Jeg er stadig aktivist

30.4.2014

af

Pernille Skipper har etableret sig som en markant profil på venstrefløjen og spås en fremtid som Enhedslistens næste frontfigur. Hendes politiske løbebane startede med et væddemål, mens det politiske svendestykke involverede en ubehagelig opringning.

Blå bog

Født 10. juli 1984 i Aalborg.

2011-: Folketingsmedlem for Enhedslisten,
 valgt i Fyns Storkreds.

2011: Cand.jur., Københavns Universitet.

2009-11: Studentermedhjælper hos Retten
i Hillerød.

2006-07: Næstformand for Studenterrådet, Københavns Universitet.

2005-06: Studentermedhjælper i Center for 
Rets- og Politiforskning.

2001-03: Formand for elevrådet på Aalborghus Gymnasium og Danske Gymnasieelevers Sammenslutning Nordjylland.

I en gymnasieklasse i Aalborg sidder en pige, der har svært ved at følge med i timerne. Hun falder ofte i søvn, ikke fordi hun keder sig, men fordi hun lider af sygdommen narkolepsi, som giver en uimodståelig trang til at sove. Hendes fravær stiger, og til sidst bliver hun nægtet adgang til timerne og skal op i fuldt pensum til eksamen.

Vi er på Aalborghus Gymnasium i starten af 2000tallet. Og pigen er en af Pernille Skippers klassekammerater.

“Hun havde behov for ekstra hjælp, men fik at vide, at det måtte hun selv klare. Hun blev nærmest straffet. Det var en oplevelse af, at der var en systemisk fejl, at det ikke bare handlede om, at vi skal behandle hinanden ordentligt i vores hverdag, men at der også var noget grundlæggende uretfærdigt og ulogisk i den måde, vi opbygger vores uddannelsessystem på. Det er en oplevelse, der stadig sidder i mig,” fortæller Pernille Skipper.

Episoden var med til at forme Pernille Skipper som et socialt og politisk engageret menneske. Det fortæller hun, da djøfbladet møder hende på hendes kontor på Christiansborg. Her har den 29årige jurist markeret sig som en profil siden valget i 2011, og ilddåben fik hun, da hun var med til at vælte justitsminister Morten Bødskov. Det vender vi tilbage til.

Gennemsnitlig opvækst

Pernille Skipper er ikke ud af en klassisk arbejderfamilie, og hun er ikke – som den jævnaldrende partifælle Johanne SchmidtNielsen – vokset op i et kollektiv. Hun voksede op som skilsmissebarn i et rækkehus med sin mor og så sin far i weekenderne. Almindelig og gennemsnitlig middelklasse kalder hun det selv.

“I folkeskolen var jeg en af dem, der syntes, det var sjovt at gå i skole. Jeg var vel lidt af en duks. Jeg havde også relativt nemt ved det og er opdraget til at hjælpe dem, der ikke har det så let. Det ligger meget godt i tråd med den ideologi, jeg har nu. Det handler om at tage ansvar for fællesskabet. Så for mig er det meget logisk, at jeg er endt der, hvor jeg er,” siger Pernille Skipper, når hun skal forklare, hvorfor valget faldt på Enhedslisten i sin tid.

Liberalt blod i årerne

En anden årsag var en engageret samfundsfaglærer i gymnasiet. Faktisk var den unge Skipper en kort overgang medlem af Venstres Ungdom – et gratis tre måneders medlemskab, hvor hun aldrig blev aktiv, bagatelliserer hun selv. Men måske var der mere liberalt blod i årerne end som så – sådan husker samfundsfaglærer Bjarne Lang det i hvert fald.

“Hun lignede på mange punkter mange af de andre og kom med klassiske liberale holdninger, som mange har med sig fra deres forældre,” fortæller han og husker hende som en skarp og empatisk elev, som havde “et overskud uden lige”.

Tidligt engagerede hun sig i både elevrådet og i Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og efterhånden fik hun mere politisk pondus, og så bevægede hun sig langsomt mod venstre, husker Bjarne Lang.

“Hun ville gerne udfordres, og på et tidspunkt diskuterede vi, hvor vi stod politisk, og jeg fortalte, at jeg selv lå på venstrefløjen. Hun var langt fra enig. For sjov sagde jeg:

“Når jeg er færdig med dig, stemmer du på Enhedslisten.”

Vi indgik et væddemål om en kasse øl. Det glemte jeg så alt om, men kort tid efter, at hun var valgt ind, bankede hun på min dør og stod med en kasse øl. Det siger en masse om, hvordan hun er som menneske,” fortæller Bjarne Lang.

Gik til politik

Pernille Skipper husker i dag sin lærer som en, der støttede hende i hendes politiske engagement.

“Mens andre gik til håndbold, gik jeg til politik, og det bakkede han mig rigtig meget op i. Han sagde direkte, at man lærer lige så meget af at gå ud og deltage i samfundslivet og være politisk aktiv, som man gør ved at sidde foran et kateder. Det betød noget, at skolen ikke bare syntes, jeg var irriterende, når jeg stillede mig op som elevrådsformand og brokkede mig på vegne af eleverne, eller når jeg havde fravær i timerne. Der var en, der opfordrede mig til at fortsætte. Det, tror jeg, har betydning, når man er i teenageårene og skal finde sine egne ben.”

Pernille Skippers gamle samfundfagslærer blev overrasket over, at Pernille Skipper endte i Folketinget. 

“Hun er alt for sød til det. Jeg troede, det ville gøre ondt på hende, at de behandler hinanden som svin derinde, men hun har åbenbart lært at håndtere det,” siger Bjarne Lang.

Humor og temperament

Ifølge SF’s Karina Lorentzen, som er formand for Retsudvalget, er Pernille Skipper en af dem, man godt gider hænge ud med, fordi hun er et “utroligt hyggeligt menneske” – som “ikke er uden humor”.

“Hun kan godt være lidt sarkastiskironisk og fyre nogle bemærkninger af om de borgerlige med et glimt i øjet. Det slipper hun af sted med, fordi hun samtidig er charmerende,” siger Karina Lorentzen, som kalder sin kollega en meget arbejdsom og vidende type, som er fagligt rigtig dygtig inden for sit felt retspolitik og jura.

Det charmerende ydre gemmer dog også på et vist temperament. Det fortæller Pernille Skippers partifælle Frank Aaen til djøfbladet. Pernille Skipper knækker nærmest sammen af latter, da jeg spørger hende, om hun kan genkende det.

“Ja, jeg kan bestemt have et heftigt temperament. Når der er noget, jeg sætter mig for, brænder jeg så meget for det, at det kan være svært ikke at have,” fortæller hun og tilføjer, at hun husker at sige undskyld bagefter, hvis det går ud over en af de ansatte eller en kollega i folketingsgruppen.

Rige nasserøve

Det kan også slå gnister, når hun er på tv. I en direkte debat
i TV2 Nyhederne med Anders Samuelsen (LA) fik Pernille 
Skipper sagt, at “det er de rige, der er nogle nasserøve.” Det vakte opsigt. Jeg spørger, om det var en af de situationer, det løb af med hende. Hun griner igen og indrømmer.

“Men der er en sandhed i det. Diskussionen handlede om, at Anders Samuelsen havde en ikke særlig flatterende retorik over for mennesker, som har mistet deres arbejde og derfor har brug for, at fællesskabet forsørger dem i en periode. Det, syntes jeg, var uretfærdigt, urimeligt og fuldstændig uden forståelse for, hvordan man kan have det, når man har mistet sit arbejde og ikke har en stor fed bankkonto eller Saxo Bank i ryggen. Og den pointe, jeg forsøgte at formulere, var, at der sidder nogle mennesker i toppen af det her samfund, som har været udslagsgivende for, at tusindvis af mennesker har mistet deres arbejde, fordi deres arbejdspladser er lukket ned, og som stort set ikke har betalt en rød reje for den økonomiske krise, de selv har været med til at starte. Det kan man godt kalde nasserøve,” siger hun og bliver gradvist mere sammenbidt.

Nu bliver du sur igen.

“Ja, nu bliver jeg vred igen. Det er rigtigt,” siger hun og griner igen højt.

Kronprinsessen

Pernille Skipper har ifølge en analyse i Euroman af TV2’s
politiske kommentator, Henrik Quortrup, allerede overhalet Johanne SchmidtNielsen som den mest populære blandt Enhedslistens egne medlemmer. Og går det, som præsten prædiker, vil hun til næste Folketingsvalg være Enhedslistens nye frontfigur. På grund af partiets rotationsprincip kan et medlem ikke stille op, hvis hun har siddet i Folketinget i mere end syv år. Så hvis valget udskrives efter maj næste år, skal Johanneeffekten have nyt fornavn.

Bent Winther, politisk redaktør på Berlingske, mener, Pernille Skipper er klar til ansvaret. Han kalder hende “nuanceret og velargumenteret” og synes, hun boltrer sig “som en fisk i vandet i det mediecirkus, som Christiansborg også er”. Hverken Frank Aaen eller Pernille Skipper selv vil bekræfte
arvefølgen over for djøfbladet, men hun er blevet endnu
mere fortaler for selve rotationsprincippet, siden hun kom i Folketinget.

“Der er nogen, der har gået rundt i den her lille snævre landsby så længe, at de begynder at kigge på mennesker som statistikker på et stykke papir og kan sige “sådan er det jo”, når man snakker om mennesker, der har mistet deres arbejde. Så jeg tror, det er rigtig sundt for vores demokrati, 
at man ikke gror fast for taburettens skyld, men at man er her, fordi man har et politisk projekt,” siger hun med en slet skjult henvisning til Margrethe Vestagers berømte kommentar om dagpengereformens konsekvenser.

At vælte en minister

Ifølge Bent Winther kom Pernille Skippers politiske svendestykke, da hun som sit partis retsordfører skulle føre kniven i Bødskovsagen. Han mener, hun slap igennem det med gode karakterer. Men hvordan modstod hun det pres, det er at være så meget i mediernes spotlys?

“Jeg synes, det handler om sagen. Om Christianiabesøget
og Bødskov, der decideret konstruerede en løgn over for
Folketingets Retsudvalg. Det handler om noget meget principielt, om ministre og det ansvar, de er underlagt som forvaltningsledere. Og derfor er det vigtigt, at vi forholder os kritisk og stiller spørgsmål, fordi der skal være tillid mellem Folketing og regering. Og så må man træffe nogle svære beslutninger nogle gange,” siger hun.

Pernille Skipper fik æren af at ringe til Morten Bødskov og overbringe nyheden, inden den nåede ud i medierne. Det var den mest ordentlige måde at gøre det på. Men sjovt var det ikke.

“Selvfølgelig var det ikke et skægt telefonopkald. Men der blev ikke sagt så meget. Jeg fortalte ham, hvad vi havde besluttet og grundene til det.”

Så sagde han “ok, hej hej”?

“Hvad skulle han sige? Han er et professionelt menneske, og han ved godt, hvordan det hænger sammen. Der er bestemt ikke tale om en baby, man skal pylre om, for at sige det på jysk.”

Ilddåben er vel overstået for Pernille Skipper, som ifølge kommentatorerne er venstrefløjens næste stjerne. Selv ser hun sig stadig som en, der gør opmærksom på uretfærdigheder i verden. Som da hun i gymnasiet frustreret over “den åbenlyse løgn”, som hun kalder Irakkrigen, begyndte at dele flyers og plakater ud og indkalde til demonstrationer, for “så gjorde man da noget”.

Faktisk har hun endnu ikke vænnet sig til titlen som folketingsmedlem.

“Jeg synes stadig ikke rigtig, at jeg er politiker. Jeg er stadig aktivist.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet