Danske uddannelser har et godt ry

9.4.2014

af

Vietnams uddannelsessystem har behov for at blive mere tidssvarende. Samarbejdet med danske uddannelsesinstitutioner skal være med til at vende udviklingen.

31 unge vietnamesiske studerende står på græsplænen foran ambassadør John Nielsens hus i Hanoi og lytter interesseret på talerne til dette utraditionelle arrangement. Blandt dem, der får ordet, er en række repræsentanter for danske virksomheder i Vietnam, bl.a. Novo Nordisk, Mascot, Esoftflow og Shipco. De studerende får kort fortalt, hvilken type arbejde firmaerne beskæftiger sig med, og hvilken slags arbejdskraft man har brug for. Derefter står den på speeddating mellem virksomhederne og de studerende. Hver især får de to parter mulighed for at finde ud af, om der er mulighed for et kommende ansættelsesforhold.

De 31 studerende har næsten færdiggjort en Bachelor of Science in Business og er det første resultat af et fireårigt uddannelsessamarbejde mellem Niels Brock Copenhagen Business College og Foreign Trade University i Hanoi. Det er først og fremmest kombinationen af de studerendes faglige viden og deres engelskkundskaber, som virksomhederne har interesse i.

”Arrangementet er en god chance for, at arbejdsgivere og studenter kan lære hinanden at kende. Vi fandt to egnede kandidater med gode engelskkundskaber, som vi nu skal have til en samtale,” fortæller Thomas Bo Pedersen fra det danske arbejdstøjsfirma Mascot.

Gammeldags uddannelsessystem

Det kan være svært at finde nok højt uddannede medarbejdere med de rette kvalifikationer i Vietnam. Udenlandske firmaer, inklusive de danske, kigger sig om efter veluddannede medarbejdere, især på ledelsesniveau. Men Vietnam halter bagefter på dette område, og det vil tage flere år at komme op på et rimeligt niveau.

Der er ikke tale om, at vietnameserne ikke ønsker at uddanne sig – for det gør de – endda i et stort antal. Problemet ligger i, at det vietnamesiske uddannelsessystem er gammeldags, eller som direktør Thomas Frisenberg, direktør i Esoftflow og deltager ved speeddatingen, udtrykker det:

”Jeg håber, at vietnameserne vil gøre op med udenadslæren og arbejde for en større modenhed og selvstændig tankegang hos de studerende.”

At vietnameserne selv er opmærksomme på de store udfordringer, de står over for i uddannelsessektoren, vidner landets netop igangsatte uddannelsesreform om.

”I fremtiden vil der i den vietnamesiske uddannelsesmodel ikke kun være tale om, at læreren taler, og de studerende tager notater,” udtalte ministeren for uddannelse og træning ved reformens vedtagelse.

Studerende skal være mere kritiske

Samarbejdet med Niels Brock kan være med til at skubbe på denne udvikling, understreger dekan på Foreign Trade University Dr. Ho Thuy Ngoc:

”Det vietnamesiske system er under
forandring, men det tager tid. Vi vil gerne have de studerende til at være mindre passive i undervisningen og stille flere kritiske spørgsmål. Vi har også brug for, at en del af vores traditionelle fag erstattes af mere tidssvarende. Her kan vi lære meget af 
jeres uddannelses-system.”

Hun understreger, at programsamarbejdet med Niels Brock betyder, at de studerende i langt højere grad bliver i stand til at få jobs, ikke bare i Vietnam, men også i udlandet. Resultatet af speeddatingen tyder på, at mulighederne for et større uddannelsessamarbejde mellem de to lande er til stede.

Og samarbejdet rækker ud over Niels Brock, fortæller Jørn Skovsgaard, chefkonsulent i Undervisningsministeriets internationale kontor:

”Danmark er aktivt involveret udviklingen af det vietnamesiske uddannelsessystem. Og vi har i september 2013 fornyet vores ’Memorandum of Understanding’ med dem. Vietnam er meget begejstrede for vores voksenuddannelseskoncepter, erhvervsuddannelse og grundskolepædagogik. Vi går ind af hoveddøren derude – det er vigtigt at sikre sig opbakning på det højeste sted i en så hierarkisk politisk kultur.”

Artiklen fortsætter efter annoncen

Ledige stillinger

Job
Dommerudnævnelsesrådet
Job
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen
Job
KL - Kommunernes Landsforening
ANNONCE

Kommentarer

Vær den første til at skrive en kommentar
Din mail-adresse vil ikke blive vist offentligt
Dette spørgsmål forhindrer spam i kommentarsporet