Hellere fuldtidsmor end karrieremor

13.8.2014

af

Amalie Lyhne er fra den generation af veluddannede kvinder, hvor karrieren er en afgørende del af identiteten. Men nu trækker hun en streg i sandet. Det er forkælet, hvis man ikke vil prioritere mellem et altopslugende arbejdsliv og forældreskab.

Blå bog

35 år.

Cand.scient.pol.

Medlem af Det Radikale Venstre fra 1998-2004 og medstifter af partiet Borgerligt Centrum i 2009.

Debatredaktør og jourhavende på Nyhedsavisen 2006-2008.

Pressechef i Liberal Alliance 2009-2011, siger sit job op på grund af lange arbejdstider og er seniorrådgiver på deltid for samme parti indtil 27. maj 2014.

Er i dag selvstændig skribent og underviser i skriftlig formidling.

Udgav i 2013 bogen ’Skriftlig formidling for DJØF’ere’.

Da Amalie Lyhne for et år siden kredsede rundt til sociale sammenkomster og blev spurgt til sit arbejdsliv, kunne hun svare, at hun skrev taler for Liberal Alliance og inden da havde været pressechef i samme parti. Med den jobpræsentation tiltrak Amalie Lyhne sig sædvanligvis beundring fra sine lyttere. Christiansborg! Gud, hvor spændende, og så kørte samtalen automatisk derfra om gangsladder fra Christiansborg, magt og Danmarks fremtid.

Når hun får samme spørgsmål i dag og svarer, ”Jeg arbejder om formiddagen, og det meste af tiden henter jeg mine børn tidligt”, indfinder der sig jævnligt en akavet forundring hos spørgeren. Særligt i hendes eget djøf-segment kan hun fornemme forbløffelsen:

”Det bliver helt naturligt forventet, at en person i mit segment skal være vildt interesseret i at få en karriere. Den lyst skal man næsten besidde, hvis man er en veluddannet og moderne kvinde,” siger hun.

Sagen er bare, at hun ikke besidder den lyst. Hun ønsker ikke et fuldtidsjob, hun vil hellere være fuldtidsmor.

Efter Europaparlamentsvalget i slutningen af maj, havde hun sidste arbejdsdag på Christiansborg.

Djøfbladet møder hende i villaen i Vedbæk. Hun er hjemvendt fra ferie med sin kæreste fem minutter forinden, og i morgen vil hun vågne op til sin første arbejdsdag som selvstændig. Hun skal holde en workshop om præsentationsteknik for et privat firma fra 9:00 til 12:30, og derefter vil hun hente sin femårige søn i børnehave.

Sådan vil hun gerne, at dagene også arter sig fremover. 

”Blandt venner og familie har der været en forventning til mig om, at jeg skulle gøre karriere. Det har ligget fuldstændig i kortene og har fyldt meget for mig at forsvare, at jeg ikke skal den vej. Særligt blandt de veluddannede synes mange, at det er et spild, at jeg ikke vil drive karrieren til mere. Jeg synes til gengæld, at kvinder har været så optaget af at komme langt væk fra 50’er-kvinden, som var fanget i hjemmet, at vi er endt ovre i den modsatte prototype. Arbejdet fylder rigtig, rigtig meget for vores identitet.”

Opskriften på det gode liv

I sine teenageår havde Amalie Lyhne egentlig også selv tænkt, at hendes egen identitet skulle bygges på en sokkel af karriere. Hun blev uddannet cand.scient.pol., blev debat-redaktør og siden jourhavende på den hedengangne gratis-avis Nyhedsavisen, efterfølgende stiftede hun partiet Borgerligt Centrum sammen med kammeraten Simon Emil Ammitzbøll. Amalie Lyhne havde lige født sin søn, og derfor blev partiprogrammet primært lavet hjemme i hendes stue, mens hun gik rundt med sønnen på armen.

Senere skiftede hun og Simon Emil Ammitzbøll i fællesskab til Liberal Alliance, hvor hun blev pressechef for partiet. Det var en arbejdsplads, hvor man følte sig tæt på historieskrivningen og kunne mærke adrenalinen cirkulere lystigt, fordi krisehåndtering var hverdag.

Op til valget i 2011 var telefonen stille mellem midnat og daggry – resten af døgnet kimede den.

Vennen og folketingsmedlem Simon Emil Ammitzbøll betegner Amalie Lyhne som ”ekstrem perfektionistisk. Da hun var på Christiansborg, kunne man skrive en spørgende sms til hende klokken 23.30, og så var man sikker på, at der kom et topprofessionelt svar tilbage i løbet af natten,” fortæller han.

Inden valget i 2011 havde Amalie Lyhne allerede varslet, at hun ville stoppe som pressechef efter valget.

”Jeg kan sagtens forstå og mærke suset i at arbejde meget, men jeg har bare ikke haft det godt i de perioder. Jeg får ondt i maven af at komme sent hjem til min søn. Jeg har det bedst, når der er ro på,” siger hun.

Hun fik dagligt våde øjne over at aflevere sin søn i vuggestue, da han var ti måneder gammel, men hun gjorde det, for igen: Sådan gjorde man som moderne kvinde.

”Det er jo ikke fordi, der sidder nogle onde djøfere og vil bestemme, hvordan man skal leve, men det kommer nemt til at virke sådan, fordi man presser en masse statistikker ned over folk. Der ligger en stor arrogance i tiden i, at de veluddannede, som jeg også selv tilhører, tror, at de har opskriften på det gode liv.”

Amalie Lyhne oplister elitens definition af det gode liv
på fingrene. Hun peger på lillefingeren: ”Jeg spiser sundt og dyrker motion.” Så ringfingeren: ”Jeg ryger ikke.” Derefter langfingeren: ”Jeg læser bøger og går i teatret.” Tommeltotten: ”Jeg har en lang uddannelse og et spændende arbejde.” Og pegefingeren: ”Altså har jeg et interessant liv.”

Hun opsummerer:

”Man har en forestilling om, at alle andre ville ønske, at de havde det samme liv, og derfor må vi hellere hjælpe dem med at blive sundere og engagere sig i et spændende arbejde. Den tankegang plager djøf-klassen, og det, synes jeg i virkeligheden, er enorm arrogant, for hvem siger, at vores liv er det rigtige?”

Altid i opposition

Det kommer ikke som nogen overraskelse for vennerne, at Amalie Lyhne prøver at møve sig ud af de logikker, omgivelserne skaber. Det har hun altid gjort.

Amalie Lyhne voksede op i et venstreorienteret bofællesskab i Smørum Nedre, hvor faren selv trykte T-shirts til sine tre døtre med Mao på brystet.

Frihed og mangfoldighed var kerneværdier, man burde kæmpe for. Allerede i teenageårene kæmpede Amalie Lyhne dog for det i en anden form, end forældrene havde forestillet sig. Hun blev forlovet som 15-årig i et miljø, hvor det blev anset for småborgerligt og uselvstændigt at blive gift. Kvinder skulle være stærke og frie, og det kunne man som kvinde vise ved at lade barmen bevæge sig frit uden BH. 
Amalie Lyhne tog BH på.

Sofie V. Gelskov har kendt Amalie Lyhne lige siden, de var gamle nok til at genkende ansigter. Deres forældre var også venner. I dag bor Sofie V. Gelskov i Paris og har skrevet en ph.d. i hjerneforskning. Hun kan huske, at mens klasse-kammeraterne søgte fællesskabet i enighed og i dyrkelsen af, at alt, hvad fjeldræven og maosko repræsenterede, var sejt, søgte Amalie Lyhne ophold uden for cirklen:

”Hun var ikke bange for at træde ud af normerne, og hun var lidt en outsider, fordi hun havde andre holdninger. Hun havde ikke altid opfattelsen af, at de holdninger blev respekteret, og måske derfor mener hun virkelig også, at folk skal have lov til at leve livet, som de mener, at det leves bedst for dem.”

Sofie V. Gelskov erindrer, at Amalie Lyhne helt tilbage i teenageårene havde en mission.

”Hun er sådan en, som altid har haft en plan, og som har verbaliseret, hvad hun gerne ville, og jeg har altid tænkt, at hun ville drive det til noget stort.”

Amalie Lyhnes første plan var at arbejde på kommunikationsbureauet Gunbak. Her stemte de fleste kollegaer til højre for midten, og Amalie Lyhne blev opfattet som yderliggående rød, fordi hun satte kryds ved Radikale Venstre.

Da hun senere fik job på Nyhedsavisen og blev medstifter af partiet Borgerlig Centrum, syntes hendes journalistiske kolleger, at hun var yderliggående blå.

Det virker til, at du søger rollen som opposition. Hvorfor er det en god position?

”Når der er mange samlet med de samme synspunkter, så bekræfter man jo sig selv og hinanden i, hvor fantastisk man er, og hvor meget ret man har. Og det er bare lidt ulideligt at være en del af, synes jeg.”

Så nu er hun gået til kamp mod den gængse opfattelse af definitionen på en stærk og fri kvinde.

Hun tilkendegiver, at det er en privilegeret situation, at hun kan tillade sig at arbejde mindre, fordi hendes kæreste tjener tilstrækkeligt med penge til hele familien. Og tilføjer, at hvis alle danske kvinder gjorde som hende, ville det være dårligt for samfundsøkonomien:

”Men jeg synes nogen gange, at kvindekampen er kammet over. Der er mange paralleller fra de prostituerede til de hjemmegående kvinder. Samfundsopinionen er, at hvis man træffer valget om at blive hjemmegående eller prostitueret, er det fordi, at man er for dum og skal have hjælp til at træffe de rigtige valg – altså elitens valg. Jeg vil have et reelt frit valg, hvor man ikke lader sig begrænse – heller ikke af den klassiske kvindefrigørelsestanke om, hvad en stærk kvinde er.”

Forkælet ikke at foretage fravalg

Simon Emil Ammitzbøll betegner Amalie Lyhnes valg om at forlade Christiansborgmiljøet som ”ret usædvanligt. Og der er en sjov dobbelthed i det, for på den ene side er hun sin alder taget i betragtning en af dem med det fedeste CV og derfor også flest karrieremuligheder, og alligevel vælger hun at prioritere familielivet så højt og nedprioritere det andet.”

Amalie Lyhne fortæller, at det ikke er nogen hemmelighed, at hun godt kan blive misundelig på sine hårdtarbejdende jævnaldrende djøf-uddannede med lederjobs. Men hun er 
ikke så bange for at ryge bagud af dansen. Arbejde på nedsat tid er et midlertidigt valg på grund af hendes søn, og noget hun kan ændre, når han bliver ældre.

”Jeg har det rigtig godt med at vide, at jeg var der for min søn og brugte den tid med ham, som skulle bruges. Det nej kommer jeg aldrig til at fortryde.”

Ærgrer du dig ikke over, at du ikke længere kan underholde om internt gangsladder fra Christiansborg og på den måde gøre dig selv interessant?

”Jeg forstå godt attraktionen ved det. Det kan godt være, at jeg ikke er ligeså interessant længere. Men man kan jo ikke få det hele, selvom mange bilder sig det ind. Du kan ikke være en mor, der deltager i alting , og så samtidig være topchef. Sådan har mænd jo heller aldrig gjort. Mænd, der har gjort karriere, har haft det afsavn gennem generationer, at de ikke er særlig tæt på deres børn. Det afsavn vil kvinder ikke have. Jeg synes, det er lidt forkælet, at kvinder ikke vil træffe nogle fravalg.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Ankestyrelsen
Job
Børne- og Undervisningsministeriet - Styrelsen for It og Læring
Job
Finanstilsynet
Job
Frederiksberg Kommune, Rådhuset
ANNONCE

Kommentarer

Victor Sejrsen
7 år siden
”Når der er mange samlet med de samme synspunkter, så bekræfter man jo sig selv og hinanden i, hvor fantastisk man er, og hvor meget ret man har. Og det er bare lidt ulideligt at være en del af, synes jeg.” Den slags mennesker er lige så ligegyldige som punkerne var i gamle dage. Og dem ignorerede jeg også med stor glæde :))
Anette Larsen
9 år siden
Amalie Lyhne er jo ikke fuldtidsmor. Hun har lavet karriereskifte og er nu selvstændig med muligheden for at vælge korte arbejdsdage, men også med muligheden for at give sit barn en længere dag i institution, hvis hun skulle få en opgave, som kræver længere tid.