Tjek læringskulturen på din arbejdsplads

30.4.2014

af

Hvis din chef og kolleger ikke spørger dig om noget, når du kommer hjem fra efteruddannelse, er den gal. Så er du ikke på en arbejdsplads med et godt læringsmiljø.

Tjek din arbejdsplads

På min arbejdsplads

- taler vi altid med hinanden om, hvad vi har lært på et kursus eller uddannelse og deler gerne ny viden med vores kolleger

- taler vi ofte med hinanden om, hvordan vi kan løse opgaverne bedre

- forstår lederne, at medarbejderne har forskellige måder at lære på

- taler vi med vores leder før, under og efter et kursus

- bruges tværgående samarbejde som en bevidst metode til at skabe videndeling

- er det acceptabelt, at medarbejderne har brug for tid til at tænke og reflektere over sit arbejde

Kilde: Uddrag af spørgeskema med i alt 19 spørgsmål. Spørgeskemaet er udviklet af Djøf Efteruddannelse og Ulrik Brandi, lektor i organisatorisk læring på Institut for Uddannelse, Aarhus Universitet.

 

Man kan selv gøre rigtig meget for at få mest muligt ud af sin efteruddannelse.

Men til syvende og sidst befinder du dig i en virksomhed og på en arbejdsplads, og den kultur, du kommer hjem til, påvirker i høj grad din mulighed for at bruge det, du har lært.

Det fastslår Ulrik Brandi, som forsker i organisationens betydning for læring på Institut for Uddannelse på Aarhus Universitet og rådgiver organisationer og kursusudbydere.

”Der skal være et frugtbart læringsmiljø, som fremmer muligheden for at bruge det, du har lært.”

Det vil sige, at der skal være en konkret mulighed for, at du inden for kort tid kan prøve det af du har lært – ellers sker der ikke dén ønskede overførsel af din nye viden til praksis på jobbet.

Men både international og dansk forskning viser, at der sker for lille grad af overførsel – selvom det er så vigtigt for virksomheders tilpasningsevne, succes og konkurrenceevne, forklarer Ulrik Brandi.

Giv folk plads til at turde

Men hvad er et understøttende læringsmiljø i forbindelse med efteruddannelse?

Det er for det første et miljø, hvor medarbejderne tør eksperimentere og tør fremlægge og afprøve idéer, forklarer Ulrik Brandi.

Og så er det et miljø, hvor ens chef og ens kolleger spørger ind til, hvad du har lært, når du har været på efteruddannelse. Og hvordan du gerne vil bruge det derhjemme i forhold til dine opgaver og arbejdspraksis.

”Eller endnu bedre, at ledelsen decideret tænker over og arbejder bevidst med opfølgning,” siger han.

Men det sker som regel ikke. Det viser de læringsmiljøtests ude på arbejdspladserne, som Ulrik Brandi har gennemført.

Kun få medarbejdere oplever, at der i høj grad findes procedurer og rutiner for at få omsat den viden, man kommer hjem med. Billedet er ens på både offentlige og private arbejdspladser.

Men der burde være mere fokus på det?

”Afgjort. Der er et stort potentiale for forbedring, så både virksomheder og medarbejdere får mere ud af uddannelsesindsatsen. På trods af krisen bruges der stadig store beløb på efteruddannelse.”

Vi er dårlige til forankring af læring

I Djøf Efteruddannelse er man enig.

”I Danmark er vi dygtige til at udvikle 
pædagogik, og det er også noget, vi eksporterer. Men vi er ikke gode til at forankre læring i organisationer. Her er vi nærmere et u-land,” siger videnudviklingschef Jens Breum.

Men hvad skal der til for at udvikle et godt læringsmiljø i en organisation?

”Der er ingen nemme eller simple veje,” siger Ulrik Brandi:

”Men virksomheden kan starte med at understøtte en åben kommunikation om udvikling og involvere og støtte sine medarbejdere, når de viser initiativ i forhold til at præsentere og anvende nye idéer og viden.”

Kan man som medarbejder selv gøre noget, hvis man kan se, at der ikke er et godt læringsmiljø i ens afdeling eller kontor?

”Ja. Man kan fx efterspørge, at ens virksomhed organiserer konkrete procedurer og rutiner for medarbejderne til at tilegne sig, skabe, dele og anvende viden. Altså tiltag, som viser den nødvendige seriøsitet omkring arbejdet med læring og udvikling,” siger Ulrik Brandi.

Prøv at teste din arbejdsplads

Djøf Efteruddannelse har med hjælp fra Ulrik Brandi udviklet en test, som afslører læringsmiljøet på en arbejdsplads.

”Det er vigtigt, at vores kursister bliver klar over, hvor meget læringsmiljøet på deres job betyder. Ved at tage testen får du samtidig afdækket, hvad du selv kan gøre for at omsætte din nye viden til noget, du kan bruge i dit job,” forklarer Jens Breum fra Djøf Efteruddannelse.

Testen har i alt 19 spørgsmål.

I boksen ude til højre kan du se seks af spørgsmålene og selv prøve at teste din arbejdsplads.

 

 

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet