesom flertallet af eksempelvis akademikere og journalister,” siger han.

”Gruppen er en ny fremherskende medarbejdertype, der ikke 
arbejder for at spare sammen til
en ny carport til parcelhuset. De arbejder, fordi de allerhelst vil folde deres faglighed ud og trykke den af på en arbejdsplads. Eftersom folk er utroligt motiverede i forvejen, bliver opgaven primært at give dem rum og lytte. Den her gruppe af moderne medarbejdere har et enormt ønske om at blive set og bemærket, ikke om at gå hjem efter en 37 timers arbejdsuge.”

For ham at se er udfordringen ved de moderne medarbejdere, at de ikke kan give slip på arbejdet, og at nogle opsøger det udelukkende af selvrealiseringsårsager.

På mirakuløs vis går tæppet hver aften klokken 20 på Det Kongelige Teater, selv om skuespillerne har været ramt af lammende præstationsangst, scenograferne på 10. time har bakset rundt med tonstunge udskårne træer og nattehimler, og musikerne for fjerde aften i træk har skullet hyre barnepige.

”Det lykkes at blive klar hver aften til at yde noget excellent, men nogle gange lykkes det med lidt for store menne-skelige omkostninger, fordi den her gruppe af kreative medarbejdere ofte bliver ledet for ustruktureret, og fordi de ikke ved, hvad ledelsen forventer af dem. De smider alt, hvad de har i hænderne – også et ægteskab – for at få tæppet til at gå klokken 20. Det er både privilegiet og faren ved passionerede medarbejdere. Faren er, at de leverer varen, men med enorme personlige omkostninger.”

Perverteret arbejdsliv

Siden 1997, hvor Morten Hesseldahl fik sin første direktørstilling, er han chefkutymen tro gået tidligt hjem fra firmafesterne.

Både fordi han ikke ønsker at ende i en besoffen MUS-samtale klokken tre om natten, som begge parter kan gå og fortryde i løbet af den resterende ædru weekend, men også fordi han gerne vil signalere tydeligt på de lidenskabelige arbejdspladser, at arbejde og privatliv stadig er to forskellige ting.

Han foretrækker, at medarbejderne ikke sætter al deres succes og identitet på ét bræt.

”Jeg synes, der sker en vis pervertering i arbejdslivet de her år, hvor man forsøger at knytte medarbejderne til virksom-heden gennem sociale bånd, lige fra fredagsbar til kajakkursus med ægtefæller. Pludselig er hele ens venskabskreds kolleger,  og det ligner jo venner indtil den dag, man bliver afskediget, så mister man ikke bare sit job, man mister hele sin omgangskreds. At gå på arbejde er et professionelt ærinde, man får løn for, og derfor er det også rimeligt, at man i høj grad ser hinanden som midler til at opnå noget – modsat familie og venner, hvor man forhåbentlig ser hinanden som målet i sig selv. Jeg kalder det en pervertering af relationerne, fordi sammenblandingen af de to sfærer gør det uklart, om man er venner eller kolleger. Det synes jeg grundlæggende er dybt uetisk at bruge som ledelsesværktøj.”

Den anden risiko ved gevinsten engagerede medarbejdere er, at medarbejderne bliver så selvoptagede, at de ikke kan få øje på, at de indgår i et samarbejde.

På et tidspunkt havde Morten Hesseldahl en studentermedarbejder, hvis opgave blandt andet indebar at bestille nye hæve-sænke borde til fuldtidsmedarbejderne. Hun sad selv ved et ældre skrivebord to eftermiddage om ugen, og anså den omstændighed for værende så uretfærdig, at hun begyndte at græde over at skulle undvære et hæve-sænkebord.

Så måtte Morten Hesseldahl gennemføre en stille og rolig samtale med studentermedarbejderen om, at ikke alle ønsker og krav kunne indfries på ens første deltidsjob.

”De situationer fandt også sted i 1984, men de er i hvert fald ikke blevet færre. Hvis man har været et curlingbarn, forventer man, at verden står klar derude til at synes, at netop jeg er enorm dejlig, og netop jeg fortjener en scene at stråle på. Hvis folk kun er på en arbejdsplads for at realisere sig selv, bliver selvoptagetheden helt ulidelig.”

En rolig pragmatiker

Selve indholdet i Morten Hesseldahls sætninger er direkte og frimodigt, men deres tonemæssige svøbe er roligt.

Teaterchefen går hver aften ned i sin kælder, lægger sig i sin hængekøje og tænker dagen og morgendagen igennem over en pibe tobak. Også uden pibe bærer han pibens aura af besindighed og eftertanke.

Hans DR-kollega Piv Berendt kan ikke huske, at hun nogensinde har hørt ham hæve stemmen.

”Det har han for meget naturlig autoritet til. Morten har lune, og han er en fredsmægler, fordi han skaber samhørighed og er meget pragmatisk. Vi andre spæner rundt og lader os rive med af følelsernes vold. I de situationer er han helt rolig. Mange undlader at opsøge andres råd, fordi det gør folk mere forvirrede end afklarede. Morten lytter og lytter og lytter, og på et tidspunkt træffer han en beslutning. Han er rigtig god til at skærpe ens egen lydhørhed,” siger Piv Berendt.

Pragmatisme er hans største force, og nok også hans største svaghed, mener hun.

”Han lytter så meget, at han er blevet kørt over et par gange, inden han nåede at træffe en beslutning, fordi en passioneret bralretype kom først med beslutningen. ’Enkelte gange har jeg tænkt kom nu Morten, se nu at få fremført kulturens synspunkter, inden du bliver kørt over’.”

Morten Hesseldahl selv siger:

”Jeg hilser det meget velkomment at blive løbet over ende af medarbejderne. Det er i vid udstrækning det, jeg er her for.”

Et fælles dannelsesprojekt

Udfordringerne med faren for selvoptagethed og parallelvirkelighed er blevet identificeret. Så hvordan skal de fejes af banen?

Han vil skabe en fortælling om, at teatret er større end hvert enkelt menneske og hver enkelt kunstform, og at skuespil, ballet og opera er et fælles dannelsesprojekt, ikke indbyrdes konkurrenter.

”Noget af det allerfarligste, der kan ske på en arbejdsplads, er, hvis medarbejderne ikke føler, at de er en del af et større fællesskab. Så begynder hver afdeling at konkurrere mod hinanden om bevillinger. Fortællingen går som regel sådan her: ’Det går af helvede til i virksomheden, men lige her hos os i denne særligt vigtige afdeling har vi faktisk godt greb om opgaven, og derfor vil vi gøre alt for at holde de andre afdelinger og ledelsens tiltag på afstand.’ For den enkelte afdelingsleder er det super effektivt at drive ledelse ved at lave sådan en forfaldsfortælling og tegne sig selv op i opposition til resten af verden. Det er meget effektivt, men også meget trist, og det er også et udtryk for, at man slet ikke forstår, hvad det er at være leder,” siger han.

Morten Hesseldahl vil også forsøge at lede Det Kongelige Teater ind i en ny fortælling om, at Danmark vil være et fattigere samfund uden en national scene, men ikke mindst at nationalscenen som samlet organisation skal gøre sig fortjent til danskerne gunst. Teatret skal ikke kun være et sted for Hellerups fine damer. Det kongelige skal gøres tilgængeligt for enhver, og en teateroplevelse skal være mere lyst end pligt.

”Det hører også med til fortællingen, at der ikke længere findes en fælles dannelsesnorm i Danmark. Vi har ikke længere dårlig samvittighed over, at vi ikke kan vores Holberg. Folk kommer ikke i teatret på grund af dårlig samvittighed. Så vi overlever kun, hvis vi er et positivt tilvalg. Det betyder også, at vi skal mere op på tæerne.”

I DR var han som kulturdirektør både leder for P3 og DR’s koncerthus, to fraktioner uden naturligt fælles fodslag.

Hans opgave var at hakke fortællingen om fælles front ud i konkrete handlinger ved at understrege, at begge parter bidrog til danskernes samlede dannelse. Både i Koncerthuset gennem den klassiske dannelse á la Beethoven, og på P3 med moderne dannelse gennem ramadanradio og en stor Eid-fest i DR-byen.

Foreløbigt har Morten Hesseldahl takket ja til at samarbejde med Mattias Tessfaye, murer og socialdemokratisk folketingskandidat for Vestegnen, om en aften, hvor Det Kongelige Teater bliver fyldt op af vestegnsbeboere, som aldrig før har sat sig til rette i bordeauxrøde fløjsbetrukne stole i Det Kongelige Teater.

Så må han forsøge at få alle husets forskellige lidenskaber samlet omkring ét fælles projekt – at overbevise danskerne om, at teatret er et fælles mødested.