Her vil studerende helst ansættes

12.5.2014

af

A.P.Møller-Mærsk ligger i top på både business- og jurastuderendes ønskeliste over fremtidige jobs. Det viser en ny dansk undersøgelse.

Om undersøgelsen:

Undersøgelsen er baseret på 9.282 studerende. Ud over 4.062 business-studerende og 438 jurastuderende er de ingeniør- og naturvidenskabsstuderende også blevet spurgt.

Top 10 over business-studerendes drømmearbejdsplads:

  • A.P.Møller-Mærsk
  • Lego
  • Carlsberg
  • Novo Nordisk
  • Deloitte
  • McKinsey & Company
  • The Boston Consulting Group (BCG)
  • Microsoft
  • Bang & Olufsen
 

Top 10 over jurastuderendes drømmearbejdsplads:

  • A.P.Møller-Mærsk
  • Justitsministeriet
  • Kromann Reumert
  • Domstolene/Domstolsstyrelsen
  • Udenrigsministeriet
  • Lego
  • Anklagemyndigheden
  • Kammeradvokaten
  • Plesner
  • Bech-Bruun

Mange business- og jurastuderende ønsker et arbejde, der er internationalt orienteret og udfordrende, og hvor de kan arbejde for en sag. Det viser en undersøgelse, som branding-firmaet Universum Global har gennemført.

A.P. Møller-Mærsk ligger nr. 1

Jesper Dansholm, direktør i Universum, er ikke overrasket over, at A.P. Møller-Mærsk ligger øverst på både business- og jurastuderendes ønskeliste. De studerende prioriterer i stadig større grad det internationale aspekt.

”Mærsk har hele tiden været så meget associeret med det internationale, at der næsten er blevet sat lighedstegn mellem de to,” siger Dansholm.

Desuden henviser han til, at der er sket et skifte i de studerendes opfattelse af Mærsk.

”Det lader til, at det 'nye' Mærsk er blevet opfattet ude i målgruppen,” siger Dansholm.

Mærsks leder af talent management, Ricardo Sookdeo, mener, at virksomhedens succes blandt de studerende skyldes, at de her får mulighed for at arbejde internationalt. Desuden har det haft betydning, at virksomhedskulturen er blevet mindre formel. 

”Vi skubber meget på for forskellighed, også i arbejdskulturen,” siger Ricardo Sookdeo.

Han understreger også, at mange studerende allerede kender til jobmulighederne hos Mærsk, fordi virksomheden er meget aktiv på de videregående uddannelser.

Business-studerende: Det offentlige er yt

Ud over A.P. Møller-Mærsk lister de business-studerende virksomheder som Lego, Carlsberg og Novo Nordisk som deres ønskearbejdspladser. Derimod er der ingen offentlige myndigheder i top 10, og kun syv procent af de økonomistuderende ser den offentlige sektor som en attraktiv arbejdsplads.

Jesper Dansholm mener, at det hænger sammen med, at de studerende ikke opfatter offentlige myndigheder som internationalt orienterede og som en arbejdsplads, der vil udfordre dem. Og det er to af deres topprioriteter.  

”Der har historisk altid været en kløft mellem business-studerende og offentlige myndigheder, især for cand.merc.erne,” siger Jesper Dansholm.

Jurastuderende vil arbejde for en sag

Mange jurastuderende vil derimod gerne arbejde for store offentlige myndigheder som Justits- og Udenrigsministeriet, domstolene og anklagemyndigheden. Jesper Dansholm mener, at det hænger sammen med, at deres vigtigste karrieremål er, at de arbejder for en sag – at de, populært sagt, kan gøre en forskel.

”På den måde er de jurastuderende markant anderledes end de andre grupper. Det gør også, at det offentlige ligger så højt, da de her kan tjene et formål for det offentlige samfund,” siger Jesper Dansholm.

Han mener også, at det er en af de vigtigste grunde til, at store advokatfirmaer som Bech-Bruun og Plesner er røget længere ned på ranglisten i forhold til en lignende undersøgelse i 2009.

Nej til lederambitioner - ja til gode ledere

Under en tredjedel af de studerende går efter at blive ledere. Det er et historisk lavt tal. For godt halvdelen er prioriteten snarere at få et udfordrende job, arbejde for en god sag samt at have en god balance mellem arbejde og privatliv.

”Jeg tror, at det dels handler om det holistiske omkring et job. Men virksomhederne er også blevet bedre til at orientere om, at der er andre måder at udvikle sig på karrieremæssigt end opad,” siger Jesper Dansholm.

Økonomistuderende lægger især vægt på, at deres leder støtter dem i deres karrieremæssige udvikling.

”Det handler om, at vi er helt oppe i toppen af Maslows behovspyramide. Vi ønsker selvrealisering og forventer så, at andre betingelser – som løn, arbejdsforhold m.m. – er til stede,” forklarer Jesper Dansholm.

Han mener også, at de studerendes prioritering er påvirket af, at der har været en intens debat i medierne om forholdet til den nærmeste leder og det nære arbejdsmiljø.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet